Vejen ud af coronakrisen kraever økonomisk tryghed
Tryghed – ikke piskeslag – skaber grobund for efterspørgsel.
Da dansk økonomi senest blev ramt af en krise, valgte politikerne meget hurtigt at svinge pisken over de arbejdsløse og gennemføre udbudsreformer, som svaekkede sikkerhedsnettet under lønmodtagerne.
Det var med til at skabe usikkerhed, hvilket bidrog til at traekke krisen i langdrag. Den fejl må vi ikke gentage.
Kort tid efter, at jeg blev ansat i Arbejderbevaegelsens Erhvervsråd, brød finanskrisen ud.
Den udviklede sig hurtigt til at blive den vaerste krise, som dansk økonomi havde set siden Anden Verdenskrig.
Specielt én ting gjorde dengang stort indtryk på mig: Tonen i debatten skiftede lynhurtigt.
Problemet gik hurtigt fra at vaere et spørgsmål om mangel på efterspørgsel og mangel på job til, at de arbejdsløse var for kraesne og ikke var ihaerdige nok i deres jobsøgning. Pisken blev taget i brug.
Inden dansk økonomi overhovedet var kommet sig oven på finanskrisen, blev genopretningspakken gennemført. Den indebar markante forringelser af dagpengene.
Dagpengeperioden blev halveret, og det blev gjort vanskeligere at genoptjene retten til dagpenge. Sikkerhedsnettet under lønmodtagerne blev dermed alvorligt svaekket. Det resulterede desvaerre i, at mange faldt igennem sikkerhedsnettet under den langvarige lavkonjunktur i forlaengelse af finanskrisen.
Dagpengeforringelserne var med til at slå revner i fundamentet for vores flexicuritymodel, som vi danskere ellers er så berømmede for. Forringelserne var med til at skabe usikkerhed i befolkningen på et tidspunkt, hvor der var behov for det stik modsatte: at skabe tryghed.
De reformer, der fulgte efter dagpengeforringelserne, bidrog heller ikke til at skabe tryghed.
Under en krise er det vigtigt at have fokus på at øge efterspørgslen. Men folk bruger ikke penge, hvis de føler utryghed i privatøkonomien. Derfor er det så vigtigt at styrke sikkerhedsnettet under lønmodtagerne, så de fortsat tør forbruge, selv om der er krise.
I dag står vi over for en endnu vaerre krise. Arbejdsløsheden er på kun to måneder vokset med 50.000 personer, og 170.000 lønmodtagere er sendt hjem med lønkompensation. Hele den jobfremgang, vi har haft under opsvinget, og mere til, står på spil.
Forhåbentlig er svaret denne gang ikke at svaekke sikkerhedsnettet under lønmodtagerne, ligesom vi gjorde efter finanskrisen. Forhåbentlig bliver svaret denne gang, at vi i stedet skaber tryghed ved at give de mest traengte grupper en økonomisk håndsraekning og investerer i mennesker ved at give lønmodtagere og arbejdsløse bedre muligheder for at blive opkvalificeret, så de kan få en taettere og staerkere tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det dummeste, vi kan gøre i den nuvaerende situation, er at stramme finanspolitikken eller lave reformer, som øger usikkerheden og svaekker efterspørgslen i økonomien. Det vil blot forlaenge krisen.