Mørketal er vigtige – også de økonomiske
Der er andet i livet, der taeller, end det, der kan saettes tal på. Det er en vigtig pointe for ikke at undervurdere konsekvenserne af nedlukningen.
Coronatiden har haft mange ofre. De døde, syge og pårørende er de mest oplagte. Det er også åbenlyst, at mange virksomhedsejere har lidt store økonomiske tab.
Kompensationsordningerne har trods alt kun daekket nogle af omkostningerne. Opsparinger og livsvaerk er blevet destrueret.
En raekke lønmodtagere er også ramt. Nogle er f.eks. blevet opsagt.
Finder de ikke nyt arbejde, ser de ind i en periode uden indkomst. Eller alternativt et dagpengesystem, som kun giver en amputeret kompensationsgrad, hvis man tjener mere end en gennemsnitlig ufaglaert. Og de ufaglaerte udgør trods alt kun 22 pct. af de beskaeftigede.
Men det er ikke hele historien.
Der er nemlig tab, der ikke handler om indkomst, og som er mere subtile. En traditionel økonomisk betragtning om arbejdsmarkedet er, at vi arbejder så laenge, at lønnen for den sidste time kompenserer os nok for den tabte fritid.
Den vinkel på arbejdsmarkedet er slet ikke fyldestgørende, men den opfanger noget centralt: at folk forsøger at optimere deres liv, og at de gerne vil yde en ekstra indsats, hvis de bliver betalt for det.
Det interessante ved arbejdslivet er dog de timer, man arbejder indtil dette punkt. Alle de timer, hvor man ligefrem har glaede ved tiden på arbejde. Dén del overser vi, hvis vi udelukkende ser på bnp-tab og tabt indkomst. Men glaeden ved at arbejde har for mange vaeret det første offer for nedlukningen.
Tabet handler om at mestre sit felt, samarbejde og gøre en forskel, men nu at vaere forhindret i det. Både for ivaerksaettere, virksomhedsejere og dedikerede lønmodtagere handler arbejdslivet om mere end indkomst.
Det er en af årsagerne til, at man ikke ser en kraftigere negativ effekt af højere marginalskat på arbejdsudbuddet. Folk kan lide at arbejde og skabe vaerdi i arbejdsfaellesskaber.
Pointen har den paradoksale konsekvens, at nogle af de mest vaerdiskabende og driftige mennesker i Danmark har haft mest at miste ved nedlukningen.
I begyndelsen af maj konstaterede vi, at naesten 6 pct. af lønmodtagerne blandt IDAs medlemmer var sendt hjem på en lønkompensationsordning. Vi kommer aldrig til at kunne opgøre det tab, det skabte. Men det gør det ikke mindre reelt.
Samme analyse gav en indikation af, hvor meget IDAs medlemmer holder af deres job. 6,5 pct. af de privatansatte medlemmer har accepteret at gå ned i løn.
Et par procent har desuden accepteret henholdsvis arbejdsdeling og reduceret arbejdstid.
Det tilkommer ikke mig at vurdere, om det er det rigtige at gøre. Man bør dog have øje for, om der er tale om midlertidige ordninger for at dele et kortsigtet tab, eller om situationen udnyttes til varigt at saenke lønomkostningerne.
Hvis det sidste er tilfaeldet, er it-specialister, ingeniører, naturvidenskabelige kandidater og andre med høje kompetencer bedre stillede med en ny arbejdsgiver, der kan tilbyde konkurrencedygtige lønninger. Der findes nemlig også arbejdsglaede andre steder
2020. Det kan sammenlignes med årene 2014 til 2018, da landet var den hurtigst voksende økonomi i verden, ifølge IMF.
Virus-epidemi vokser
Samtidig fortsaetter coronavirussen med at sprede sig, til trods for at Indiens nedlukning har vaeret blandt de hårdeste i verden. I sidste uge lukkede Nokia en fabrik i den sydlige del af landet, efter en coronaklynge opstod blandt de ansatte. Det samme gjorde den kinesiske smartphoneproducent OPPO.
Og mens myndighederne forsøger at understrege Indiens relativt lave dødsrate, påpeger kritikere, at antallet af nye covid-19-tilfaelde er steget støt den seneste uge. Ikke mindst fordi Indiens millioner af migrantarbejdere har måttet gå tvaers gennem landet for at komme hjem – nedlukningen parkerede alle tog i deres opbevaringshaller – og dermed spredt infektionen yderligere.