Man ligger jo, som man har redt
Byens stadsarkitekt, Stephen Willacy, har gjort rigtig mange gode ting for Aarhus, men i min optik har han aldrig forstået byens sjael. Det viser sig tydeligt, når man står fadder til begrebet ”Down-town” og således er medvirkende til, at byen skal plastr
Som regel er det jo rart at få ret! Men i denne sag er jeg saerdeles ked af at have fået ret. Hurtigere, end jeg havde frygtet.
For nogle år siden skrev jeg i en kronik, at Aarhus Kommunes kommuneplan for midtbyen ville ende i kaos. Det er det, som er ved at ske nu ved behandlingen af en byggesag om et nybyggeri ved Europaplads.
Baggrunden for denne bekymring var, at man havde udarbejdet en ny kommuneplan, hvor det blev tilladt byggerier med højhuse i et større defineret område omkring Europaplads, rutebilstationen og arealerne omkring og sydøst for banegården – kaldet ”DownTown”.
Davaerende rådmand Kristian Wurtz afviste et planlagt højhus i området ved siden af Politigården og fik aendret grundarealet til ikke at kunne tillade højhuse. Begrundelsen var, at huset lå alt for taet på historiske bygninger i midtbyen. Meget fornuftigt, men det var en uskøn behandling af sagen, som jo netop var et resultat af uklare retningslinier for området. Arealet ligger således nu i et område, hvor der ikke må bygges højhuse – eller hvad ?
Bygherren har nu fået tegnet et nyt hus. Ifølge bygherren ikke så stort, kun i ni etager! Problemet er bare, at det er 40 m højt. Lige så højt som Europahuset (BP-huset) Det er da et højhus. Hvis dette hus bliver tilladt, er alt jo muligt.
Politikerne kan godt forberede sig på, at bygherren – hvis lokalplanen bliver godkendt – på et tidspunkt sender en ansøgning om at indskyde nogle mellemetager pga. nogle specifikke ønsker, og så vil han understrege, at det jo ikke får indflydelse på husets ydre, da det jo er godkendt som et 40 m højt hus. Jeg kunne godt taenke mig at se argumentet for at bygge med en gennemsnitlig etagehøjde på naesten 4,5 m. Et argument for ikke at tillade det tidligere forslag var bl.a., at det ville dominere Fredens Torv meget voldsomt. Det nye hus er ikke mindre, men der er behaendigt ikke vist illustrationer om forholdet netop til Fredens Torv.
Når man nu betragter dette maerkvaerdige hus på de offentliggjorte tegninger, forstår jeg godt, at Ango Winther vil have stadsarkitekten på banen. Et underligt todelt hus, hvor man prøver at usynliggøre den øverste del af bygningen. Et hus, som er fuldstaendig uden selvtillid og en underlig hybrid. Intentionen er jo tydelig nok, idet man vil tilpasse sig bygningerne i området til en vis højde, hvorefter de øvrige etager forsvinder naesten op i den blå luft – på tegningen.
Lad mig understrege: Byens stadsarkitekt, Stephen Willacy, har gjort rigtig mange gode ting for Aarhus, men i min optik har han aldrig forstået byens sjael. Det viser sig tydeligt, når man står fadder til begrebet ”Down-town” og således er medvirkende til, at byen skal plastres til med højhuse i stort omfang. Derfor tror jeg ikke, Ango
Winther vil få meget hjaelp fra den kant. Han kan til gengaeld forberede sig på det samme slagsmål igen og igen. Højhuse er jo ikke byhuse. De er solitaere bygninger, de skal ikke passe til hinanden, det ligger jo i hele konceptet, at de skal imponere og stikke ud.
