Solen skinner sikkert mere på Bermuda, men det er ikke grund nok til at flytte penge dertil
Det er på høje tid at gøre noget grundlaeggende ved de skatteoptimeringsmodeller, der ganske vist ikke er ulovlige, men til gengaeld temmelig umoralske over for samfundet, der kommer til at betale for selskabers skattetaenkning.
Riget – ja, hele verden, fattes penge. Enorm gaeldsaetning og skatteforhøjelser er uundgåelige. Tidspunktet er inde til at se naermere på de – lovlige – skatteoptimeringsmodeller, som multinationale selskaber anvender med stor fortjeneste.
Det er svaert at få øje på the social good forbundet med at tillade selskaber at overføre enorme fortjenester til holdingselskaber bekvemmeligt oprettet på Cayman Islands eller Bermuda – for blot at naevne et par eksempler. Der er tale om skuffeselskaber uden ansatte, uden kontorlokaler eller nogen som helst reel substans. Strukturen tjener intet andet formål end at unddrage skat. Der skabes ingen arbejdspladser eller andre samfundsgoder hverken i ”kildelandet” (de lande, hvor pengene tjenes) eller i de lande, der laegger ”territorium” til.
Det er uforståeligt, at dette ”system” har vaeret accepteret af verdenssamfundet så laenge. Uagtet de historiske forklaringer på dette absurde faenomen må det bringes til ophør nu. For hver krone, disse selskaber sparer i skat, skal andre borgere betale regningen. Denne ulige fordeling af skattebyrden skaber mistillid til vore politikere og vore demokratiske institutioner.
Efter finanskrisen i 2008 lykkedes det forbløffende hurtigt at slå hul på den sakrosankte bankhemmelighed, og endog Schweiz måtte give efter for det internationale pres, som simpelthen var blevet for stort efter etablering af en liste over ”samarbejdsvillige” og ”ikke-samarbejdsvillige” lande og trusler fra amerikansk side om forbud imod handel i dollars og inddragelse af banklicens. Tidspunktet er nu inde til at gennemføre samme initiativ i relation til skatteoptimering.
Selvfølgelig havde kampen imod bankhemmeligheden til formål at bremse skattesvig, hvidvaskning, finansiering af terrorisme og lignende – altså ulovlige aktiviteter og ja, skatteoptimeringsmodellerne er lovlige, men er det virkelig en relevant forskel?
Det provenumaessige tab, som rammer verdenssamfundet, medfører ikke kun et tab for statsfinanserne, men er også konkurrenceforvridende. Små og mellemstore virksomheder har hverken råd til eller mulighed for at opbygge og vedligeholde det nødvendige sindrige netvaerk af skuffeselskaber, advokater, revisorer, proformadirektører, ”ansatte” og ”kontorlejemål” for slet ikke at tale om honorarer til skatteunddragelseseksperter.
Henset til de beløb, den typiske skattebyrde udgør, er det oplagt, at friholdelse for denne udgift gør det muligt at foretage investeringer, erhverve andre selskaber og drive priskrig over for forbrugerne (indtil konkurrenterne er forsvundet, hvorefter disse selskaber forhøjer priserne,) i en sådan grad, at det er ubegribeligt, at konkurrencemyndigheder og erhvervslivet ikke for laengst har kraevet lovaendringer.
Resultatet er ikke kun konkurrenceforvridning og provenutab for statskassen (som daekkes ind af andre skatteydere), men også en voksende koncentration og monopolisering til skade for innovation, ytringsfriheden og tilliden til politikernes evne til at gennemføre en effektiv og retfaerdig velstandsudlignende politik.
Den kendsgerning, at under 1 pct. ejer mere end halvdelen af al formue i hele verden, burde vaere tilstraekkelig til at få enhver politiker til at reagere og i det mindste sikre, at denne akkumulering af formue ikke er skattefinansieret.
Google er et eksempel på, hvordan systemet virker i praksis. Ikke fordi Google er unik. Det er virksomheden desvaerre ikke. Dens skatteoptimeringsstruktur genfindes hos de fleste tech-selskaber, Facebook, Amazon, Apple osv.
Jeg understreger, at strukturen som sådan ikke mig bekendt er ulovlig – og det er jo netop det, der er problemet. Oplysningerne er indhentet ved en googlesøgning på nettet.
Googles skatteoptimering er baseret på den såkaldte Double Irish, Dutch Sandwich-Bermuda-model – som indebaerer, at man opretter to irske selskaber og et hollandsk (på Antillerne). Overskud fra det lokale selskab (f.eks. Google Danmark) overføres så til det første irske selskab, som så videreoverfører til det hollandske – en ren postkassetransaktion. Herfra overføres så videre til det andet irske selskab, som er baseret på Bermuda.
Det er oplagt, at der ikke er nogen som helst anden grund til denne konstruktion end ren og skaer skatteoptimering. Hele dette cirkus betyder reelt, at der så godt som ingen skat betales. Ifølge offentligt tilgaengelige oplysninger overførte Google i 2017 ca. 20 mia. euro til skatteparadiset Bermuda. Arrangementet har gjort det muligt for Google at opnå enkeltcifret effektiv beskatning af virksomhedens ikkeamerikanske overskud i over 10 år.
