EU’s store redningsfond mangler visioner
EU’s svar på den økonomiske nedtur efter covid-19-krisen er en ny redningsfond, men løsningen er ikke magi, der tryller alle problemer vaek. En ny og større risiko opstår.
Tirsdag i denne uge praesenterede EU-Kommissionen sin seneste vurdering af udsigterne for EU’s økonomi. Hvis man havde håbet på opmuntrende sommerlaesning, blev dette ønske desvaerre ikke opfyldt.
Kommissionen forudser nu et fald i årets bnp-vaekst på 8,3 pct., og det er for hele EU. I denne nye prognose reviderede kommissionen faktisk forventningerne laengere ned end det tidligere skøn på minus 7,4 pct. Det er den største nedgang i bnp-vaeksten vaeksten at blive minus 7,6 pct., i Spanien minus 10,9 pct., og Italien får den største nedgang med minus 11,2 pct. Dette er enorme økonomiske nedture, og denne form for en så hastig økonomisk nedgang er en ny erfaring. De signifikant store bevaegelser er ganske enkelt svaere at forudsige praecist, så der vil komme flere revideringer af forventningerne.
En stabiliserende kraft i økonomien, som jeg giver opmaerksomhed, er privatforbruget. I min optik var forbrugerne den største økonomiske kraft før covid-19krisen, og derfor ser jeg på, hvor hastigt forbrugerne vender tilbage igen (grafik et).
Efter at EU-Kommissionens seneste beregninger var afsluttet, kom der forleden yderligere et skuffende økonomisk tal fra Tyskland. Industriproduktionen for maj viste kun en stigning på 7,8 pct. mod forventet 10 pct. (grafik to). Det kan meget vel vaere et eksempel på en sektor, hvor covid-19krisen kommer til at traekke lange spor.
Det land, der sandsynligvis oplever de mest alvorlige makroøkonomiske skader, er Italien. Det seneste store tilbageslag for økonomien var den globale finanskrise, hvor man måske relativt nøgternt kan konstatere, at landet aldrig rigtigt er kommet helt på fode efter den globale krise.
Jeg har gennem mere end et årti argumenteret, at man skal undgå investeringer i de sydeuropaeiske lande, fordi de makroøkonomiske rammer er alt for svage, og fordi der laves alt for lidt reformarbejde for at gøre økonomien fit. Den slags stilstand er temmelig farlig i en verden, der vedvarende har en tendens til at bevaege sig hurtigere frem hver eneste dag. Og selv med den formentlig kommende redningsfond har jeg ikke fundet argumenter for at aendre denne vurdering.
For at få de ramte økonomier tilbage på sporet arbejder EU-Kommissionen og de fleste EU-lande på at lancere en stor redningsfond på 750 mia. euro. Redningsfonden skal der forhandles videre om i denne weekend, hvilket bliver saerdeles spaendende at følge.
Baseret på de informationer, der er kommet indtil videre, betragter jeg redningsfonden som slap med hensyn til praecise operationelle mål og målsaetninger for, hvordan midlerne skal bruges til at bevaege de berørte lande fremad.
Jeg frygter, at det meste af den økonomiske ammunition vil blive brugt på at bringe de sydeuropaeiske økonomier tilbage til niveauet før covid-19-krisen – et niveau, som ikke var imponerende. Indtil videre er jeg ikke stødt på mange nyskabende tanker om, hvordan man kunne investere nogle af midlerne i aegte fremskridt og aendringer.
Planer om at øge internetdaekningen i Italien og nogle øvrige EU-lande er da udmaerket. I den sammenhaeng skal det dog naevnes, at den generelle internetdaekning i Italien er på samme niveau som i en raekke emerging markets-lande.
Fra et professionelt investorperspektiv ville det fange min interesse, hvis ambitionerne inkluderede et fokus på, hvordan man udfordrer verdens Silicon Valleys, den oprindelige i Californien, Zhongguancun i Beijing og den staerk ekspanderende ”kunstig intelligens valley” i Shenzhen i Kina.
Min vurdering er, at de europaeiske aktiemarkeder i vid udstraekning allerede har indregnet den enorme maengde penge, som fonden vil løfte EU’s økonomi med. Jeg er overbevist om, at investorer på aktiemarkederne vil blive temmelig skuffede, hvis redningsfonden ikke bliver en realitet, men det er naturligvis også mit hovedscenarie, at forhandlingerne om oprettelse af fonden vil gå hurtigt fremad. Investorerne i Europa vil givet føle lettelsen, i takt med at sandsynligheden for redningsfondens oprettelse vokser, men risikoen er, at det er en kort til maksimalt en mellemlang glaede.
Uanset hvordan fonden bliver konstrueret, så repraesenterer den en anselig stigning i EU-landes samlede gaeld og forpligtigelser, og måske det ligefrem bliver ironisk, at fonden kaldes Next Generation EU.
Den del af fonden, der er direkte finansieret gennem lånefinansiering i obligationsmarkedet, er hidtil planlagt til at udstede gaeld med forfald helt frem til 2059.
Det betyder, at EU-borgere, der ikke engang er født endnu, arver forpligtelsen til at tilbagebetale gaelden for de nuvaerende redninger. Hvis de kommende, stadig ufødte EU-borgere, også tilføjer statsgaelden til spøgelseslufthavnene i Spanien og motorveje med beskeden trafik, er risikoen, at den naeste generation i EU muligvis spørger, hvorfor de skal betale denne gaeld. Hvis det sker, er den nuvaerende covid-19-krise intet i sammenligning med.
Man kan haevde, at denne risiko ligger langt ude i fremtiden, hvilket er et rimeligt argument. Men trods den aktuelle positive stemning på aktiemarkederne kan bekymringen om tilbagebetalingen af gaelden når som helst sprede sig blandt obligationsinvestorer.
Jeg betragter ikke dette som nogen målbar risiko lige nu, men risikoen er der, og en dag i fremtiden forventer jeg, at den risiko vokser.
Hvis den virus spreder sig, vil alle sydeuropaeiske lande stå over for en endnu større udfordring end i dag, når de skal udstede ny gaeld en gang i fremtiden.