Den oprindelige kommuneplan var restriktiv omkring udnyttelsesgrader, bygningsdybder og højder. Derved havde man et godt styringsredskab for byens udvikling og fortaetning. Desuden var der på baggrund af de indlysende topografiske forhold anbefalinger om, at evt. højhuse skulle placeres på toppen af ådalens kanter. Højhuse i bymidten var ikke mulige. Ak ja. Staerke kraefter pressede byrådet til at aendre disse saerdeles fornuftige regler, idet de blev opfattet for begraensende for byens ”udvikling”. Det var dog ikke det, som det handlede om, men derimod om, at investorer og andre saerdeles driftige folk kunne bygge nogle flere kvadratmeter og derved få sig en god forretning. Beslutningen om at aendre kommuneplanen var således ikke et ønske om at forbedre byen og gøre den mere anvendelig for byens borgere, nej, det handlede om penge til de få.
Der blev således indføjet i kommuneplanen, »at det ikke kan udelukkes, at der kan bygges højhuse« i et naermere defineret område. Det er en rigtig forblommet definition på noget, man nok egentlig ikke var enige om, men det får kolossale konsekvenser.
Naturligvis skal en kommuneplan løbende revideres og fornyes i relation til den fremtidige udvikling, men i dag har man efter min mening ikke noget godt styringsredskab for midtbyen i kommuneplanen.
I den reviderede kommuneplan fjernede man de ret skrappe regler og gav byggerier frit på den måde, at man lagde op til forhandlinger med den enkelte bygherre om dennes ønsker og muligheder. Det siger sig selv, at det vil ende i kaos, når man ikke mere har nogle retningslinjer. Det betyder jo, at når den ene må bygge med store udnyttelsesgrader, må den anden jo også. Derved saettes en meget uheldig proces i gang: Grundpriserne skyder voldsomt i vejret, fordi developere, entreprenører og andre lover guld og grønne skove til grundejerne, hvis de kan få kommunens tilladelse til at bygge stort.
Når en byggesag er til forhandling, udsaetter det vores politikere for et urimeligt stort pres fra bygherrerne, og der opstår udefra set en meget uheldig symbiose imellem politikere og byggematadorer. Nogle gange er det svaert at se, hvad der egentlig foregår.
Taenk, hvor havde det vaeret dejligt, hvis vi havde en kommuneplan, som rummede en begraensning på bygningshøjder på 5 etager og ingen højhuse i midtbyen. Grundpriserne ville falde til ro, og man havde haft mulighed for at realisere en by, som var meget mere moderne i relation til byens anvendelse. Højhusene kunne så bygges oppe på kanterne for at understrege byens placering i ådalen. Her i byen gør man lige modsat. Den måske allerstørste fordel ved en sådan kommuneplan ville vaere, at vi som borgere og politikerne undgik de evindelige diskussioner om bygningshøjder og udnyttelsesgrader.
Og det er netop anledningen til, at jeg desvaerre har fået ret. Bøvl om et hus på Europaplads, som er alt for stort.
Jeg ville ønske, at man kunne vaere mere fremsynet i denne by og bygge by for mennesker. Jan Gehls tegnestue har heldigvis sat sit positive praeg på den naeste udviklingsplan for Aarhus Ø. I Odense reparerer man på tidligere tiders synder og bygger nye bygninger med respekt og størrelser, som passer til byen. Arkitekten David Sim har lige skrevet en bog om den bløde by. Byen for mennesker og byen til vores fremtidige brug. Der sker meget i disse år, og der forskes meget i menneskers anvendelse af byen. I Aarhus midtby bygger man desvaerre videre, som om intet er sket, og efter modernistiske idealer. Det ene ligegyldige højhus efter det andet ligger i pipelinen. Ango Winther og andre politikere kan se frem til mange spaendende oplevelser og diskussioner, når nu udsigten fra Sallings Rooftop og Aros’ regnbue til bugten efterhånden forsvinder, og det ene højhus efter det andet stjaeler udsigten over bugten, eller når højhusene stjaeler udsigten fra hinanden.
Havde vi dog bare holdt fast i den gamle kommuneplan – og hvor er jeg traet af, at jeg fik ret.
arkitekt m.a.a., Aarhus C
Jeg ville ønske, at man kunne vaere mere fremsynet i denne by og bygge by for mennesker.