Den samlede pulje af udenlandske indtaegter, som Google overførte til skattely, var på ca. 55 mia. euro i 2016. Google afsluttede 2. kvartal 2019 med ca. 110 mia. euro i kontanter. En anseelig sum at købe teknologi og konkurrenter op med – i vaesentlig grad finansieret af skatteyderne. Det manglende skatteprovenu skal jo betales af andre.
Google har aldrig udloddet udbytte. Google har i stedet tilbagekøbt aktier. Siden januar 2018 for 42 mia. euro. Hvorfor er dette interessant? Jo, det er det, fordi tilbagekøb af aktier beskattes langt lavere end udlodning af udbytte.
Mødt med kritik henviser Google til sine filantropiske projekter, men filantropi bør praktiseres efter skat, ikke i stedet for skat.
Efter voksende EU-pres lykkedes det at formå Irland til at saette en stopper for denne trafik, og Google har meldt ud, at virksomheden vil indrette sig herefter for fremtiden. Selvfølgelig, den har jo ikke noget valg …
Pointen er imidlertid, at Irland i virkeligheden har erstattet sin model med en anden, som kan vise sig at vaere naesten lige så attraktiv – den såkaldte knowledge development box, som reelt betyder, at skatten nedsaettes til ca. 6 pct. Herudover har Storbritannien meldt ud, at de vil vaere det ”nye skattely” både i ”selve Storbritannien” og i Commonwealth (f.eks. Cayman Islands) efter brexit. Et hul erstatter blot et andet.
På politisk plan kunne det se ud som om, at der nu endelig er ved at ske noget. Danmark og Polen har udvist forbilledligt initiativ og naegtet skatteoptimeringsselskaber tilskud under covid-19-støttepakken.
De internationale tech-giganter er i søgelyset for at udnytte skattereglerne, men den såkaldte digitale skat er langtfra nok til at bremse spekulationer, mener Dan Shefet, der, i lyset af den seneste tids debat om hjaelpepakker til virksomheder med base i f.eks. Bermuda, gerne ser, at der gøres noget grundlaeggende ved systemet. Arkivtegning: Rasmus Sand Høyer.
Desvaerre er disse tiltag begraenset af ”EU-retten og eventuelle andre internationale forpligtelser”. Problemet er, at EU’s regler afskaerer en medlemsstat fra at ”diskriminere” i sin uddeling af statsstøtte (principielt er statsstøtte jo ikke tilladt).
Det betyder, at en irsk eller hollandsk aktionaer (begge EU-lande) ikke må forfordeles i forhold til en dansk. Da skattekonstruktionerne er af indirekte karakter (altså, at aktionaeren i skattelylandet optraeder som aktionaerens aktionaer) indebaerer dette ”indirekte” skattely, at den aftale, der blev indgået den 18. april mellem alle Folketingets partier, ikke altid er effektiv.
Det er det, der forklarer, at visse selskaber opnår støtte på trods af deres skattelystruktur, og det er netop pga. disse forhold, at man nødvendigvis må gå efter internationale aendringer. Forhåbentligt kan disse opnås i G20-regi under topmødet i Saudi-Arabien i november i år i lighed med G8-topmødet i 2013.
De aendringer, der skal til, er både statsstøttereglerne (EU-aendringer) og dobbeltbeskatningsaftaler, som bør muliggøre, at man ser igennem de forskellige selskaber, som er ”introduceret” på vejen til skattelyet. Det vil vise sig at vaere betydeligt mere effektivt end den digitalskat , som EU har forsøgt at få gennemført, hvilket – før corona – stødte på alvorlig modstand fra USA og ligeledes mødte kraftig lobbyvirksomhed fra tech-selskaberne.
Digitalskatten er en flad skat, som underlaegger omsaetning på et territorium (f.eks. Danmark) en skat på 3 pct. Skatten kaldes ofte ”Google Tax”, og lige nu er det kun Frankrig, der opkraever den. Der er dog under alle omstaendigheder tale om en midlertidig skat, indtil OECD er kommet frem til en permanent digitalskat, og den kan på ingen måde erstatte det tab for statskassen, som skatteoptimering medfører. Det er faktisk utroligt, at USA skulle modsaette sig denne nye beskatningsform, idet skatteunddragelsen heller ikke kommer USA til gode, men Silicon Valley har unaegteligt stor magt. Få politikere tør laegge sig ud med disse meningsmanipulatører. Sociale medier kan skabe og ødelaegge en politisk karriere, og det kraever mod at ”gøre det rigtige”.
Den kendsgerning, at under 1 pct. ejer mere end halvdelen af al formue i hele verden, burde vaere tilstraekkelig til at få enhver politiker til at reagere og i det mindste sikre, at denne akkumulering af formue ikke er skattefinansieret.