Farvel til en åndelig dinosaur, som fremtiden naeppe vil forstå

I morgen først på eftermiddagen er der begravelse i landsbykirken i Ørum mellem Vejle og Juelsminde. Manden, der skal tages afsked med, blev 99 år. Han har haft et rigt liv og sov fredeligt ind omgivet af sine kaere. Alligevel er det uendeligt trist at sige farvel. For måske var han den sidste af sin slags.

Han hedder Niels Kristian Kristiansen. Han var bondesøn, voksede op på ”Højvang” i Ørum, kom på landbrugsskole og højskole – og overtog gården, som han drev videre med en elitekvaegbesaetning. Rød dansk malkerace. Så dansk, som det kunne vaere. Men mere end det. Gården var et mylder af unge mennesker, der arbejdede i kvaegbruget, og mange aftener samledes såvel Niels Kristian Kristiansen og hans familie som alle medarbejderne i stuen – drak kaffe og diskuterede – afbrudt af en sang eller to. Højskolen og landbrugsskolen og deres traditioner var hverdag på ”Højvang”. Kristiansen havde den klare mening, at livet – og den korte tid, vi mennesker har – bør bruges konstruktivt. På viden, på dannelse.

Kristiansen voksede op i en tid, hvor uddannelse ikke var en naturlig gave til alle danskere. Ikke en selvfølgelighed, men noget, man måtte arbejde for – noget, der kraevede en indsats. Noget, man straebte efter. Den indstilling praegede også hans foraeldre og den øvrige familie. Man straebte efter viden. Noget af det, der kunne skuffe den ellers meget tolerante mand, var, når han stødte på unge mennesker, som ikke besad almen dannelse og ikke havde ambition om at tilegne sig en sådan. Han forstod dem ganske enkelt ikke.

Selv fulgte han med samfundsudviklingen. Han fulgte med i sit fag, landbruget og kvaegavlen. Han fulgte med i de politiske strømninger og nybrud – han fulgte med i forskning og videnskab. Han laeste, diskuterede og deltog i møder. Han tog ofte ordet i forsamlinger, dels for at bidrage med oplysninger og viden, dels for at korrigere fejlagtige informationer. Han kunne faktisk vaere rasende traels indimellem, fordi han holdt på sit – og saedvanligvis havde ret. Og fordi han tog tid. Niels Kristian Kristiansen var ikke til halve vinde eller overfladiske krusninger. Han var til dybde, til seriøs debat, og hans hele samfundssyn var praeget af dyb respekt for andre mennesker og for andres synspunkter. Men de skulle kunne gøre rede for dem.

Når de i morgen baerer Niels Kristian Kristiansen ud til familiegravstedet på Ørum Kirkegård – i øvrigt taet på ”Højvang” – kan han meget vel vaere den sidste af sin slags. Hans type er vanskelig at få øje på i fremtidens samfund. Han var et produkt af tiden, samfundsambitionen om udvikling og oplysning, den folkelige bevaegelse og demokratiseringstankerne. Og alt dette blev så tilsat Niels Kristian Kristiansens vilje, energi og talent. Han var en åndelig dinosaur i sin tid, og når vi fortaeller vore børnebørn og måske oldebørn om Niels Kristian Kristiansen og hans type, vil de have svaert ved at forstå disse mennesker.

Det myldrer heldigvis med begavede unge mennesker. Ungdommen rummer alle muligheder, og folk, der er bekymrede over de unge, er saedvanligvis folk, der ikke laengere tilhører denne gruppe. Men … alligevel: Den enorme almene dannelse, det dybe samfundsengagement, der går på tvaers af alle mulige og umulige graenser, og denne straeben efter det ypperste, som de bedste af de gamle kaemper stod for, vil blive uhyre sjaeldent. Det er ikke alene Niels Kristian Kristiansen, vi siger farvel til i morgen. Det er også en tid, en type og – på mange måder – et ideal.

Når de i morgen baerer Niels Kristian Kristiansen ud til familiegravstedet på Ørum Kirkegård kan han meget vel vaere den sidste af sin slags.