Drikkepenge? Aldrig i livet! I hvert fald ikke her i landet

Det var for et par år siden i Berlin, jeg var deltager i – måske ligefrem årsag til – et lidt pinligt optrin på en fortovsrestaurant. Vi havde nydt et glimrende måltid med godt tysk øl til og blev venligt og korrekt betjent af en tjener i moden alder.

Vi fik regningen, og jeg betalte, hvorefter en pinlig stemning drev ind over. Om vi ikke havde vaeret tilfredse med betjeningen. Jo, absolut. Hvorfor vi så ikke lagde drikkepenge? Fordi vi havde betalt, hvad der stod på regningen, og hun fik vel løn fra arbejdsgiveren?

Nu er det med drikkepenge eller ej et ret indviklet foretagende. I USA er det obligatorisk at laegge mindst 20 pct. Alt under er direkte upassende, for tjenerens løn er som udgangspunkt eneste indtjening. God fidus for arbejdsgiveren. Gaesterne må betale tjenerens løn.

I Europa er det mere indviklet, for hvert land har sine regler og kutymer. I Tyskland skulle der imidlertid ikke vaere tvivl: Der er ingen krav om drikkepenge. De er inkluderet i regningen.

I princippet altså. Tjenerne forventer drikkepenge. Mindre end 10 pct. er en fornaermelse. Vaerre end ingenting, for det betyder bare, at gaesten er enten utilfreds eller totalt uvidende om skik og brug. Damen i moden alder havde tydeligvis både pondus, vilje og erfaring til at irettesaette den naerige gaest.

Jo, bestemt havde jeg da fået en upåklagelig betjening, og hvis jeg havde forbrudt mig mod landets skik og brug, betalte jeg da gerne. Hvor meget skyldte jeg?

Intet, absolut intet. Det var åbenbart den vaerste fornaermelse af alle. Hun modtog ikke almisser. Vi skiltes i rimeligt god ro og orden. Hendes drikkepenge var, at hun havde sat – måske endnu en – uvidende udlaending på plads. Herefter har jeg uden begejstring fulgt den underlige skik og brug: frivilligt, men så alligevel ikke.

Anderledes forholder det sig i Danmark. Her er det mig, der opfatter det som en blodig fornaermelse, hvis tjenere kommer med en dankortterminal, hvor man tvinges til at tage stilling til drikkepenge eller ej.

Det er en uforskammethed ud over alle graenser. Her i landet hersker nemlig uden diskussion den danske model, hvorefter tjenernes og arbejdsgiveres organisationer indgår overenskomst. Fast løn med alt inkluderet. Derfor er det ikke mindre end en fraekhed, når tjenerne rager yderligere til sig og får gaesten til at føle sig skamfuld, hvis man kun betaler den anførte, officielle pris. Tjeneren kan naturligvis straks se, om gaesten har tastet ja eller nej, og er der tastet nej, afstedkommer det ofte en lidt anstrengt mine.

De fleste steder i udlandet er tjenernes løn afpasset forventningen om obligatoriske drikkepenge, fordi fagforeningsstrukturen hører en svunden tid til. Her i landet får tjenerne deres overenskomstmaessige løn, men rager alligevel ekstra til sig. Det er en uskik. Slagteren, bageren, murersvenden og tømreren end ikke overvejer man da at give ekstra betaling ud over, hvad de pågaeldendes organisationer har forhandlet sig frem til.

Hvorfor så lige hotel- og restaurationspersonalet?

Kutyme? Tradition? Glem det. Indtil 1969 var det helt almindeligt, at der under stregen blev anført 15 pct. betjeningsafgift på regningen. Siden er lønnen fastsat af den relevante overenskomst.

Ikke desto mindre er drikkepengeuvaesnet i al sin grimhed ved at blive kutyme igen. Det må bekaempes. Arbejdsgiverne må betale tjenerne deres overenskomstmaessige løn og ikke smøre udgiften af på gaesterne.

Slagteren, bageren, murersvenden og tømreren end ikke overvejer man da at give ekstra betaling.