Stop for den umenneskelige indespaerring af vores aeldre
Alle andre i samfundet har efterhånden fået en tidsplan for, hvornår de kan forvente, de har en chance for at få fuld frihed til at deltage i alle aktiviteter. Vores aeldre generation sidder stadig uden mulighed for at komme ud og se lidt andet end vaeggene i deres plejehjem. Plejepersonalet gør, hvad de kan, og når de ikke slår til, udskrives der psykofarmaka, når de gamle på grund af inaktivitet bliver for umulige og opfarende.
Genåbningen af Danmark har vaeret livligt behandlet, uden at der så meget som er kommet noget frem om, hvornår der kommer en ende på de aeldres indespaerring. En deadline ville vaere ønskelig set fra begge lejre. Frygten for, om familien må komme på besøg, hvis de skal vaek herfra, sidder og gnaver i både dem og de pårørende.
Jeg ved udmaerket godt, at der nu sidder mange inden for plejesektoren, som siger, at der er blevet åbnet op for besøg, hvilket er rigtigt til en vis grad. Man har åbnet for udendørs besøg med så rigide regler, at man skulle tro, at de var udfaerdiget i det gamle DDR.
Sundhedsstyrelsen har beskrevet, hvordan besøgene skal foregå, men det er op til den enkelte kommune, om de vil skaerpe Sundhedsstyrelsens anvisninger.
Jeg ved om nogen, at der er stor forskel på de forskellige kommuner, da jeg har familie på plejehjem i to kommuner. Et besøg på maks. en halv time én gang om ugen af én person. I øvrigt kun på hverdage lige midt på dagen. Det er, hvad jeg kalder helt ude af proportioner. Man kan sidde på to meters afstand og “hygge” sig med sit blinde familiemedlem. I andre kommuner kan der deltage to personer, men ingen børn. Det vil sige, at oldebørnene, som betyder mest for de aeldre, må den aeldre ikke se. Ikke engang på to meters afstand.
Den 20. maj så jeg for første gang min 95-årige mor på et overvåget udebesøg, og jeg må sige, at det var skraemmende at se forandringen, som var sket på de tre måneder, der nu er gået, siden vi fejrede min mors 95-års fødselsdag. Grå i ansigtet og to totalt døde øjne, som var svaere at få kontakt med, og så hendes bemaerkning: »Hvad sker der, når jeg skal herfra?«
Jeg ved godt, i hvilken retning hendes tanker gik. Hun taenkte: »Mon der er nogen ved min side?« Mine tårer var absolut lige så store som hendes, og hvis det er muligt for laeseren at forestille sig, så foregik det på to meters afstand uden mulighed for at laegge en kaerlig hånd omkring den, som har betydet alt i ens liv. Kaere Mette Frederiksen, vis os nu, at du også er der for de aeldre. Stop den umenneskelige behandling af de aeldre, og giv os pårørende lov til at give vores aeldre lidt naestekaerlighed i den sidste tid. Så skal vi pårørende nok love at opføre os ansvarligt.
Jeg ved om nogen, at der er stor forskel på de forskellige kommuner, da jeg har familie på plejehjem i to kommuner.