»Lige p.t. ser det ikke så godt ud«
Som ufaglaert og nyligt arbejdsløs er Mark Wiinberg Olesen klar over, at antallet af job, han kan søge, svinder i coronakrisens kølvand.
Mark Wiinberg Olesen sad bøjet over madpakken den 23. april, da to af hans chefer trådte indenfor. Første advarselstegn var, at de kom sammen. Det var Mark Wiinberg Olesen ikke vant til. Der var fyringer i luften, lød det fra den ene af cheferne.
»Jeg spurgte, om det også var mig, der skulle fyres. Og det var det,« siger den 46-årige Mark Wiinberg Olesen.
Han har nu taget afsked med det job som ufaglaert brandsikringsmontør, han har haft siden 2005.
»Jeg vidste jo godt, at der måtte vaere noget på vej, når vi nu ikke havde fået nye ordrer i over seks uger på grund af corona. Men det var alligevel lidt af en mavepuster. Jeg taenkte, at jeg nok var bedre stillet, fordi jeg havde vaeret der så laenge,« siger Mark Wiinberg Olesen.
Som mange andre af de ufaglaerte, der er blevet afskediget som følge af coronakrisen, står Mark Wiinberg Olesen nu i en prekaer situation. Ifølge en ny analyse fra taenketanken Arbejderbevaegelsens Erhvervsråd (AE) kan krisen medføre, at der bliver endnu faerre job til ufaglaerte fremover.
Mens den samlede beskaeftigelse stiger i opgangstider og falder i perioder med tilbagegang på arbejdsmarkedet, har antallet af ufaglaerte job ifølge analysen fra AE vaeret støt faldende siden 1990’erne. Tendensen bliver ifølge AE saerligt tydelig i krisetider, og en stor del af de ufaglaerte job, der forsvandt som følge af finanskrisen i perioden 2008-2012, er aldrig kommet igen.
Mark Wiinberg Olesen er meget bevidst om tendensen. Da finanskrisen ramte, kunne hans arbejdsgiver »heldigvis lige holde skindet på naesen«, og Mark Wiinberg Olesen kunne beholde sit job.
Godt nok blev han afskediget for en kortere periode i 2011. I første omgang for en måned, hvilket dog endte med et halvt års lediggang. Men fyringen var med løftet om, at Mark Wiinberg Olesen kunne komme tilbage på arbejde igen, så snart det gik virksomheden bedre. Sådan et løfte har han ikke fået i denne omgang.
»Jeg var knust«
»Som jeg forstår det, er broen ikke helt braendt. Men lige p.t. ser det ikke så godt ud,« siger Mark Wiinberg Olesen.
Så han tog hjem fra arbejde den 23. april, arbejdede sig gennem sin opsigelsesperiode og sagde farvel til arbejdspladsen for formentlig sidste gang om eftermiddagen den 7. maj.
»Jeg var knust. Så jeg havde et par dage, hvor jeg bare sad og kiggede ind i vaeggen. Men det kunne jeg jo ikke blive ved med,« siger Mark Wiinberg Olesen.
Han og kaeresten købte hus sammen i Tranbjerg syd for Aarhus for et par år siden. Så Mark Wiinberg Olesen »kunne ikke bare lade det hele sejle«. Det er hele husstanden, der også taeller to børn fra tidligere forhold, som bliver påvirket, hvis ikke Mark Wiinberg Olesen kommer tilbage på arbejdsmarkedet i en fart.
»Så taenkte jeg, at jeg kunne prøve at tage et stort kørekort. Jeg bliver nødt til at have en eller anden form for sikkerhed. Og det virker, som om at den branche er en af dem, der stadig kører,« griner han og tilføjer:
»Selvom jeg da ikke skal laegge skjul på, at jeg gerne ville tilbage i mit gamle job.«
Analysen fra AE forstaerker billedet af en kedelig udvikling på arbejdsmarkedet, som gør, at bl.a. Mark Wiinberg Olesen ikke gør sig de store forhåbninger om, at han kan få sit tidligere arbejde igen på den anden side af coronakrisen.
Inden krisen forventede AE 125.000 faerre ufaglaerte job i 2025, men krisen kan ifølge analysen vaere med til at eskalere udviklingen.
Det er også af den grund, at Mark Wiinberg Olesen har valgt at indtage chaufførsaedet i stedet for sofaen derhjemme.
Kørekortet til lastbil får han bevilget som et AMUkursus i løbet af de kommende uger gennem sin fagforening, 3F. Mark Wiinberg Olesen har valgt det store kørekort, fordi han godt ved, at hans udsigter som ufaglaert og ledig på arbejdsmarkedet ikke er optimale. Han mener, det kan vaere et »ekstra kort på hånden«, når han skal finde job igen.
Mark Wiinberg Olesen har ingen faguddannelse, fordi han aldrig fik faerdiggjort sin laeretid som pladesmed i midt-1990’erne. Den branche er ifølge ham selv »ved at vaere uddød«, og derfor er han ikke vendt tilbage på skolebaenken før nu.
Før han blev ansat som brandsikringsmontør, har han både arbejdet som montør på en fabrik og haft sin egen enkeltmandsvirksomhed, hvor han var chauffør. Fabriksarbejde har han ikke lyst til at vende tilbage til, for han bryder sig ikke om at bruge hele sin arbejdsdag indendørs.
»Men jeg kan godt lide den frihed, der er i at kunne ligge og køre rundt. Se nogle nye steder og møde nye mennesker. Og så tror jeg, at et chaufførjob kan vaere godt på laengere sigt, fordi jeg ikke risikerer at blive slidt op i samme grad, som hvis jeg tog en håndvaerksuddannelse,« siger Mark Wiinberg Olesen.