Mere af det samme med Macron
Frankrig kommer ikke ud af stedet. Kun tre år efter valget af den politiske komet Emmanuel Macron, der lovede at banke rusten af en stivnet samfundsmodel og begynde på en frisk, er alt for laengst tilbage i den velkendte franske
Frankrig konkurrerer med andre middelhavslande om titlen som Europas syge mand.
Macrons parti led forleden et lammende nederlag ved kommunalvalget. Han forsøgte at aflede opmaerksomheden fra egne forsømmelser ved at fyre den ellers nogenlunde afholdte premierminister Édouard Philippe til fordel for den mere anonyme Jean Castex, som end ikke praesidenten behøver at frygte i meningsmålingerne. Det skal nok hjaelpe.
Frankrig slås med nye udfordringer og gamle lig i lasten. I forrige uge blev den tidligere premierminister Francois Fillon idømt fem års faengsel, heraf to ubetinget, for bedrageri og korruption. Han havde haft sin kone ansat i en fiktiv stilling. Hun fik også en faengselsstraf. De, der troede, at den slags efterhånden kun hører hjemme i fjerne bananrepublikker, måtte igen se sig skuffet. Det er desvaerre en fransk tradition. Også den tidligere praesident Jacques Chirac fik en betinget faengselsdom for økonomiske uregelmaessigheder. Selv den politiske kultur haenger fast.
Macron ville rydde ud i skeletterne. Han lovede en ny start og grundlaeggende reformer af et fransk samfund, der bliver stadig mindre konkurrencedygtigt, ikke mindst over for den store europaeiske partner, Tyskland. Men han frontalkolliderede med virkeligheden i form af protestbevaegelsen de gule veste. Velerhvervede rettigheder, ligegyldigt hvor bizarre, skal der ikke pilles ved. Dét har Macron laert på den hårde måde. Da protesterne nåede Paris, stak han piben ind. Nu gaelder det om at holde skuden flydende, indtil milliarderne i EU-krisehjaelp efter coronakrisen begynder at rulle fra Bruxelles. Hans drøm om at få Tyskland til at tage et medansvar for Frankrigs økonomiske problemer ser omsider ud til at gå i opfyldelse. Men det cementerer snarere det skaeve styrkeforhold mellem Berlin og Paris.
Coronakrisen har gjort ondt vaerre. Det er påfaldende, så meget dårligere Frankrig har håndteret krisen end Tyskland – langt flere dødsfald, ca. 30.000, trods en klart hårdere nedlukning. Skattetrykket og de offentlige udgifter er markant højere i Frankrig end i Tyskland, men det viser sig heller ikke i sundhedsvaesnets effektivitet. En vis selverkendelse breder sig i Paris’ saloner, men de staerke fagforeninger afviser ethvert tilløb til selv små reformer. Frankrig haenger fast i dyndet trods Macrons store armbevaegelser.
Praesidenten selv søger at redde sig ved at love massive grønne investeringer – tidens sesamformel for politikere under pres – men skylder at forklare, hvordan de skal finansieres. Hans hidtidige forsøg på at omprioritere fra fortidens forstenede systemer til fremtidens krav har vaeret ynkelige.
Selve den måde, Macron kom til magten på for tre år siden, var lige så meget et politisk krisetegn, som at Donald Trump kunne blive praesident i USA. På ingen tid spraengte han naermest ene mand Den Femte Republiks politiske fundament i stykker. Vaelgerne ville have et nyt ansigt og endnu en overvaeldende pompøs selviscenesaettelse. Da det kom til stykket, forblev alt ved det gamle.
Hvis de to år til naeste valg kun skal bruges på at sikre praesidentens genvalg med populistiske manøvrer, mens reformkøen bare vokser, er der for alvor grund til at vaere bekymret for denne klassiske kulturnation.