Derfor cruiser aktierne ubesvaeret gennem krisen

De danske aktier er indtil nu gået ram forbi under coronakrisen. Det skyldes den ultralave rente, der i vidt omfang har immuniseret aktiekurserne mod udefrakommende ulykker. Pengepolitikken begunstiger ”the haves” snarere end ”the have nots”.

Vi lever i en underfuld tid. Den 12. marts lukkede regeringen landet ned på grund af en ukontrolleret spredning af coronasmitte. 25.000 mistede deres job i marts – det største fald i beskaeftigelsen siden krigen. Og så er der mørketallet; vil 200.000 lønmodtagere på lønkompensation have et job, når virksomhederne igen skal betale den fulde løn?

Vi er nu i faerd med at åbne samfundet op, som det hedder i politikerjargon. Flere brancher kommer naeppe på benene igen ved egen hjaelp. For mange virksomheder er det for sent; de kommer ikke levende ud af respiratoren. Forude venter konkursen. Det synes at vaere opfattelsen, at coronakrisen bliver dybere end finanskrisen.

Men this time is different. Mens aktiemarkederne kollapsede under finanskrisen, cruiser markedet ubesvaeret gennem coronakrisen. Det gaelder i alt fald for Danmark. Den 20. maj var aktiekurserne steget med 17 pct. over et år. For blot to måneder siden, den 23. marts, gik aktiekurserne i dørken; siden er indekset steget med 31 pct. I samme periode har private erhvervsvirksomheder modtaget hjaelpepakker af et historisk omfang. Hvad sker der lige her?

Aktiekurserne antages saedvanligvis at afspejle investorernes forventninger til selskabernes fremtidige indtjening. Men hvis investorernes vurdering er korrekt, er der jo ingen ko på isen. Hvortil da al den jammer? Er investorerne måske også omfattet, når regeringen erklaerer at ville holde hånden under alt, der bevaeger sig? Eller har prisdannelsen på finansielle aktiver løsrevet sig fra realøkonomien, som vi også så det under optakten til finanskrisen?

Aktiemarkederne har i vidt omfang fået deres eget liv som følge af den økonomiske politik, der har vaeret fremherskende siden årtusindskiftet.

Ansvaret for vaesentlige dele af den økonomiske politik er overgået fra politikerne til centralbankerne – et demokratisk problem, som kom til udtryk, da den tyske forbundsdomstol gik i rette med ECB’s massive opkøb af statsobligationer.

Med valutaunioner og fastkurspolitik fik centralbankerne til opgave at sikre stabile priser – en lav inflation – ved hjaelp af ind- og udlånsrenter, der er bestemmende for den korte rente i pengemarkedet. Målet var at sikre en inflation på ikke over 2 pct. Når det gik for staerkt, og inflationen steg, haevede centralbanken renten for at daempe aktiviteten; det blev dyrere at låne – og at bruge – penge.

Men ak, hvor forandret dog alting er. Inflationen er gået i stå; vi trues af faldende priser – af deflation. Nu er det opgaven at skabe en inflation på ikke under 2 pct. Centralbankerne reducerede den korte rente til nul; siden blev den negativ. For indskud i Danmarks Nationalbank er renten minus 0,6 pct. – en rente, der afspejles i de private pengeinstitutters indlånsrenter.

Det koster ikke laengere noget at låne, den risikofrie rente er nul; man kan vaere så heldig at blive betalt for at låne. Hvad det på laengere sigt betyder for vores adfaerd, er der ingen, der ved.

Det er et pengepolitisk eksperiment orkestreret af almaegtige centralbankdirektører som tidligere Fed-chef Alan Greenspan, tidligere

ECB-chef Mario Draghi (der har laert Wammen at sige whatever it takes) og nuvaerende ECB-chef Christine Lagarde. Men det skulle blive vaerre endnu. Med en rente på nul mistede rentevåbnet sin virkning. Forbrugerne er blevet immune over for nedsaettelser af en rente, der allerede er negativ. Noget nyt måtte til.

Man kan vaere så heldig at blive betalt for at låne. Hvad det på laengere sigt betyder for vores adfaerd, er der ingen, der ved.

Det nye sort hedder Quantitative Easing (QE). Centralbankerne lader seddelpressen køre og foretager enorme opkøb af statsobligationer, andre fordringer og sågar aktier. Resultatet er en massiv forøgelse af pengemaengden, der skal stimulere udlåns- og investeringsaktiviteten. Det er uklart, om QE har ført til flere investeringer. Men opkøbsprogrammerne bidrager da til finansieringen af det statsfinansielle underskud i Italien. Det er det, tyskerne nu brokker sig over.

Pengene skal jo vaere et sted. De flyder ind i aktiemarkedet og ejendomsmarkedet. På kort sigt bliver der ikke flere aktier og ikke flere ejendomme. Priserne giver efter. Med højere aktiekurser og højere ejendomspriser skaffes plads til pengeudpumpningen. I boligmarkedet kapitaliseres ydelsen. Med en lavere rente kan huset baere et større lån – og en højere pris. Fordelen ved en lavere rente tilfalder saelger – ikke køber.