»Hvor dum må man vaere?« Retten afviste Britta Nielsens børns forklaring

Sagen mod Britta Nielsens børn kan blive et pejlemaerke, vurderer en juraprofessor.

Børnene havde det klare indtryk, at pengene stammede fra en arv og en livsforsikring. Som Britta Nielsens yngste datter, Samina Hayat, i løbet af de 12 retsdage i Glostrup forklarede, så havde hendes far, ifølge Britta Nielsen, efterladt en arv i aktier og obligationer.

På den anden side har anklagemyndigheden haevdet, at børnene vidste eller bestemt måtte formode, at de millioner, de modtog fra Britta Nielsen, stammede fra kriminalitet.

»Vi skal huske på, at vi ikke har med en familie fra Hollywood at gøre. Vi har med en familie fra Hvidovre at gøre,« som anklager Kia Reumert har udtrykt det.

Torsdag kom afgørelsen i sagen, hvor Britta Nielsens tre børn er tiltalt for haeleri af saerlig grov beskaffenhed for godt 51 mio. kr. Og det står klart, at forklaringen om, at de mange millioner kom fra arv, ikke blev købt i Retten i Glostrup, der idømte de tre børn hårde ubetingede faengselsstraffe.

De to døtre – den 33-årige Samina Hayat og den 36årige Jamilla Hayat – blev straffet med henholdsvis tre et halvt år og halvanden års faengsel, mens sønnen, Jimmy Jamil Hayat, 40 år, der også blev kendt skyldig i at vaere i besiddelse af børnepornografisk materiale på en ekstern harddisk, fik en dom på to et halvt års faengsel.

Centralt i rettens vurdering er netop spørgsmålet, om børnene vidste eller havde en god idé om, at pengene stammede fra en strafbar handling. Som juraprofessor Sten Schaumburg-Müller ved Syddansk Universitet i en kaek bemaerkning siger, kan dagens dom meget vel blive et pejlemaerke for, »hvor dum man har lov til at vaere«.

Sten Schaumburg-Müller forklarer, at man i strafferetten opererer med begrebet forsaet:

»Det er ikke nok at sige, at børnene burde have vidst eller indset det. Det er det, vi jurister klassificerer som uagtsomhed. Der skal vaere bevisførelse for, at de måtte have vidst det. Eller der skal vaere en eller anden ond eller bevidst vilje. F.eks. at man med vilje lukker øjnene og taenker, ”det ser godt nok maerkeligt ud, men jeg udlader at spørge”.«

»Det er en sjov linje, der går her. Men den går der.«

Husker ikke tilsvarende

Retten i Glostrup oplyser, at »det efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder forklaringerne fra vidnerne, (er) bevist, at børnene måtte have indset, at det var sandsynligt, at vaerdierne stammede fra et kriminelt forhold, og havde accepteret dette«.

Professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard uddyber, at der findes forskellige grader af forsaet. Hvis man har indset noget, har man direkte forsaet, som er den højeste grad af forsaet. Hvis man har anset noget for sandsynligt, har man sandsynlighedsforsaet, som er den mellemste grad af forsaet. Hvis man har accepteret en mulighed, er der tale om eventualitetsforsaet, dvs. dolus eventualis, der er den laveste grad af forsaet, som graenser op til uagtsomhed.

»Retten laegger i hvert fald klart til grund, at de tiltalte har haft forsaet til haeleri. Men retten formulerer det på en saerpraeget måde ved at sammenblande de kendetegn, som de forskellige grader af forsaet har,« lyder det fra professoren.

Jamilla Hayats forsvarer, Peter Secher, var dybt uenig i rettens afgørelse. Til TV 2 siger han:

»Jeg taenker, at sådan en sag her er rimelig speciel, for den handler om, hvorvidt min klient har indset muligheden for, at morens penge stammer fra kriminalitet, og om hun har accepteret den risiko. Det er der ikke ført et eneste bevis for, og der er ikke andre, der har haft den mistanke, at børnene havde den mistanke. Så i det lys taenker jeg, at de burde vaere frifundet.«

Retten har konfiskeret udbyttet i form af biler, indestående på bankkonti og en lejlighed.

Alle tre børn valgte at anke dommen på stedet. De ønsker at blive frifundet i landsretten.

Sten Schaumburg-Müller kalder sagen så speciel, at den meget vel også kan blive principiel. Og det er herunder ligegyldigt, hvilket udfald sagen havde fået.

»Jeg husker ikke, at der er nogen fuldstaendig tilsvarende sager. Det er en speciel sag, vil jeg mene. Der er jo altid den bevismaessige del, men dommen er også et pejlemaerke om, hvor dum man har lov til at vaere.«