Østergaard udløste politisk krise – han er klar til at gøre det igen

Morten Østergaard truede med at vaelte regeringen, da han fornemmede, at valgkampens grønne løfter smuttede mellem haenderne som våd håndsaebe. Sådan en grøn krise kan opstå igen, fortaeller den radikale leder på Amager Strand – inden en sidebemaerkning f

Morten Østergaard synes ikke oprigtigt glad over det første år, der er gået siden valget, hvor De Radikale bragte en socialdemokratisk soloregering til magten. Han virker mere sådan mellemfornøjet.

»Det har ofte vaeret en sej kamp,« sukker den radikale leder.

Vi sidder ved badeanstalten Helgoland på Amager Strand, området, hvor Morten Østergaard ofte løber en tur, hvis han skal rense hovedet. Det var også her, at klimaminister Dan Jørgensen afholdt et fotogent pressemøde med vindmøller i baggrunden, da forhandlingerne om en ny klimalov officielt gik i gang i september. Et forløb, som akkurat blev faerdigt før sommerferien med en klimaaftale, som Østergaard i første omgang kaldte »fantastisk«. Han var »så glad for den aftale«, skrev han på Facebook.

I dag er begejstringen til at overse.

»Jeg vil vaere aerlig og sige, at den klimaaftale blev ikke så god, som jeg havde håbet.«

Morten Østergaard udløste undervejs det, han i dag kalder en »parlamentarisk krise«. I februar forlangte han først i protest mod regeringens langsommelighed, at den skulle lande en ambitiøs klimaplan inden grundlovsdag. Ellers ville han vaelte regeringen. Den deadline blev udskudt pga. coronaen, men Østergaard fastholdt, at der skulle skrues markant op for ambitionerne. I DRprogrammet ”Spørg Borgen” fik han sagt, at en aftale skulle mindske CO2-udslippet med mindst fire tons – og meget gerne mere.

Det endte med en aftale, der reducerer udledningen med 3,4 mio. tons. Til sammenligning skal Danmark fjerne ca. 20 mio. ton for at nå det vedtagne klimamål i 2030. Er Østergaard virkelig tilfreds med det?

»Nej, det er jeg ikke,« siger han.

Den radikale leder påpeger straks, at aftalen var en markant forbedring ift. regeringens udspil, og allervigtigst at partierne blev enige om en »en principbeslutning« om en ensartet CO2-afgift på al udledning. Et tiltag, som skal forhandles politisk og finde sin form efter sommerferien.

Jyllands-Posten taler hen over sommeren med partilederne om et ualmindeligt år i dansk politik.

Er 3,4 tons det samme som mindst 4 tons?

»Nej, men hvis du laegger finansloven oven i, så giver det 4 mio. tons. Men prøv at hør’, jeg vil ikke sidde og gøre den aftale mere ambitiøs, end den var. På transportområdet fik vi heller ikke andet end kradset i overfladen med ladestandere. Det erkender jeg. Det var den afvejning, jeg skulle gøre i situationen. Jeg har det omvendt sådan, at hvis ikke jeg havde lagt hårdt fra land, tror jeg ikke, at vi var kommet så langt.«

Synes du, at resultatet står mål med, at du skruede dig så højt op?

»Ja, det vil jeg samlet sige.«

Også når du ikke engang fik de 4 mio. tons, som var minimum?

»Ja. At der skal laves en skattereform baseret på en CO2-afgift, som skal vaere hovedmotoren i den grønne omstilling, det er så stor en landvinding, at jeg må tøjle min