Sportens største chef viste sit sande jeg og fik hele feltet til at grine
Få danskere har samme indsigt i verdens hårdeste cykelløb som den tidligere rytter, traener og forbundsformand Per Bausager, der her har udpeget fire personlige nedslag fra Tourens historie.
Over 50 år har Per Bausager tilbragt i cykeluniverset. Han har prøvet en del, set det meste og talt med de fleste. Per Bausager, 63, var en af landets første professionelle cykelryttere, og han kørte bl.a. fem Grand Tours, inden han hoppede af cyklen i 1984. Siden da har han som bl.a. elitetraener, forbundsformand og forhandler holdt sin passion til sporten i live.
En af Danmarks største cykelentusiaster har her udpeget fire personlige nedslag fra et langt liv med Tour de France:
Bondemanden fra Bretagne på ét ben
»Jeg sad midt i feltet, der var ved at blive delt op i flere vifter. Det var en hård sidevindsetape, og året var 1979, da jeg oplevede noget af det mest saerpraegede i min karriere. En fantastisk magtdemonstration, der fik hele feltet til at grine.
Først selve baggrunden. Tour de France i 1979 begyndte på usaedvanlig vis med et par bjergetaper i Pyrenaeerne. Efter holdtidskørslen på fjerde etape skulle vi med lyntog nordpå til Neuville-de-Poitou. Det gjorde intet godt for os at sidde stille nogle timer i et tog, det skal man nok vaere cykelrytter for at forstå, så da etapen begyndte, var benene tunge. Det stoppede dog ikke hollandske Raleigh, som på det tidspunkt var verdens staerkeste hold på flade etaper. Gerrie Knetemann, Jan Raas og de drenge der fløj ud af starthullerne. På skift sad de forrest i feltet og kørte, alt hvad de kunne. En efter en blev folk sat af ned gennem geledderne.
Men aktionen gjorde Bernard Hinault stiktosset. Han havde vundet et par af de første etaper, var iklaedt den gule førertrøje og var en aegte herskertype. Han var rasende over måden, som Raleigh begyndte løbet på, så han drønede forbi os alle sammen. Op gennem feltet. Han kørte i vindsiden, hvor man ikke burde kunne cykle, og da han nåede op på siden af dem, trak han sin ene fod ud af pedalen og trådte derefter kun med ét ben – og holdt farten. Det tog fuldstaendig moralen fra Raleigh-holdet, som derefter saenkede tempoet. Så var der igen ro i lejren.
Alle grinede af Hinaults stunt, for det var sjovt, at han kunne finde på det. At han var så stor en patrón, så meget en alfahan. Han var klart feltets staerkeste og vandt sidenhen løbet med over 13 minutter til den naermeste forfølger, og han kunne da også sagtens have sat sig op på Raleigh-holdets vifte, lade dem gøre arbejdet og se, hvor mange der blev sorteret fra.
Men hans karakter påbød ham at markere sig. Han har aldrig vaeret arrogant, han er bare en ret direkte bondemand fra Bretagne, og for mig er han den største chef i cykelsportens historie. Eddy Merckx interesserede sig ikke for chefrollen, han kørte bare for at vinde. Lance Armstrong gik måske op i rollen, men han havde for meget antipati i feltet til for alvor at blive accepteret på samme måde som Hinault, der den dag leverede en sand forestilling.«
Merckx og den rasende borgmester
»Som knaegt abonnerede jeg på et fransk cykelblad, der hed Miroir du cyclisme. Mon ikke jeg var den eneste i provinsen, der gjorde det? En kiosk i Roskilde skaffede det til mig. Jeg løb med maelk om morgenen og kunne derfor betale et år forud. Jeg sad med en ordbog og oversatte, og efterhånden laerte jeg termerne, så jeg forstod cykelfransk.
Hver aften ringede jeg ind til Ritzaus Telefonavis for at høre resultatet fra dagens etape. Ellers måtte jeg vente, til avisen kom på gaden naeste morgen. Jeg husker isaer løbet i 1971, som var et af de løb, der gjorde størst indtryk på mig. Eddy Merckx var på sit højeste og var regnet for uovervindelig i både enkeltstart, bjerge, klassikere og Grand Tours, men på 11. etape indtraf dramaet. Spanieren Luis Ocaña, Leif Mortensens holdkammerat, kørte solo i 60 km og vandt etapen med et forspring på over otte minutter til Merckx. Det var en jordrystelse i sporten, og Merckx erkendte sit nederlag til den nye leder.
Men de naeste dage understregede essensen af Tour de France. Løbet i 1971 var en tydeliggørelse af løbets fascinationskraft – hvordan alt kan blive vendt op og ned, og hvordan man aldrig kan tage hverken sejre eller nederlag for givet. Efter en hviledag begyndte etapen på selvsamme skisportsresort, Orcières-Merlett, hvor Ocaña var kørt alene i mål. Og Eddy Merckx var parat. Han slap hurtigt fri med et par hjaelperyttere og fløj så afsted mod målet. 251 km i alt.
