Vi skal vise samfundssind på EU-plan – for vores egen skyld

En faelles europaeisk genopretning er klogest med tanke på vores egen eksport, vores egen velfaerd og vores eget ve og vel.

Et staedigt nej til en europaeisk genopretningspakke fra dansk side er ikke i EU’s ånd. Det er ikke samfundssind. Det er mindst af alt til vores egen gavn.

Det fortjener et saerskilt kapitel i EU-historien, at Merkel og Macron for nylig fremlagde en faelles plan for genopretningen af EU’s økonomi. Planen er flere steder blevet udlagt som naermest filantropi og blind naestekaerlighed. Merkel forlader nemlig sin gamle position.

Sammen med Macron går hun nu ind for, at EU-Kommissionen på vegne af medlemslandene skal optage lån for 3.700 mia. kr. Dernaest skal der laves overførsler til de lande, som har det største økonomiske behov. Og endelig skal landene betale en fast rate tilbage til EU-Kommissionen efter økonomisk styrke.

Men filantropi er det ikke. Både Tyskland og Frankrig eksporterer til Italien i stor skala. Italien er Tysklands femtestørste handelspartner. Dieter Kempf, praesident for Tysklands svar på Dansk Industri, var for nylig med i en faelles udtalelse med sine kolleger fra Italien og Frankrig, hvor man anbefalede en genopretningspakke, der ikke havde set historisk sidestykke.

Analysen i Tysklands top er nu, at hvis minusvaekstraterne i Italien bliver for høje, eller frustrationen i Italien risikerer at føre til et Italiensk EU-exit eller ”blot” et sammenbrud for euroen – Gud forbyde det – ja, så rammes den tyske industri af en økonomisk forhammer. Når vi udviser samfundssind og dermed hjaelper Italien, ja, så er det egentlig egoisme – og omvendt.

Da USA kikkede på et sammenskudt og sammenbrudt Europa efter Anden Verdenskrig, var det med stor bekymring for, at en gentagelse af fascismens opblomstring – som efter Første Verdenskrig – kunne komme igen. Men det var også med bekymring for USA’s egen økonomi.

Med et Europa i knae var der ikke afsaetning til de mange amerikanske varer, som krigsproduktionen nu blev omlagt til. Derfor startede USA Marshall-hjaelpen for at få Europa på fode igen og for at få en staerk økonomisk partner.

Praecis den samme analyse kan man bruge på Danmark nu. Over halvdelen af vores eksport går til EU-lande. Vores krone er bundet op på euroen. En faelles europaeisk genopretning er klogest med tanke på vores egen eksport, vores egen velfaerd og vores eget ve og vel.

Man må derfor passe på med at afvise Merkel og Macrons linje alt for hurtigt. Og udspillet er stadig åbent for forhandling. Men der skal vaere enstemmighed blandt stats- og regeringscheferne, før vi når i mål. Danmark skal naturligvis gøre sit.

I Jyllands-Postens leder forleden er bekymringen, at vi svaekker de sydeuropaeiske landes incitament til at udvise finansiel disciplin. Vi forstår bekymringen. En nation skal altid baere det primaere ansvar for at holde styr på sin egen gaeld.

Men vi skal huske, at coronakrisen ikke kender graenser. Ingen er skyld i coronakrisen og den efterfølgende økonomiske haergen. Nu må vi gå kompromisets vej. Det interessante er, at forslaget fra Macron og Merkel indbefatter, at der betales faste rater til EU-Kommissionen som en del af vores almindelige bidrag til EU’s naeste budget.

Det betyder i udgangspunktet også, at Danmark ikke vil skulle haefte, hvis Italien ikke betaler sin andel – og hvorfor skulle Italien ikke betale sin faste del til EU’s budget? Netop den detalje gør, at ledende figurer i CDU i Tyskland faktisk bakker op om forslaget. Det gør de tyske socialdemokrater i øvrigt også.

Desuden laegger Macron og Merkel op til, at støtten til de enkelte lande netop ikke bruges på at betale af på eksisterende gaeld, men i stedet skal bruges på initiativer, der øger den økonomiske aktivitet, grøn omstilling og digitalisering.

Er Macron og Merkels forslag uden problemer? Slet ikke. Men i stedet for bare at afvise det, bør den danske regering gå aktivt ind i debatten med et realistisk bud på, hvordan forslaget kan rettes til. I stedet for forhandlingstaktisk at traekke sig over i det ene ringhjørne bør Danmark gå konstruktivt ind i drøftelserne om, hvordan en hjaelpepakke også kan blive en hjaelp til dansk selvhjaelp.

Der er mange nuancer i debatten. Og et staedigt nej til en europaeisk genopretningspakke fra dansk side er ikke i EU’s ånd. Det er ikke samfundssind. Det er mindst af alt til vores egen gavn.

Det kan siges kort: Danmark skal vaere solidarisk med andre EU-lande – for vores egen skyld.