Drømmen om badehotellet
Det er en saerlig sommer, og drømmen om et fristed ved den danske kyst har med et saet overtrumfet den franske riviera. Det er en gammel drøm, der er vakt til live.
Der kommer en syvende saeson af tv-serien ”Badehotellet”, og 1,5 million seere glaeder sig. Det er mange. Fra begyndelsen hadede anmelderne serien, som er stort spillet, som det hedder i faget, et paent ord for, at det ikke er de mere subtile ansigtstraekninger, man skal kigge efter.
Badehotellet er 1:1 nostalgi, og det er afsindigt populaert, hvad der har hensat de snakkende klasser i stor undren. Hadet er derfor langsomt skiftet til nysgerrighed (1,5 millioner mennesker er trods alt mange at have imod sig), og serien har vaeret genstand for taenksomme essays og universitetsspecialer. Er badehotellet som sted på vej tilbage?
Serien er ikke, som mange tror, optaget på Svinkløv Badehotel. Eller rettere: Det er kun ganske få scener. Det meste er optaget et så prosaisk og socialdemokratisk sted som Albertslund, så langt fra drømmen om den gamle verden, man naesten kan komme.
Ind i det autentiske
Sådan er de faktiske forhold i fiktionsindustrien, det bør ikke overraske, men i dette tilfaelde er der den saerlige grund, at man ganske enkelt ikke har kunnet finde et badehotel med den afgørende autenticitet. Som det hedder. Da overklassen begyndte at flytte til vandet om sommeren omkring forrige århundredeskifte, var kysterne uberørte, men i dag er de så befolkede, at badehotellets charme er svaer at genfinde. Også af mange andre grunde.
En del af badehotellets dynamik var det sociale liv badegaesterne imellem og mødet mellem turisterne fra storbyen (laes: København) og provinsbyens folk med deres indbyggede hierarki. Hverken det ene eller det andet møde er, hvad det har vaeret, og nu tager eliten til udlandet.
I hvert fald indtil denne sommer, hvor coronaen har disruptet et og andet. Danske sommerhuse går som varmt brød, den danske sommer med byger, der går og kommer, er populaer som aldrig før.
»Coronaen er et wild card, noget uventet, stort, pludseligt, der kommer og vaelter alle de såkaldte megatrends,« siger fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, der – mens hun venter på igen at få lov til at holde foredrag, har haft travlt med et opstille forskellige scenarier for tiden postcorona.
Hun kan godt se badehotellet vende tilbage. Chancen er der i hvert fald nu, mener hun og udbryder et: »Kom så, Danmark!«:
»Når vi har sundet os, får vi igen behov for at fortaelle nogle andre historier om os selv, som vi jo gør og har gjort de seneste 10 år. Nu skal vi have pumpet det naere op, fortaelle unikke historier om naerhed og ro. Nu har Danmark sin chance – uanset om man er badehotel
triste – enfins rions« – livet er trist nok – lad os derfor le. Som der står på titelbladet.
Bang blev ved med at holde ferie i Nordjylland – men fandt et andet sted. Dog ikke det, der måske er landets mest klassiske badehotel, Hjorths i Kandestederne.
»Anna, der er personer på stranden,« råbte Poul Reumert anklagende til sin viv, hvis han en dag ikke var alene under nøgenbadningen, for stilhed og fred på tryg afstand af Skagens mondaene liv er en del af dette steds kendetegn. Kandestederne var kunstnerkoloni.
Hjorths Badehotel i Kandestederne åbnede som hotel i 1890 og blev drevet af familien Hjorth frem til 1982. Indtil for et par år siden afgik hver morgen en lille bus, der fragtede gaesterne de 200 meter ned til vandet og bød dem Gammel Dansk, når de kom frysende op igen.
Naervaer, ro og yoga
Overfor havde Rifbjergs onkel Ove i gamle dage sit hotel, Kandehus. Det er nu timeshare, og det er i det hele taget ingen spøg at holde liv i historien. Nu prøver de på Hjorths Badehotel, og netop det autentiske er argumentet, når man på hjemmesiden forklarer, hvorfor her ikke er wi-fi eller tv på hotellet.
»Vi vil gerne tilbyde noget andet, en anden ro,« siger den daglige leder, Mikael Valentin, som bager rugbrød og surdejsboller, som han saelger til taknemmelige landliggere.
Roen er her, men det går jo ikke af sig selv. Ved porten til gårdspladsen er opslået store skilte, der markerer »stressfri zone« og kraever mobiltelefoner på lydløs og ingen brug af bilhorn.
Mikael Valentin har sadlet lidt om. Fra drømmen om en gourmetdestination a la Svinkløv Badehotel handler det nu om naervaer og ro, yogatimer, et sagte refugium af stilhed, god smag – og tid. Man laegger kabale i salonen med udsigt til Raabjerg Mile og drikker en cocktail med andre gaester, når det er tid; Valentin går selv rundt med en lille klokke ved sekstiden og kalder til middag. Priserne i restauranten er sat ned, så enkelheden nu er i højsaedet til glaede også for de lokale landliggere, for netop landliggere er der – naesten som i gamle dage.
»Bagude lå sminke og støv og anstrengende prøver og den bestandige kamp med underlødige instruktører og af og til tvivlsomme tekster (når man forlod det klassiske repertoire), og forude det uendelige stormombruste hav, den hvislende marehalm og de blødende, storslåede solnedgange,« som det hedder i Klaus Rifbjergs novelle ”Poulsen privat”, en ond satire på Poul Reumert, der med svingende fedora ankommer til Kandestederne via Hulsig Station.
Rifbjerg boede jo selv i Kandestederne og kendte fra sin klittop dynamikken mellem at vaere alene og dog sammen, en central pointe i novellen, hvor hovedpersonen må finde sig i at dele bord med en højesteretssagfører. Man var jo dog helst fri.
Reumert bestilte sine varer, som »var han kong Christian i Elverhøj« (som Thorkild Bjørnvig har sagt det), og man kan høre hans stemme i vinden herude.
Og med en solid sildemad foran sig i haven ved Hjorths Badehotel er det ikke svaert at forestille sig livet på badehotellet, som det har vaeret engang. Og det saet cyklister, der ankommer for at fouragere, kunne måske ligne de to cyklende ungersvende fra Herman Bangs novelle, der saetter sig til bords i cykelshorts.
Og dog. Selskabet er i lycra, de reklamerer for et midtjysk it-firma og inkluderer maend og kvinder i alle aldre og størrelser. Og den var – som så meget andet – ikke gået for 100 år siden. You can’t go home again. Trods alt.
Man laegger kabale i salonen med udsigt til Raabjerg Mile og drikker en cocktail med andre gaester, når det er tid; Valentin går selv rundt med en lille klokke ved sekstiden og kalder til samling.