Huawei i offensiven: I kommer til at halte bagefter, kaere danskere – og USA baerer skylden

Det mest interessante ved den seneste uges pressedaekning er ikke den danske regerings skarpe udmelding, der nu klassificerer landets 5G-netvaerk som ikke blot kritisk infrastruktur, men national sikkerhedspolitik.

Nej, det mest interessante set fra min stol som Huaweis vicedirektør for Central- og Østeuropa samt Norden – med 20 års erfaring i nordisk teleindustri – er alt det, der ikke bliver skrevet eller diskuteret.

Ved indgangen til 2020 blev Danmark kåret som Europas suveraent bedste land at gøre forretning i og blev samtidig nr. 4 på verdensplan.

Samtidig strøg Danmark ind som verdens nr. 5, når det gaelder gode netvaerksforbindelser (bredbånd, cloud-løsninger, kunstig intelligens og internet of things).

Og så blev Danmark ikke mindst kåret som det mest cybersikre land i verden af et felt på 76 lande.

Det er tre flotte placeringer for et land af Danmarks størrelse – og et resultat af en historisk set pragmatisk og løsningsorienteret tilgang fra skiftende regeringer.

Da Huawei tilbage i 2014 skulle opbygge TDC’s 4G-netvaerk, var der sund skepsis over for en ny samarbejdspartner, som ovenikøbet var kinesisk.

Men danskerne greb det an på vanlig pragmatisk vis og stillede skrappe krav via Center for Cybersikkerhed (CFCS) – blandt andet om sikker behandling af vitale data.

Resultatet taler for sig selv: TDC’s 4G-netvaerk blev kåret som Danmarks bedste fjerde år i traek og som verdens hurtigste i 2015.

Samtidig var Danmark et af kun to lande i Europa, som holdt den vitale datahåndtering samlet i et netvaerksoperationscenter (NOC) inden for landets graenser. Altså sikkerhed på et ekstremt højt plan, fordi Danmark stillede krav. For os som leverandør betød det store ekstraomkostninger, men vi lyttede til kunden og myndighedernes krav.

I dag efter TDC’s valg af ny leverandør behandles kritisk vitale data ikke i Danmark, men i Rumaenien.

Og med den seneste udmelding, hvor den danske regering indikerer, at den kraftigt overvejer at bekende sig fuldt ud til USA og andre Nato-allierede, ser jeg desvaerre en ny teleteknologisk fremtid for Danmark: I kommer til at halte bagefter, kaere danskere – og USA baerer skylden.

Hvorfor er der slet ingen, der siger det, som det er: USA’s regering ligger lige praecis så teleteknologisk ukomfortabelt, som den har redt.

Lad os skrue tiden 20 år tilbage. Dengang var der en raekke store amerikanske teleteknologiselskaber som Motorola, Nortel og Lucent. I dag er alle forsvundet fra den teknologiske verdenstop. Pist vaek på grund af manglende investering i udvikling og innovation.

Imens har Huawei de seneste 30 år investeret milliarder af dollars i massevis på forskning og udvikling – i 2019 alene var tallet 18 mia. dollars. Dobbelt så meget som vores to naermeste 5G-konkurrenter tilsammen.

Og USA’s svar? Ja, sagt med et omskrevet Uffe Ellemann-citat: ”If you can’t beat them, kill them”.

Den amerikanske justitsminister William Barr har sagt det direkte i en tale på en konference om Kina den 6. februar i år: »For første gang i historien fører USA ikke an i den naeste teknologiske aera (…) vi bør mobilisere [kraefterne] for at overvinde Kinas ønske om at dominere 5G.«

Donald Trump opfører sig som den store bølle i spisefrikvarteret, der ikke har gidet at smøre en madpakke hjemmefra. For hvorfor bruge tid på det, når man bare kan true sig til madpenge hos de mindre elever?

Det er nemt. Men hvad med naeste gang, når det er noget større, han står og mangler?

Hvor er den diskussion i den danske offentlighed? Og hvorfor afskriver Danmark så let den teknologiske og pragmatiske strategi, der har placeret landet i den infrastrukturelle verdenstop?

Hvis Danmark laegger hele den kritiske infrastruktur i haenderne på et USA, der behandler venner som fjender og glemmer i morgen, hvad de lovede i går, er det i bedste fald en sikkerhedspolitisk storsatsning. I vaerste fald naivt og fatalt.

Resultatet risikerer at blive en haltende teknologisk udvikling og mangel på konkurrencedygtighed.