Krisemedicinen er flere penge til studerende, ledige og pensionister
Få andre har lige så dyb indsigt i dansk økonomis vej ud af finanskrisen som tidligere overvismand Hans Jørgen WhittaJacobsen. Her er hans bud på en vej ud af coronakrisen.
Finansminister Nicolai Wammen skal sandsynligvis belave sig på en samlet regning på op imod 200 mia. kr., for efter at have holdt hånden under danske virksomheder og lønmodtagere med hjaelpepakker under coronakrisen venter en kontant indsprøjtning i dansk økonomi forude.
Kickstarten skal med rimelig praecision kunne virke fra efteråret og nok omkring et år frem, og formålet skal vaere at få gang i den indenlandske efterspørgsel – og meget gerne efter danskproducerede varer.
Sådan lyder den korte version af opskriften, når man spørger en mand, der ved en ting eller to om at få dansk økonomi på fode igen oven på en dyb, global krise.
Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, professor på Københavns Universitet, var overvismand fra 2010 til 2015, da først Løkke-regeringen og siden Helle ThorningSchmidts regering forsøgte at få gang i hjulene i Danmark igen efter finanskrisen.
Pengene? De skal gå til nogle, som med stor sikkerhed vil bruge dem igen med det samme.
Det kunne f.eks. vaere studerende, som fik et ekstra SU-klip i efteråret 2020 og et ekstra klip igen i foråret 2021, eller ledige eller pensionister, der fik et tillaeg til dagpenge eller kontanthjaelp eller en ekstra portion folke- eller førtidspension sat ind på Nemkontoen.
»Der er ingen tvivl om, at
der bliver brug for finanspolitisk stimulans. Det skal vaere relativt kraftigt og relativt kortvarigt. Med finanskrisen havde vi grund til at tro, at krisen ville blive langvarig. Denne gang er der tale om en akut krise, som ikke er opstået via finansmarkederne, men som følge af en forhåbentlig midlertidig pandemi, og derfor er der indtil videre grund til at tro på, at krisen også vil vaere kortvarig,« siger Hans Jørgen WhittaJacobsen.
Offentlige investeringer
De økonomiske vismaend var i årene efter finanskrisen dybt inde i vurderingen af de to regeringers krisetiltag i vismaendenes rolle som økonomisk vagthund for den til enhver tid siddende regering, men vismaendene forsøgte i flere omgange også selv at designe forslag til at få Danmark ud af krisen.
Ud over at give penge til forbrug kan der ifølge Hans Jørgen Whitta-Jacobsen vaere god fornuft i at saette gang i offentlige investeringer. Men han understreger, at der skal vaere tale om den slags mindre projekter, som det rent fysisk kan lade sig gøre at rykke frem i tid, og som kan påbegyndes hurtigt og bremses igen inden for et års tid.
Det kunne, peger han på, f.eks. vaere renovering af skoler og andre offentlige bygninger eller at saette skub i den udrulning af ladestandere til elbiler over hele landet, som allerede er i gang.
Dermed er der ifølge Hans Jørgen Whitta-Jacobsen bestemt mulighed for at taenke den grønne omstilling, som alligevel var på tegnebraettet, ind i en kickstart af dansk økonomi.
Men, advarer han, hvis formålet er en kickstart inden for et halvt til halvandet års tid, nytter det ikke at fremrykke vindmølleparker og andre store grønne investeringer, som har lang vej igen, inden de kan påbegyndes. Og hvor en fremrykning slet ikke vil kunne nå at få effekt inden for en sådan tidsramme.
Både regeringen, de politiske partier, erhvervsorganisationer og fagbevaegelsen har allerede bragt en raekke forslag i spil til, hvordan økonomien skal sparkes i gang igen.
Venstre ønsker f.eks. en midlertidig saenkelse af momsen, andre ønsker danskernes indefrosne feriepenge til udbetaling, fagbevaegelsen kraever et midlertidigt coronatillaeg til dagpengesatsen, og andre igen vil fremrykke topskattelettelser.
