Slut med billig asiatisk arbejdskraft som før

Millioner af migrantarbejdere vender hjem på grund af coronakrisen, og de fleste vender aldrig tilbage igen.

De indiske statsbaner kalkulerer med at fragte syv millioner arbejdere hjem frem til den 1. juni.

Over 5.000 togstammer bliver eller er blevet fyldt på en destination med endestation i den hjemstat eller provins, hvor passagererne kommer fra.

Processen blev indledt i begyndelsen af maj og slutter, samtidig med at der igen delvist lukkes op for almindelig togdrift.

Tallene fra Indien er ekstreme, men afspejler en massiv folkevandring i Asien udløst af coronapandemien.

Den har mange udtryksformer og mange aspekter. Der er årsager og konsekvenser her og nu. Men der er også en fremtid derude, der med en insiders ordvalg »aldrig bliver den samme«.

Internt og eksternt vil omkring 20 millioner migrantarbejdere forsvinde fra deres positioner og fjerne et betydeligt fundament for asiatisk industri og de asiatiske arbejdsmarkeder i det hele taget.

Post coronaen er det helt usikkert, hvor det er billigt at få fremstillet sine produkter – og om det overhovedet kan lade sig gøre.

Erfaringerne viser, at selv med mindre dramatiske omvaeltninger end en altfavnende pandemi vil det i bedste fald ikke vare måneder, men mange år, før en form for normal vender tilbage. I de fleste tilfaelde vil forudsaetningerne vaeret aendret så drastisk, så det aldrig bliver, som det var engang.

Kinas industri er staerkt afhaengig af intern migration. Arbejderne i industricentrene kommer fra landsbyer og bondesamfund. Et af problemerne med at få hjulene til at rulle igen er, at mange af arbejderne ikke er vendt tilbage efter først at have vaere taget hjem til det tidlige kinesiske nytår og siden at have vaeret afskåret fra at vende tilbage på grund af coronakrisen.

Indiens problemstilling er til dels den samme. Fra de folkerige bondesamfund i Bihar, Uttar Pradesh og Bengalen er arbejdere taget til industriområder eller erhvervscentre over hele Indien. Nu bliver de flyttet hjem igen, og det er langtfra givet, at de kommer tilbage.

Eksternt er situationen tilsvarende. Indien har hentet en million arbejdere hjem fra udlandet.

Tilsvarende bevaegelser ses over hele Asien, hvor arbejdskraften enten bevaeger sig rundt i relativt velorganiserede systemer eller eksisterer som en uregistreret – delvis illegal – faktor tvaers over bløde graenser.

Singapore har mere end en million arbejdere i forskellige kategorier. Malaysia fem millioner – samtidig med at Malaysia bidrager med hundredtusinder til arbejdsmarkedet i Singapore.

Den billige arbejdskraft har vaeret et uundvaerlig element i vaerktøjskasserne for industri, landbrug, fiskeri, byggeri og offentlig service fra buskørsel til trimning af traeer og buske.

Det kan siges med sikkerhed, at de gamle systemer er smadret, og det vil tage årevis, før de muligvis genopstår.

Det bliver nye tider både for de nationale industrier og de vestlige forretninger, som med fordel har kunnet producere – eller købe – produkter i Asien på grund af den billige arbejdskraft.

Singapore har (ligesom bl.a. Qatar) oplevet en anden problemstilling, som vil få vidtgående konsekvenser for rekrutteringen udefra. Fra at vaere beundret over hele verden for en effektiv indsats mod coronaudbruddet er Singapore i dag Sydøstasiens vaerst ramte land på grund af epidemiens haergen blandt de flere end 300.000 relativt isolerede migrantarbejdere. Fra at vaere et sikkerhedsnet, der kunne tilpasses økonomiske opog nedture, er arbejderne i de lukkede enklaver blevet en risikofaktor, som ethvert land må kalkulere med fremover. Skal den elimineres, kraeves der betydelige investeringer i for eksempel boliger, som aendrer de økonomiske kalkuler fundamentalt.

I bystaten Singapore kan de ikke bare erstattes af lokale. De findes ganske enkelt ikke. Det samme med de mange millioner asiatiske saesonarbejdere i plantager, rismarker og på feriedestinationerne.

Det kan siges med sikkerhed, at de gamle systemer er smadret, og det vil tage årevis, før de muligvis genopstår.

Der skal taenkes nyt mange steder. Og det bliver der. Kina har allerede officielt opgivet at vaere verdens fabrik for billig produktion. Kina går nu hightech. Singapore har i flere år forsøgt at erstatte billig håndkraft med it, elektronik og kunstig intelligens. Nu bliver det en tvungen dagsorden.

Lande som Filippinerne og Bangladesh, der måned efter måned har fået overført milliardbeløb til statsog husholdningskasser fra arbejderne i det fjerne, skal nu ikke kun forholde sig til faerre indtaegter, men også til millioner af arbejdere, der er vendt hjem og mangler en levevej.

Billig asiatisk arbejdskraft, som vi kendte det, blev et af coronakrisens ofre.