En fisk rådner fra hovedet
Når Forsvaret er så godt et offer for kritik, er det måske også på grund af en reel mangel på forståelse for forholdene i den uniformerede del af Forsvaret. Det er urimeligt, at dommen over haerchefen stempler hele Forsvaret.
JP bragte den 24. maj et indlaeg af professor Steen Hildebrandt: ”Forsvarets syge kultur naeres af den øverste ledelse”. En overskrift der, når der er tale om et indlaeg fra en professor, gav et løfte om substans, dokumentation og årsagssammenhaeng.
En gennemlaesning efterlod mig dog skuffet. Domsafsigelsen i Viborg for nylig over den tidligere haerchef synes på forunderlig vis at have bragt sindet i kog og farvet klarsynet.
»En fisk rådner fra hovedet« er et citat, der i forbindelse med sagen om haerchef H.-C. Mathiesen er bragt på bane af tidligere oberst Lars Møller, som jeg respekterer i mange sammenhaenge og tjenstligt altid har haft stor fornøjelse af at vaere sammen med. Jeg betragter ham stadig som en ven.
Ud over at vaere en god officer for sine maend var Lars også en strålende repraesentant for en uddøende race: den excentriske officer. Han er udødeliggjort gennem ”Operation Bøllebank”, aetset ind i manges erindring med en cigar i munden, mens kampvognskanonerne effektivt gjorde deres arbejde i Eksjugoslavien. Lars Møller er en helt.
Det er lige praecis Lars Møller, der på forunderlig vis demonstrerer, at citatets karakteristik af ”råddenskab i Forsvarets ledelse” kører af sporet i Steen Hildebrandts indlaeg.
I en militaer kontekst, og det er jo den eneste rigtige ved bedømmelsen af Forsvarets ledelse, udspringer ledelse af det latinske ord commandare, der på gammel fransk blev til comander og på middelalderengelsk til command. At lede. At føre. I nutidens sprog bruges ordet på engelsk stadig i commander-in-chief, der svarer til vores forsvarschef. Altså Forsvarets øverste ledelse. I teorien.
Virkeligheden er i dag, at Forsvarets reelle ledelse er vores folkevalgte politikere, i form af regeringen og et flertal i Folketinget i alle vaesentlige sammenhaenge. Disse politikere har i praksis delegeret en ikke ubetydelig del af deres beføjelser til embedsmandssystemet i Forsvarsministeriet, til departementschefen og embedsmaend. Forsvarets uniformerede ledelse administrerer blot. Ledelsen, eller fiskens hoved, er således reelt ikke forsvarschefen – eller haerchefen, hvis vi tager udgangspunkt i den netop afsagte dom. Det fritager naturligvis ikke for ansvar, men bør dog give anledning til perspektivering.
Men er det ikke blot ligesom i virksomheder, hvor der er aktionaerer, en bestyrelse og en direktion, vil nogle måske indvende. Svaret er nej. Et rungende nej!
Grunden til, at sammenligningen med det private erhvervsliv ikke holder, er flerfoldig. For det første står aktionaererne i en privat virksomhed ultimativt på mål for deres beslutninger. Beslutter en virksomhed sig således for f.eks. at starte en aktivitet op i udlandet, sker dette på baggrund af en analyse af omkostninger og mulige resultater. Går tingene ikke som forventet, tilføres enten flere ressourcer, eller aktiviteten lukkes ned. Sådan er det ikke i Forsvaret. Politikerne kan beslutte, at Forsvaret skal indsaette personel og materiel et givet sted på kloden uden en fuldstaendig analyse og uden at tilføre de ekstra ressourcer, beslutningen medfører. Pengene må så bare findes et andet sted i budgettet, og det uniformerede personel må aendre sin (planlagte) hverdag på at løse den stillede opgave.
Og går noget galt, f.eks. at fanger tages i et fremmed land, og juridiske forviklinger opstår, er det ikke hverken bestyrelsens eller aktionaerernes problem, uagtet at de har givet opgaven og godkendt rammen (f.eks. folkeretlige forpligtelser), som den skal udføres i.