Hurtigt forbrug
»De klassiske elementer, når man vil føre ekspansiv finanspolitik, er fremrykning af offentlige investeringer, men når det skal virke både hurtigt og i en afgraenset periode, bliver listen af mulige tiltag ikke så lang. Midlertidige skattelempelser kan også indgå, men her kan det vaere svaert at styre den tidsmaessige placering af effekten,« siger Hans Jørgen WhittaJacobsen.
Derfor bør man også taenke i indkomstoverførsler, mener han.
»Hvis du giver pengene til studerende, ledige, pensionister eller andre på overførselsindkomst, er du rimelig sikker på, at pengene bliver brugt og brugt hurtigt, og det gør det nemmere at leve op til kravet om en kraftig effekt i en afgraenset periode.«
Hvad med midlertidig lavere moms?
»Jeg vil ikke helt afvise det, men det kan blive rigtig bøvlet i praksis, og jeg tror heller ikke, at det er muligt helt at styre tidsmaessigt, hvornår forbruget kommer. Saerligt er der nogle skaeve effekter, når momsnedsaettelsen udløber,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
Hvad med at fremrykke aftalte topskattelettelser?
»Hvis det er en relativt sikker og tidsafgraenset forbrugseffekt, man går efter, er det ikke den mest oplagte mulighed.«
Hvad gjorde man rigtigt efter finanskrisen, som kunne gentages?
»Flere ting, men udbetalingen af SP-pengene (Den Saerlige Pensionsordning, red.) i 2009 gav sandsynligvis en paen forbrugseffekt på omkring 60-70 pct., og nu spøger et forslag om at sende de 100 mia. kr., omkring 50 mia. kr. efter skat, til udbetaling, som danskerne ellers får indefrosset i feriepenge i år på grund af overgangen fra et gammelt til et nyt system for optjening af feriepenge. De skulle ellers først have vaeret udbetalt ved pensionering. Det er jo ligefrem folks egne penge, og jeg vil ikke udelukke, at det kunne have paen forbrugseffekt også, men det er et meget stort beløb, der er tale om.«
Begik man en synd efter finanskrisen, som vi bør undgå?
»Det var måske mere et benspaend end en synd. Men efter finanskrisen fik vi en henstilling fra EU om at rette op på de offentlige finanser i 2011, 2012 og 2013, fordi prognoserne tydede på, at vi ville komme til at overskride EU’s regler for budgetunderskud. Vi fik aldrig de forventede underskud, men henstillingen forhindrede os i at føre den ekspansive finanspolitik i de år, som kunne have fået os hurtigere ud af krisen, og som vi trods alt havde styr nok på de offentlige finanser til at have ført. Der kan vi godt se os i bakspejlet.«
Modsat finanskrisen er der ikke udsigt til, at EU-Kommissionen vil komme efter landene med henstillinger.
Tidligt i forløbet med coronakrisen fastslog EU’s statsog regeringschefer, at coronakrisen er af en så ekstraordinaer karakter, at reglerne om budgetunderskud og henstillinger ikke gaelder denne gang.
Men hvor skal de mange penge komme fra?
»Den samlede engangsregning for de offentlige finanser som følge af coronakrisen skal nok taelles i hundreder af milliarder kroner, f.eks. 100200 mia. kr. Det kommer fra lavere indtaegter, fordi produktionen dykker, fra udgifter til kompensationsordninger, fra tab på den ekstraordinaere långivning til virksomhederne og fra den direkte finanspolitiske stimulans. Det er mange penge, men det er en engangsudgift. Vi skal betale rente af pengene, men Danmark kan låne til en rente på omkring 1 pct., så varigt vil vi måske skulle finde 2 mia. kr. om året, som går fra velfaerdssamfundet.«
Da finanskrisen bed allermest, gik man til stålet for at få økonomien op i gear