Alle plejehjem skal kunne klare uanmeldte kontrolbesøg

Den efterhånden meget omtalte plejehjemssag fra Kongsgården i Aarhus giver i disse dage anledning til selvransagelse hos mange. Og forhåbentlig også hos de politikere, der udstikker rammerne for hele denne vigtige del af vores sundhedsområde. Set med ledelsesbriller og med et naert personligt kendskab til dét at sikre god pleje for vores aeldste sårbare borgere har denne sag tre fundamentale problemsider.

For det første er det overordentligt trist og helt uacceptabelt, at der overhovedet findes plejepersonale, der i den grad misbruger deres position til at vaere nedvaerdigende og omsorgssvigtende i deres omgang med de mennesker, som de er ansat til at tage sig af.

For det andet er det i mine øjne lige så uacceptabelt, at det overhovedet er muligt at arbejde på en måde, som misrøgter en beboer, uden at der er kolleger, der griber ind og underretter lederen. At lede et plejehjem i dag foregår ofte så langt vaek fra hverdagen med beboerne og med så lidt dialog med beboernes pårørende, at pårørende i dette konkrete tilfaelde kan videooptage og filme i flere uger.

For det tredje er det både trist og aergerligt, at vi er nået dertil, at nogen overhovedet finder det nødvendigt at anvende skjulte optagelser for at forbedre en situation i vores sundhedssystem og i vores samfund. Sådan bør det naturligvis ikke vaere. Politikere skal kunne se en alvorlig brist og en forkert politik også uden store medieoverskrifter eller tv-billeder. Hvem siger i øvrigt, at overskrifter og billeder viser den fulde sandhed?

Det er vaerd at bemaerke, at der er handlet fra ledelsens side i den konkrete sag. Der er sket fyringer og aendret i ledelsen. Der er holdt møde med de pårørende. Der er taget hånd om situationen. Måske er det også godt at huske, at der heldigvis er mange beboere, der trives rigtig godt endda på plejehjemmet Kongsgården.

Men det er stadigvaek vigtigt at holde fast i de tre overordnede problemer.

Lad os først se naermere på plejepersonalet. Der vil altid vaere brodne kar. Det gaelder plejepersonale, ledere, advokater, politikere – de findes overalt. Men heldigvis er det de få, og der er langt imellem, at de får lov til at ødelaegge det for de mange.

Men når det sker, er det rigtigt skidt for dem, det går ud over. I denne situation ramte det den omtalte beboer på Kongsgården helt urimeligt og forkert. Men det er også rigtigt skidt for alle de dygtige og omsorgsfulde medarbejdere og ledere. Og det er skidt for de beboere og pårørende, som ellers var tilfredse, men nu skal forsvare, at de er glade for at vaere på Kongsgården. Det er så ødelaeggende, når noget som dette sker. Det er derfor fint, at der tages hånd om det. Og det giver forhåbentligt anledning til at kigge på både ressourcer, kompetencer, kulturen og nye muligheder for ledelse.

Naturligvis skal plejehjemsledere kunne stå inde for serviceniveauet, der udøves over for beboerne. Ethvert plejehjem skal også kunne klare uanmeldte kontrolbesøg og i det hele taget vaere offentlig omkring niveauet for plejen og den service, som de kommunale politikere vaelger at tilbyde deres aeldste borgere.

Men måske har vi i vores iver for at skabe et velfungerende sundhedssystem i stedet skabt en underlig struktur, hvor der bruges flere og flere kraefter på hele systemet og regnearkene, og hvor mange ledere derfor er endt med at vaere nødt til at prioritere kalkuler, tabeller og rapporter i stedet for at have tid til at sikre den daglige trivsel for borgere og for personalet. Det er en trist konstatering, som ingen vel havde ønsket fra starten.

I stedet for at pege fingre og finde syndebukke bør vi derfor nu få sat et arbejde i gang for at sikre, at der er rum og ressourcer til at skabe et godt system, som vi alle kan vaere stolte af. Det ender sikkert også med at koste lidt flere penge. Men vigtigst er det, at vi i faellesskab vaelger at ville finde løsningen.

formand for 4.000 ledere inden for sundhedsområdet i Lederforeningen

Lad mig i den forbindelse dvaele kort ved hele problematikken om at skulle filme og lave skjulte optagelser for at få opmaerksomhed. Sådan skal det naturligvis ikke vaere i et moderne samfund. Vi er nødt til at prioritere, at vi også skal have tid til at lytte, når nogen føler sig trådt på. Og at vi skal samarbejde om at løse udfordringer.

Vores samfund må ikke udvikle sig til en fejlfinderkultur, der nøjes med at saette fejlene op i store overskrifter. Vi bør alle vaere opsatte på hele tiden at finde de gode løsninger.

Det er så ødelaeggende, når noget som dette sker.