Udbrydergruppen slog rekorden for gennemsnitsfarten og ankom over en time før forventet til målstregen i Marseille, hvor man ikke havde nået at klargøre målområdet i tide. Flere fans missede afslutningen, det samme gjorde den direkte tv-transmittering, og borgmesteren var så rasende, at han svor, at Tour de France aldrig skulle besøge byen igen.
Løbets kovending fortsatte de naeste par dage. Eddy Merckx blev ved med at angribe Ocaña, som under et dommedagsagtigt uvejr i Pyrenaeerne styrtede og slog sig gevaldigt. Han udgik, og så endte Merckx med at vinde det hele alligevel. Sådan et drama, sådan et voldsomt skift i stillingen får man ikke i mange andre sportsgrene.«
Da Armstrong ”glemte” sin holdkammerat
»Tour de France består af to niveauer. Der er det, som den brede masse kan følge på afstand i fjernsynet, og så er der alt det, som finder sted af krige og magtkampe på indersiden, som sjaeldent slipper ud. Helte- og skurkeroller så at sige. Løbet i 2009 bestod i allerhøjeste grad af den slags.
Efter fire års pause vendte Lance Armstrong tilbage. Han havde på det tidspunkt vundet Touren syv gange og var den ene af de to kaptajner hos Astana. Alberto Contador, the rising star, var den anden. Det er sidenhen kommet frem, hvordan dramaet mellem de to udspillede sig bag linjerne, men én anekdote fra hotelrestauranten er mig bekendt ikke blevet fortalt endnu.
Astana-holdet stod fra starten på Armstrongs side. Det blev f.eks. bevist under en af de første sidevindsetaper, hvor Contador blev efterladt, da feltet splittede op. Vi taler altså om, at den ene kaptajn var i store vanskeligheder, men i stedet for at beskytte ham og hjaelpe ham tilbage i front satte Astana farten op.
Armstrong tog 41 sekunder på Contador, men så tog Contador revanche ved at køre alene i mål i Verbier på 15. etape. En helt utrolig sejr, der gav ham førertrøjen, men man kan ikke påstå, at han blev hyldet in
ternt. Flere ryttere har fortalt mig, hvordan hele Astanas hold – beordret af Armstrong – forlod målområdet og kørte hjem til hotellet uden Contador i bussen. Han måtte bede om kørelejlighed af en privatbil. Ren mafioso og noget frygteligt svineri, ja naesten en kriminel handling mod en holdkammerat.
Da Contador ankom til hotellets store spisesal iført gul trøje, cykelshorts og rygsaek, havde hans holdkammerater allerede spist faerdig. Historien fortaeller, at Contador og Armstrong uheldigvis mødtes i døren, og ingen af dem ville flytte sig for den anden. To alfahanner, to egoer. Det endte med, at Armstrong trak sig til side, og derfra svingede Contador taktstokken på holdet. Han vandt også løbet i sidste ende.«
Den ubegribelige sejr, der forandrede os
»Vi reagerede med vantro. Der måtte vaere tale om en fejl i artiklen, taenkte vi. Jørgen Marcussen og jeg stod ved startområdet i Aspen før Colorado Rundt, som fandt sted samme tid som Tour de France, da vi overhørte et par ryttere fra 7-Eleven-holdet tale om en dansker. Han havde erobret den gule førertrøje. De stod med en af de amerikanske morgenaviser og naevnte hans navn flere gange. Andersen from Denmark.
Det var i 1983, og for Marcussen og jeg var det taet på ubegribeligt. Dengang var det naermest kun os to, der var professionelle ryttere i udlandet, men Kim Andersen gjorde det. Som den første dansker nogensinde iklaedte han sig den gule trøje, cykelsportens ultimative symbol. Vi blev glade på Kims vegne, for han var en fin fyr og en sindssygt hård banan, der var ligeud ad landevejen.
Hans bedrift gjorde stort indtryk på os.
Det lyder underligt at fortaelle i dag med nutidens resultater in mente. Vi er blevet vant til danske succeshistorier i de største løb, men dengang var praestationen helt vild. På det tidspunkt var der stor forskel på stjernerne og os danskere. Det strejfede os ikke, at en dansker kunne køre i gult.
Men pludselig lykkedes det for Kim. Han havde for vane at ryge med i alle mulige udbrud, tit var det hovedløst, men han var blevet staerkere og staerkere. Vi var faktisk ikke misundelige, selv om danske ryttere tit er det, når andre danskere praesterer i alverdens løb. Det var i højere grad bemaerkelsesvaerdigt, for vi mente, at vi kørte lige så hurtigt som Kim. Han havde bare en anden tilgang.
Det gik op for os, at vi havde vaeret for benovede. Vi var naesten fans af vores konkurrenter, fordi vi hjemmefra havde laest cykelblade med historier om Bernard Hinault, Francesco Moser, Roger De Vlaeminck og Eddy Merckx. De var helte, og selv om vi sad i feltet med dem, var det ikke et tema for os, at vi kunne slå dem.
Netop derfor var Kim Andersens triumf skelsaettende for dansk cykelsport. Den har markant betydning. Hvis han kan, kan jeg også. Det blev den nye tankegang, og jeg hører det stadig fra de ryttere, som jeg kender godt – bl.a. Mads Pedersen, Michael Valgren og Kasper Asgreen.«