Neutralitetspolitik er en fiktion – i så fald laegger man blot sin skaebne i andres haender

Vi europaeere skal evne at stå på egne ben. Det er ikke meget vaerd, at vi hver isaer insisterer på at stå på vores egne små ben, den dag Europa rammes af nye konflikter.

»Men Danmarks historie under Besaettelsen bliver kun den rigtige historie, hvis man også tager neutraliteten alvorligt,« konkluderer Vilhelm Topsøe i sin nye, skarpt taenkte bog ”Var neutraliteten umoralsk?”

For politikerne den 9. april 1940 forekom det umoralsk at kalde død og ødelaeggelse ned over danskerne i en udsigtsløs kamp. Konsekvensen heraf blev samarbejdspolitikken.

For den voksende skare af friaktion hedskaempere forekom det umoralsk at vaere neutral og samarbejde med besaettelsesmagten. Men den 5. maj 1945 erklaerede politikerne og Frihedsrådet samdraegtigt, at kampen havde vaeret det moralske, samarbejdet blot en forberedelse til modstand, og neutraliteten passé.

Derfor gik Danmark lettet ind i FN og stillede sig til rådighed for dets sikkerhedsråd.

I oktober 1945 konstaterede den radikale leder Bertel Dahlgaard, at nu »har nationen givet afkald på sin suveraenitet«, hvilket han var med på, for FN måtte ikke mislykkes.

Til gengaeld var han imod, at Danmark gik ind i Nato, for så var vi jo ikke neutrale i konflikten mellem øst og vest. Da FN opfordrede Danmark til ligesom de andre Nato-lande at gå med i Koreakrigen, nøjedes vi med at sende hospitalsskibet ”Jutlandia”, og for ikke at blive forpligtet til en militaer sagde Danmark nej tak til en plads i Sikkerhedsrådet.

Nok havde vi afskrevet neutralitetsfiktionen, men vi handlede alligevel efter den.

Det var denne fiktion, som i 1980’erne fik S, R og SF til at skabe det alternative sikkerhedspolitiske flertal imod Nato, og i 1993 førte det til de danske forsvars- og retsforbehold i EF.

Nu er Den Kolde Krig historie, og de fleste Warszawapagt-lande for laengst med i EU og Nato. Nu er der andre farer: islamismen fra Mellemøsten, illegal masseimmigration fra Afrika, et revanchistisk Rusland, et mere selvsikkert Kina, alt imens Trumps enerådige USA truer med at klappe vores sikkerhedsparaply sammen.

Det betyder, at vi europaeere skal evne at stå på egne ben. Så er det ikke meget vaerd, at vi hver isaer insisterer på at stå på vores egne små ben, den dag Europa rammes af nye konflikter. Thi ligesom i 1930’erne ender de med at ramme os.

Da vil fremtidens historikere betegne det som umoralsk, at vi ikke sikrede os de rette alliancer i tide, men endnu en gang naivt håbede på, at stormen gik os forbi.

Når vi kan se, at sådan kan det gå, skal vi prøve at undgå det. Vi skal selvfølgelig bestraebe os på at fastholde den transatlantiske alliance, men samtidig erkende, at vi ligger på toppen af kontinentet og ikke som Storbritannien i Atlanterhavet. Vi skal derfor med i det europaeiske sikkerheds- og forsvarssamarbejde og søge at fastholde Storbritannien i det.

Vi kan ikke blindt følge Trumps svingende udenrigspolitik. EU må føre sin egen udenrigspolitik, hvis den ellers kan finde en. Vi kan spille en betydelig rolle i den nye verden. Vi kan fastholde den internationale retsorden, forny de internationale organisationer, fremme klimaindsatsen og modvirke handelskrige.

Med vores ”soft power” kan vi fremme udviklingen i og samarbejdet med Afrika og virke for en løsning af konflikterne i Mellemøsten. Vi kan spille en rolle for at undgå, at striden mellem USA og Kina løber helt ud af kontrol, feje for vores egen dør i forhold til Rusland og fastholde Arktis som lavspaendingsområde.

Med neutralitet og passivitet laegger man blot sin skaebne i andres haender. Det må vi have laert af historien.

Vi kan ikke blindt følge Trumps svingende udenrigspolitik. EU må føre sin egen udenrigspolitik, hvis den ellers kan finde en.