Det er kun ”ledelsens” skyld, en sprogbrug, der i sammenhaeng med Forsvaret alene betyder de uniformerede ledelseslag. I det private erhvervsliv ville udførelsen af opgaver, der fører til ulovligheder, ikke blot kunne tørres af på direktionen, hvis såvel bestyrelse som aktionaerer har vaeret vidende herom, eller måske endog direkte beordret aktiviteter, der ud fra enhver logisk optik (utilsigtet) kunne lede til ulovligheder. Bestyrelsen og aktionaerernes handlinger ville blive draget ind i ansvarsbedømmelsen, for de skal jo foregå med et etisk og moralsk godt eksempel. Konkurskarantaene, afskedigelser og civilretslige søgsmål følger naturligt med, når man er en del af fiskens hoved. Bare ikke i Forsvaret. Her er det kun gaellerne, der skal finde en grimasse, der kan passe. Som de gode soldater de er, retter Forsvarets ledelse normalt ind uden at kny. ”Sådan er det jo i et demokrati”. Og jeg er overbevist om, at den til enhver tid siddende uniformerede ledelse i Forsvaret har det helt fint med det. For det har den laert udenad.
Når jeg finder kritikken af ”råddenskab” i Forsvaret problematisk, er det ikke, fordi jeg tror, at Forsvarets ledelse er for tyndhudet til at tåle kritik. Det reelle problem er den tilsvaertning af alle i den uniformerede del af Forsvaret, denne kritik medfører. Maend og kvinder, fra alle lag af vores samfund, og med en bred vifte af politiske overbevisninger, der møder på arbejdet året rundt alene med ønsket om at gøre deres arbejde bedst muligt. Og som ønsker, at de selv og Danmark kan vaere stolte.
Gennem snart 40 år med erfaringer fra både det militaere regi og det civile erhvervsliv er jeg på ingen måde fortaler for, at ansatte i Forsvaret eller Forsvarets ledelse ikke skal vaere undergivet demokratiets spilleregler, eller at de ikke skal stå til regnskab for deres handlinger. Haerchef H.-C. Mathiesen har begået fejl, der er utilgivelige, og dem skal han straffes for. Men jeg er dog også på grund af min erfaring af den opfattelse, at vurderingerne af ”råddenskaben” i Forsvaret som institution er letkøbte og berettiger til en nuancering. Saerligt, når det for enhver er tydeligt, at andre forhold i vores samfund på forunderlig vis kører videre.
Når medierne og ledelseseksperter gang på gang påpeger manglende konsekvenser i det politiske system, er jeg ikke i tvivl om, at de besidder alle nødvendige informationer til at perspektivere og nuancere deres harceleren over ”råddenskaben” i Forsvaret. Når det så ikke sker, må det vaere i erkendelse af, at det politiske system er tonedøvt over for ansvar, og at den uniformerede del af Forsvaret er kendt for at vende den anden kind til.
Når jeg finder kritikken af ”råddenskab” i Forsvaret problematisk, er det ikke, fordi jeg tror, at Forsvarets ledelse er for tyndhudet til at tåle kritik.
Når Forsvaret er så godt et offer for kritik, er det måske også på grund af en reel mangel på forståelse for forholdene i den uniformerede del af Forsvaret.
Og så er vi tilbage til Lars Møller, min ven og oberst. Og billedet af ham stående midt i en ildkamp med cigar i munden og i øvrigt traeffe liv-og-død-beslutninger uden at spørge om lov først. For det er ikke sådan, Forsvaret fungerer. Det gik godt, og Lars Møller er en excentrisk helt. Men var det gået galt, var Forsvarets ledelse blevet bedt om at stå skoleret, og laengere nede i systemet ville nogle skulle forklare, hvorfor en officer stod i det fri og røg en cigar, mens krigen rasede. Regler, begraensninger og sikkerhedsbestemmelser ned i en detalje, de faerreste kan forestille sig, er styrende for hverdagen for de ansatte i den uniformerede del af Forsvaret. I krig såvel som i fred.
Var Forsvarets ledelse – på ethvert niveau – således givet den frihed, som Lars Møller tog sig, da situationen efter hans vurdering kraevede det, var der så sandelig tale om, at Forsvarets ledelse er fiskens hoved. Det er bare ikke virkeligheden, eller det politisk ønskelige, og derfor er kritikken af ”råddenskaben” rettet forkert. Nogle kan så have andre motiver til at ville kritisere Forsvaret som institution, men når politikere peger med fingeren, skal de huske på, at tre andre fingre på hånden peger på dem selv.
Ulovligheder skal udpeges og straffes, nøjagtig som faerdselssyndere skal straffes. Men lad vaere med at sige, at alle trafikanter er ”rådne”. Giv derfor de ansatte i den uniformerede del af Forsvaret den kredit, deres daglige indsats, hjemme som ude, i krig som i fred, rettelig kalder på.