»Vi vil ikke have flere tyskere ind i landet«

Den dansk-tyske graense ville i dag efter alt at dømme have ligget sydligere, hvis ikke flertallet på Christiansborg havde naeret en dyb mistro til efterkrigstidens Tyskland.

I 100-året for Genforeningen er der af gode grunde stor fokus på den graensedragning, der blev foretaget på grundlag af folkeafstemningerne i 1920. Graensen kom dengang til at gå fra syd om Tønder til nord om Flensborg, og fordi den endnu gør det i dag, kan man forledes til at tro, at der har vaeret konsensus om den lige siden da.

Virkeligheden er, at den slesvigske graense meget vel kunne have flyttet sig igen. Og når den ikke gjorde det, så skyldes det, at 1940’ernes danske beslutningstagere foragtede det folk, som boede syd for graensen. Kongstanken var, at Danmark var for danskerne. Og at venskabelig sameksistens med tyskere var udelukket. Først flere år senere – da en graenseaendring var uaktuel – vedtog de to nabolande, at graenselandet skulle håndteres på basis af dialog og udvidede rettigheder for mindretal.

Grundidéen bag 1920-graensen var den nationale selvbestemmelsesret. Altså det princip, at indbyggerne i et graenseområde tilkendegiver deres ønskede statslige tilhørsforhold ved en afstemning. Resultatet i Slesvig var, at der i det store hele var flest dansksindede nord for graensen og flest tysksindede syd for den. Dette harmonerede fint med den holdning, som den radikale regering udtrykte i en skrivelse i maj 1919: »Danmarks Hovedstyrke bestaar i dets Befolknings Ensartethed.«

Mange i Danmark – isaer dem til højre for midten – fastholdt dog, at graensen burde ligge endnu sydligere. Og ved Hitlertysklands kollaps i 1945 kom muligheden igen i spil. Var det nu, at hele Slesvig skulle blive dansk område? Aktørerne i den følelsesladede sydslesvigdebat delte sig i det, man kan kalde aktivister og ikkeaktivister.

Aktivisterne gik ind for en indlemmelse af hele Slesvig, eventuelt efter en overgangsperiode, hvor området blev udskilt fra Tyskland. Argumentet var, at Slesvig historisk set var dansk, og at man kun kunne redde danskheden i Sydslesvig ved at flytte graensen sydover. »Tyskerne har til alle Tider vaeret et Folk, som kun kender til Vold og Undertrykkelse i Samkvemmet med Folk af anden Taenkemaade og Nationalitet,« lød det f.eks. i et indlaeg i Nationaltidende i sommeren 1945.

På den anden side stod ikkeaktivisterne. De var enige i, at når den tyske nation kom på fode igen, ville den finde tilbage til sin aggressive nationalistiske politik. Men netop derfor skulle man vaere tilbageholdende, lød det fra ikkeaktivisterne. Et krav om en graenseaendring kunne ligefrem føre til »et nyt 1864«, som formuleringen var i en artikel i avisen Socialdemokraten

i september 1946.

Befrielsesregeringen var socialdemokratisk ledet og ikkeaktivistisk, men den anerkendte samtidig, at landegraensens placering skulle afspejle de nationale tilhørsforhold. Denne todelte holdning fungerede til en start.

Men så begyndte der at komme opsigtsvaekkende meldinger fra Sydslesvig: Befolkningen, som ellers regnedes for overvejende tysk, meldte sig i stort tal under danske faner. En rundspørge i Flensborg i sommeren 1945 gav et klart flertal for det aktivistiske synspunkt, og medlemstallet i det danske mindretals forening, SV, eksploderede. Selv den flensborgske afdeling af Socialdemokratiet ytrede nu ønske om en genoptagelse af graensespørgsmålet.

Udviklingen var vand på aktivisternes mølle, mens ikkeaktivisterne rev sig i håret. Aktivisterne kunne nu sige, at deres krav om en graenseaendring havde et demokratisk grundlag. Omvendt kunne ikkeaktivisterne på Christiansborg anklages for at ignorere den nationale selvbestemmelsesret, hvis de blev ved med at sige, at graensen lå fast.

