Er du frisk på noget agil transformation? Eller et andet job, ingen aner, hvad er?

Så er vi der igen. Det er efterhånden jaevnligt tilbagevendende, at der cirkulerer jobopslag på de sociale medier fyldt med bullshit. For et par år siden var der det, for bullshit-connaisseurer som undertegnede, legendariske jobopslag, hvor DSB søgte en innovationsrebel. I sidste uge var det Udviklings- og Forenklingsstyrelsen(!), der søgte en agil coach til agil transformation:

»Er du Release Train Engineer, Agil Coach eller erfaren scrum master, og vil du bidrage til at løfte den agile modenhed, fremme agile metoder, praktikker og mindset i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen?«

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke aner, hvad der står i ovennaevnte. Andet end at det lyder utroligt avanceret. Som noget, der, hvis man spørger kritisk ind til det, kun vil afsløre ens egen enfoldighed og begraensede horisont. Der er givetvis en vis imponatoreffekt i at formulere sig på den måde. Ledelsen i andre styrelser kan lade sig imponere over, hvor progressivt man griber arbejdet an: Hvorfor har vi ikke en Release Train Engineer hos os?

Nye jobmuligheder åbner sig for de visionaere ledere, der taenker ud af boksen og ansaetter innovationsrebeller og Release Train Engineers i stedet for kedelige forvaltningstyper i lyseblå skjorter med jordfarvede pullovers over.

Det eneste, der i virkeligheden taler mod at lave den slags stillinger, er den folkelige forargelse, der kan møde en, når opslaget går sin gang på de sociale medier, hvor afsenderne haenges ud, og der bøvsosu’erne ses »bullshitbingo« nede fra de bagerste raekker.

Og her er vi måske ved sagens kerne. For hvorfor opstår bullshit? Det gør det, fordi der er efterspørgsel på det. Alle politikere vil naturligvis benaegte: De kaemper skam mod alle typer bullshit og alle typer unødig bureaukrati. Men de har også maerkesager. Politik, der skal gennemføres. En offentlig sektor, der skal køre laengere på literen. En klimadagsorden, der skal løftes. Nogle Verdensmål, man gerne vil understøtte. Alle mulige udmaerkede dagsordner, der stilles som krav nedad i systemet; kunne sygehusene og universiteterne ikke også lige understøtte FN’s Verdensmål?

Kunne kulturinstitutionerne ikke dokumentere deres relevans i forhold til baeredygtighed? Kunne ikke køre laengere på literen ved at taenke mere agilt?

Dagsordnerne vandrer fra ministerier til styrelser til kommuner til institutioner til inspirationseftermiddage faciliteteret af højenergiske konsulenter om agil taenkning i fremtidens hjemmepleje i Aars for nogle sosu-assistenter. Der givetvis sidder og undrer sig over, hvorfor de skal bruge arbejdstid på at lytte til den slags i stedet for at passe plejehjemsbeboere. De sidder der naturligvis, fordi der politisk kraeves handling. Systemet svarer igen med Release Train Engineers og innovationsrebeller. Det er diffust, hvad stillingerne daekker over, men det matcher de diffuse, ofte modsatrettede krav oppefra.

Hvad er alternativet? Enorme maengder bullshit produceres, når institutioner skal opfylde andre formål end deres primaere formål. Der er behov for et paradigmeskifte, der markerer, at de forskellige sektorer har deres egne liberale formål at arbejde efter. Inden for en økonomisk ramme defineret oppefra, så det ikke løber løbsk.

Måtte regeringens arbejde med en tillidsreform genoptages efter coronakrisen. Ellers må vi acceptere, at der kommer flere innovationsrebeller, Release Train Engineers og andre fluffy stillingsopslag.

Hvorfor opstår bullshit? Det gør det, fordi der er efterspørgsel på det.