Vi har et gyldent demokratisk øjeblik lige nu til at tale om, hvad det er for et samfund, vi vil have
Coronakrisen har vist os, hvor afhaengige vi er af hinanden. Den erkendelse skal vi bruge i den demokratiske proces, når hverdagen for alvor vender tilbage.
Coronavirussen sendte os alle i stuearrest til en lille taenkepause. Når vi nu vender tilbage til samfundslivet og igen kan tage fat, så lad os gribe dette gyldne øjeblik til at styrke vores demokrati og tage den vigtige samtale om, hvad det er for et samfund, vi ønsker os.
Alle tidens store problemer kalder på kollektiv handling. Og det er os, det demokratiske faellesskab, som skal løse de problemer. På vej ud af vores coronastuearrest maerker vi en ny sårbarhed, og det er pludselig indlysende, at vi er afhaengige af hinanden. Det hele er i spil lige nu. Så lad os fyre op under den demokratiske samtale og tage imod krisens indbyggede mulighed for at skabe en bedre verden end den, vi blev afbrudt i. Lad os skabe et rum for at tale om, hvad der egentlig er vigtigt.
Det er på tide at give en hjaelpepakke til demokratiet. På samme måde, som vi hjaelper et nødlidende erhvervsliv på fode igen, må vi give en hjaelpende hånd til vores demokrati, fordi den demokratiske samtale er helt afgørende for, at vi som faellesskab og nation kommer styrket gennem denne krise.
Så til regeringen: Få nu sat gang i det klimaborgerting, og giv det et tydeligt og robust mandat. Til kommunerne: Saet involvering på dagsordenen, og skru op for dialogen med borgerne.
Men hjaelpepakken skal ikke kun komme fra regeringen og fra byrådene. Den skal isaer komme fra os selv i civilsamfundet og i kulturinstitutionerne. Vi har en saerligt vigtig opgave lige nu.
Så til foreninger, biblioteker, aftenskoler, museer, teatre og højskoler: Vi er stadig lukket ned, men det er nu, vi skal forberede os på at traede i karakter som arenaer for den mangfoldige og dybe demokratiske samtale. Lad os gøre klar til at invitere til debatter, foredrag, forestillinger og udstillinger, der skaber samtaler om, hvordan vi bevaeger os videre herfra og skaber det samfund, vi ønsker. Og lad os sørge for, at både direktøren, den studerende og flygtningen er med. Det er helt afgørende, at mange stemmer kommer i spil, og at der både bliver talt og lyttet.
Jeg føler mig privilegeret som indbygger i et land med en regering og med myndigheder, der har styr på tingene og forstår at handle. Et markant flertal på 79 pct. af vaelgerne mente ifølge en måling fra Epinion i starten af april, at Mette Frederiksen klarede sig enten meget godt eller godt som statsminister.
Mange har det åbenbart ligesom mig og bakker derfor op om hendes beslutsomme og handlekraftige ageren. Selv om nogle, måske med rette, kritiserer regeringen for at vaere formynderisk, giver det tryghed og indgyder tillid, når magten kan samle sig og traeffe gode beslutninger under en krise.
Nu er det to måneder siden, at Danmark blev lukket ned, og vi er på vej ind i naeste fase, en gradvis og kontrolleret genåbning af landet.
Mange siger, at det ikke bliver det samme. Vi kommer til at holde tilbage med håndtryk og kram i lang tid. Måske et helt år eller to. Nogle ting vil forandre sig for evigt. Måske kommer vi ikke til at rejse ligesom før, og måske kommer mange flere til at arbejde hjemmefra.
Men forandringerne stikker også dybere. Professor Ove Kaj Pedersen, der blev landskendt for at navngive konkurrencestaten, siger i et interview i Information den 4. maj, at covid-19-pandemien »kan åbne for en politisk, økonomisk og teoretisk breche, vi ikke har set siden Anden Verdenskrig«.
Han mener, at krisen har sat et utal af store ideologiske diskussioner i gang: »Om moral og retfaerdighed, om gaeld, faellesskab og stat, om liv og død. Det kan grundlaeggende forandre vores syn på samfundet, på penge og politik. Og på os selv.«
Politikere, aktivister og forskere minder os desuden om, at der er flere udfordringer på vej. Klimaforandringerne bliver ikke standset af en virus. Desuden har vi nu også en verdensomspaendende økonomisk krise, vi skal klare. Mange forventer, at den globale ulighed vil stige, og at flygtningestrømmene vil øges.