Det ikkeaktivistiske modtraek blev at saette spørgsmålstegn ved aegtheden af det sydslesvigske sindelagsskifte. Socialdemokraten Frede Nielsen – partiets frontfigur, når det gjaldt graensesagen – udtalte om de nye dansksindede: »De vil foreløbig vaek fra Tyskland for at undgaa de haarde Tider, for saa, naar Tyskland atter er staerkt og nogenlunde sundt, omgaaende at kraeve Tilbageføring til Tyskland.«

Kommunisternes leder Aksel Larsen satte det endnu mere på spidsen. I Land & Folk i oktober 1945 haevdede han, at de fleste sydslesvigere var »nazistisk inficeret«, og at det nok var »et bevidst politisk Skaktraek«, når de ytrede ønske om at blive danske. Ifølge kommunistformanden var det afgørende for Danmarks fremtid, at der blev skelnet knivskarpt mellem det danske og det tyske. Ellers ville danskerne simpelthen blive smittet med deres nabofolks kroniske sygdom, nazismen.

Larsens synspunkter var mindst lige så nationalistiske som dem, aktivisterne lagde for dagen. Nok var han skarpere i retorikken end de fleste, men hans antipati mod Tyskland flugtede med den generelle holdning på begge politiske fløje i de første efterkrigsår. Selv Radikale Venstre, som ellers var kendt for at gå på listefødder, når talen faldt på den sydlige nabo, lod tysklandsfrygten komme åbent til udtryk. I en valgannonce fra 1947 lyder det: »Vi vil ikke have flere Tyskere ind i Landet – stem paa Liste B i Morgen.«

Trods disse antityske, prodanske argumenter mod en ny graensedragning vandt det aktivistiske synspunkt fortsat frem, og to markante begivenheder trak yderligere i den retning.

Den ene var Venstres valgsejr i oktober 1945. Ny statsminister blev Knud Kristensen, der havde en udpraeget aktivistisk indstilling.

Det naeste højdepunkt var den britiske septembernote i 1946. Briterne, der administrerede Slesvig-Holsten, var traette af uklarheden og kraevede svar på, om Danmark ville have en aendring af områdets tilhørsforhold eller ej. Danskerne kunne få Sydslesvig, hvis de ønskede det.

Og det ønskede Knud Kristensen og efter alt at dømme et flertal i den danske befolkning. Men i Folketinget var situationen mere broget, også internt i Knud Kristensens eget parti. Så enden på det hele blev en kompromisbaseret erklaering, der var i tråd med befrielsesregeringens første udmelding. Altså på bundlinjen et nej tak til en sydligere graense. Men dog med en betoning af, at Sydslesvigs status kunne tages op til fornyet overvejelse, hvis det aktuelle sindelagsskifte viste sig at vaere af varig karakter.

Den ligger der, fordi danskerne anså et tolerant Tyskland som en umulighed.

Svaret på septembernoten afmonterede ikke Sydslesvig-debatten. Og dog indfandt der sig gradvist en anden tone. Socialdemokraten Hans Hedtoft, der blev statsminister efter valget i oktober 1947, turde nemlig godt gå i rette med det, han kaldte »det primitive Tyskerhad«.

I en tale sammenlignede han direkte hadet med antisemitisme. »Vi vil ikke lade os forlede af den Chauvinisme, der praeger Aktivisterne i dette Land,« sagde han ifølge Rigsdagstidende, hvorved han (måske bevidst) overså, at tyskerhadet havde glødet inden for hele det politiske spektrum.

I de følgende år trådte både aktivisternes offensive nationalisme og ikkeaktivisternes defensive nationalisme mere og mere i baggrunden. Der blev med små skridt etableret dialog med lokalregeringen i Slesvig-Holsten, og man erfarede, at tyskerne faktisk var til at tale med.

Milepaelen blev KøbenhavnBonn-erklaeringerne i 1955. Siden dem har hovedfokus ligget på mindretallenes politiske rettigheder og kulturelle udfoldelsesmuligheder – og ikke på graensens placering. Faktisk har vi – i glaeden over de seneste årtiers vellykkede håndtering af graenselandet – naesten glemt, hvorfor graensen stadig ligger, hvor den ligger i dag.

Den ligger der, fordi Danmark efter Anden Verdenskrig frygtede og foragtede Tyskland. Den ligger der, fordi danskerne anså et tolerant Tyskland som en umulighed, og fordi den herskende holdning i de afgørende øjeblikke var, at alt, hvad der var dansk, var uforeneligt med alt, hvad der var tysk.