Vil det lykkes EU at rejse sig af sin politiske aske efter coronakrisen?

Hvordan er EU kommet igennem coronakrisen så vidt? Ud fra en helt objektiv betragtning: elendigt. »Vi fik et glimt af afgrunden,« måtte selv EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen indrømme.

Det var dengang i marts, hvor de virustruede europaeiske nationer unisont (minus Sverige) indså den absolutte nødvendighed af at tage sagen i egne haender og lukke ned. Bruxelles var hjaelpeløs i sine lamme forsøg på at holde Europa åben, og man tør heller ikke taenke på, hvordan her ville have set ud, hvis det var lykkedes. Men »vi så hurtigt det positive for sammenhaengskraften ved krisen,« sagde von der Leyen fortrøstningsfuldt bagefter. »Denne store krise giver Europa chancen for at genopfinde sig selv endnu en gang.« Sådan taler en sand EU-politiker.

Coronavirussen har i sandhed vaeret hård ved Den Europaeiske Union. Handlekraften blev suget ud af Bruxelles, da alle andre indså, at nationalstater i nødens stund vil tage sig af deres egne befolkninger. På en måde var det alle tiders chance for at traede i karakter for Bruxelles, men kommissionen tabte straks det slag fatalt og blev kørt ud på sidespor, hvorfra man derefter laenge ikke hørte en lyd.

Men nu er EU tilbage, fast besluttet på at vinde krigen. Eller måske rettere: købe freden. Som led i den strategi foreslår Merkel og Macron, alias ”Mercron”, denne saere forbrødring af debet og kredit, nu en såkaldt genopretningspakke på rystende 500 mia. euro til de hårdest ramte EU-lande (laes: Italien, Spanien og netop Frankrig).

Det forslag kan det blive ganske svaert at komme igennem med. Dels vil de økonomisk ordentligere lande i nord saette haelene i – det er jo den gamle eurozone-problematik, der her lurer, coronakrisen har befordret en gigantisk gaeldsmalstrøm, som isaer med dette forslag truer med at suge Nordeuropa med ned. Og dels har den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe gjort det klart, at der set fra tysk forfatningshold generelt er ulovligheder forbundet med Den Europaeiske Centralbanks Robin Hoodaktioner i eurozonen. Hvad der vil ske, hvis genopretningspakken falder, ved ingen.

To ting i EU’s overordnede selvforståelse har vist sig at vaere problematisk. Det er dels forestillingen om, at de europaeiske unionsbestraebelser siden 1950’erne har vaeret hovedårsag til, at europaeiske arvefjender ikke havnede i klammeri igen efter verdenskrigene – det var ikke hovedårsagen, hovedårsagen var nedlaeggelserne af de nationale forsvarsbudgetter – og dels, aktuelt vaesentligere, at EU var og stadig er det eneste vaern mod politisk radikalisering og ekstremisme.

Hvad det sidste angår, forholder det sig naermest tvaertimod. Frem for at vaere et vaern imod ekstremisme og politisk radikalisering i Europa har EU vist sig at vaere en vaesentlig årsag til deres vaekst. En vaekst, som skyldes EU’s udvidelsesog centraliseringsdrømme, parret med manglende styr på økonomi og frem for alt indvandring.

Vil det lykkes EU at rejse sig af sin egen politiske aske som en anden Fugl Føniks? Ingen kan vide det. Ingen ved, hvad der vil komme ud af coronakrisen. Buddene er legio, og profeterne står i kø – eller rettere: De profeterer ”hjemmefra” på tv, med deres altid voluminøse boghylder som baggrund. Men EU måtte hjertens gerne blive på måtten. Blive, hvad det oprindelig var taenkt som, nemlig et faellesmarked i et nationernes Europa.

De seneste 30 år har foretagendet mest skabt problemer, for Europa og for sig selv. Det er ingen profeti, det er en forhåbning.

Nu er EU tilbage, fast besluttet på at vinde krigen. Eller måske rettere: købe freden.