Ove Kaj Pedersen mener, at »det er nu, politikere og andre, der ønsker at forme fremtiden, skal skabe de fortaellinger og de billeder, som konflikterne skal stå om. Det er nu, politik for alvor betyder noget«. Det giver ham en saerlig fornemmelse af håb. En fornemmelse af, at vi mennesker rent faktisk kan forandre vores verden. »Det er nu, vi kan definere det politiske handlingsrum for fremtiden.«
Det er et gyldent øjeblik, lige nu.
Krisebevidsthed og samfundssind topper. Og det, som ikke var muligt før, er måske muligt nu. Så lad os gribe anledningen til at få talt om, hvad det er for et samfund, vi ønsker post-corona.
For at kunne det har vi pludselig brug for noget helt andet af vores politikere – og af hinanden. Hvor Mette Frederiksen vandt vores tillid ved at bruge sin magt til at håndtere krisen hurtigt, har vi nu brug for god tid til at tale sammen og debattere. Hvor den centrale styring i krisens første tid sikrede, at vi effektivt kunne traeffe de nødvendige beslutninger, har vi nu brug for at brede deltagelsen ud for at sikre sammenhaengskraften på vej ind i en forandret virkelighed.
Og hvor eksperternes faglige viden var helt afgørende for at traeffe de klogeste beslutninger, da smitten pludselig bredte sig, og vi måtte beskytte de svage og vores sundhedsvaesen, er der nu brug en anden slags viden. Vi må høre mange stemmer, så det samfund, vi bygger op, bliver et, der er godt for alle.
Vi er heldige at leve i et demokrati, som efter de fleste standarder er meget velfungerende. Men vores demokrati er som så mange andre steder i verden også under stigende pres.
Vi nyder godt af en generelt høj tillid til myndigheder og folkevalgte – og vi har verdensrekord i tillid til hinanden. Men selv om tilliden til regering og myndigheder under denne krise ser ud til at vaere helt i top, har den laenge vaeret faldende.
Den politiske magt i Danmark er gennem mange år løbende blevet centraliseret. Det har visse fordele i kriser, og når staten skal drives og styres som en virksomhed. Men det fungerer mindre godt, når vi skal bygge samfund i en forandret virkelighed.
Som i så mange andre lande er det politiske landskab i Danmark også blevet mere polariseret. Yderligtgående dagsordener fra forskellige retninger tiltraekker meget opmaerksomhed og skaber fronter frem for at bygge broer. Godt hjulpet på vej af en lynhurtig nyhedsstrøm og sociale medier.
Som i så mange andre lande er det politiske landskab i Danmark også blevet mere polariseret. Yderligtgående dagsordener fra forskellige retninger tiltraekker meget opmaerksomhed og skaber fronter frem for at bygge broer. Godt hjulpet på vej af en lynhurtig nyhedsstrøm og sociale medier.
Flere og flere føler sig marginaliserede og magtesløse. Det fører til stigende populisme og en tendens til, at den politiske magt kan vindes ved at love forsimplede løsninger på de store udfordringer, vi som samfund står over for.
Danmarks demokrati er i sine rødder båret af folkelige bevaegelser og en solid tradition for oplysning. Selv om politiske kommentatorer ofte fortaeller os, at demokrati handler om at kunne taelle til 90 mandater på Christiansborg, er vi som nationalt faellesskab dannet i en ånd, hvor demokratiets kerne ikke er formaliteter og partiernes konkurrence om magt, men en offentlig debat, hvor vi kan sige, hvad vi mener, og forsøge at forstå, hvad andre siger og mener. For selv om forskelligheden er stor, så kan og skal vi finde faelles løsninger, fordi vi deler ansvaret for, hvordan vi indretter vores samfund.
Det er et gyldent demokratisk øjeblik lige nu. Og det er nu, vi skal spørge hinanden om, hvad det er for et samfund, vi ønsker. Det er nu, vi som demokratisk faellesskab skal vi finde os til rette i en verden, der pludselig er forandret, og samle os omkring det, vi nu vil bygge op. Det er nu, vi i samtale med hinanden skal forme grundlaget for den nye politik.