Wien og København siger nej igen
Det er to små lande. De er rige. Og de regeres af unge statsledere, der ikke føler det samme ansvar for EU, som deres forgaengere gjorde, vurderer en historiker.
Er der to ting, de kan komme op at skaendes om i Bruxelles, er det migrantkvoter og økonomisk hjaelp til de sydeuropaeiske lande.
Hver gang står både Danmark og Østrig på strammersiden. Det gaelder også nu, hvor EU-landene forsøger at blive enige om, hvordan de lande, der er hårdest ramt af corona, skal hjaelpes.
Tyskland og Frankrig foreslog i den forgangne uge, at EU-Kommissionen skal låne 3.700 mia. kr. og lade pengene give europaeisk økonomi en staerkt tiltraengt blodfusion. Men kort efter kom modsvaret fra Danmark og Østrig, der havde allieret sig med Sverige og Holland: Vi hjaelper gerne, men det bliver i form af lån, der skal betales tilbage, lød beskeden.
Der findes flere grunde til, at Danmark og Østrig nu igen går imod Bruxelles, Berlin og Paris. Nogle af dem har med historien og geopolitikken at gøre, forklarer historiker og professor emeritus Uffe Østergård. Han peger på, at der er tale om to rige, små lande, der ligger på hver sin side af Tyskland.
»Begge lande har vaeret store multinationale stater og er hver isaer blevet mast af Tyskland,« forklarer han og understreger straks, at det ikke nødvendigvis er noget, hverken Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, eller Østrigs kansler, den konservative Sebastian Kurz, taenker over generelt.
Men »det saetter rammerne for en taenkning«, vurderer historikeren.
Andet syn på EU
Dertil kommer, at de to politiske ledere er unge og har et andet syn på EU og det europaeiske projekt end deres forgaengere:
»Udenrigspolitikken er ikke båret af et naermest følelsesmaessigt engagement, ligesom tidligere generationer, men af pragmatisme. Det er nationalstaten, der er deres udgangspunkt.«
Også landenes størrelse spiller en rolle, mener Uffe Østergård:
»Frankrig og Tyskland føler et ansvar for Europa, som de små lande ikke gør.«
Spørger man Christoph Haselmayer, senioranalytiker ved Østrigs største meningsmålingsinstitut, OGM, er det netop det, regeringerne i Wien og København illustrerer lige nu. Deres forslag retter sig i virkeligheden slet ikke mod Bruxelles, mener østrigeren:
»De laver ikke europaeisk politik, men indenrigspolitik.«
Det konkluderer han, fordi han ikke levner mange chancer til forslaget fra Merkel og Macron.
»Østrigs kansler og Danmarks statsminister ved, at når det kommer til stykket, bliver kompromiset noget, der minder om deres udspil. Så kan de saelge sagen som en succes hjemme.«
Danmarks tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) ser naermere spareforslaget som et tegn på, at ingen af de fire lande ved, hvilket ben de skal stå på.
»Man har vaeret vant til at haegte sig på Tyskland, men hvad gør man, når Tyskland går?«
At Storbritannien ikke laengere er medlem af EU spiller muligvis også en rolle for landenes aktive afvisning af Merkels og Macrons udspil. Tit har briterne vaeret dem, der satte foden ned og sagde nej, når Tyskland og Frankrig lod de europaeiske idéer flyve lige lovlig højt for de mindre EU-begejstrede lande.
»Det er også en afspejling af det nye billede, at Storbritannien er gået. Men der må man sige, at landene altså befinder sig på kontinentet. Nu gaelder det om at gå i dialog og forsøge at påvirke Tyskland i stedet for bare at sige nej,« siger Per Stig Møller og opfordrer i det hele taget til større solidaritet med Sydeuropa:
»EU er ikke kun en klub, når det er solskin. Det er også en klub, når det regner.«