Angrebet på Ole Waever er et angreb på forskningsfriheden

Den internationalt anerkendte fredsforsker Ole Waever har fået ørerne i den aggressive identitetspolitiske maskine. Herhjemme har bevaegelsen først og fremmest handlet om køn og etnicitet og har udløst debatter om en aflyst temafest for studerende, fordi tre personer klagede over, at den havde mexicansk tema og derfor kunne støde mexicanere. En underviser på CBS klagede over, at man til en faellessamling sang ”Den danske sang er en ung blond pige”, fordi hun som mørk ikke kunne identificere sig med den. Ledelsen valgte at give hende en undskyldning. På Københavns Universitet har transkønnede klaget over en underviser i statistik, som ”kun” opdelte befolkningen i kvinder og maend. Der har vaeret klager over litteraturstudiernes pensumlisters overvaegt af hvide maend, forslag om at udskifte han og hun med hen og de. Og sikkert meget, meget mere.

Men den konflikt, som Ole Waever er havnet i, stikker en tand dybere, for den handler om grundlaget for hele hans forskning, om ham som person og om vilkårene for forskning og forskningsfrihed. Gennem 25 år har Ole Waever sammen med en britisk kollega fra London School of Economics udarbejdet en teori, som bruges til forståelse af internationale konflikter. ”Københavnerskolen” kaldes teorien og handler bl.a. om med udgangspunkt i begrebet sikkerhedsliggørelse at anskueliggøre, når aktører – som regel stater – forsøger at udnytte situationer, der kan virke faretruende, til at indføre ting, man ellers ikke ville kunne indføre. Ingen naevnt, ingen glemt, men coronakrisens konseglad kvenser for lovgivning, retssikkerhed og demokratisk transparens kunne sikkert vaere en glimrende case.

Teorien har vaeret anvendt vidt og bredt og i freds- og konfliktforskningen i årevis, men nu har to kvindelige forskere, briten Melanie Richter Montpetit og amerikaneren Alison Howell, i et internationalt anerkendt videnskabeligt tidsskrift lavet et frontalt angreb på Ole Waever og hans medforfattere. Teorien anklages for at vaere domineret af »hvidhed«, »antisort racisme« og udtryk for en taenkning, der henter sit arvegods i kolonialismen.

Kunne Ole Waever, der i øvrigt selv har sit udgangspunkt på den akademiske venstrefløj, ikke bare traekke på skuldrene og vaere ligemed en artikel, der umiddelbart lyder helt hen i vejret? Nej, desvaerre ikke, og det kan resten af den akademiske verden heller ikke, for påstandene er blåstemplet af et anerkendt videnskabeligt tidsskrift, som ikke optager artikler, medmindre de er vurderet og bedømt af andre akademikere.

Forskning skal kunne diskuteres og modsiges; det er sådan set hele fundamentet for den akademiske verden og en forudsaetning for, at vi kan blive klogere og naerme os nye erkendelser. Men med den identitetspolitiske sort/hvideinddeling af verden er der ikke tale om udfordrende modsigelse, men om afvisning af alt, der ikke passer ind i det identitetspolitiske verdensbillede, hvilket kun bekraefter de fundamentalistiske og undergravende tendenser, som de identitetspolitiske strømninger baerer med sig. Det er et angreb på hele det fundament af faelles forståelse, som den akademiske verden står på. Og et angreb på den forskningsfrihed, som man må gå ud fra, at Ole Waever også tillader andre, for hvem har lyst til at udvikle en teori, som risikerer at blive stemplet som racistisk, selv om den kun forsøger at forklare verden? Og ikke mindst: Hvem har lyst til at benytte teorien?

Det er et angreb på hele det fundament af faelles forståelse, som den akademiske verden står på.