Politikerne bør give danskerne en arbejdspladsgaranti

En ansvarlig genopretningspolitik skal holde hånden under både nye og eksisterende arbejdspladser uden for de større byer.

Når vi er sunde og raske, har et hjem at bo i og et arbejde at stå op til, så er grundpillerne under et godt liv på plads for de fleste af os. Men de seneste måneder er flere af disse grundpiller blevet rystet eller helt faldet sammen under mange menneskers tilvaerelse.

At miste sit job – blive fyret – kan ligge højt på listen over stressende livsbegivenheder. Det er helt essentielt at kunne forsørge sig selv. Det giver tryghed for det enkelte menneske og den enkelte familie, og det er fuldstaendig afgørende for os som faellesskab og samfund, at så mange som muligt har et job og er en del af det faellesskab, som en arbejdsplads er.

Mange ansatte i den private sektor er bekymrede for, om de kan beholde deres job. Desvaerre er frygten ikke helt ubegrundet. Indtil videre er over 50.000 danskere nemlig blevet ledige efter coronakrisens begyndelse, og flere kan følge efter, når hjaelpepakkerne bliver udfaset efter sommerferien.

Coronavirussen har aendret meget for os alle. Ting, som vi før tog for givet, skal vi nu gå på kompromis med. Det gaelder både menneskeligt og politisk.

Når det gaelder danskernes arbejdspladser, ser vi desvaerre også ind i en markant aendret virkelighed. Solide virksomheder er rystet i deres grundvold. Eksporten og verdenshandlen er udfordret.

Det er umuligt ikke at få flashbacks til finanskrisen, der tilbage i 2008 rystede hele verden. Finanskrisen kom ligesom coronakrisen pludseligt og uventet. Det var en dyb krise, der trak lange spor efter sig.

I kølvandet på finanskrisen tog det saerligt lang tid for områderne uden for de store byer at få vendt tilbagegang til fremskridt. Ja, faktisk nåede mange områder slet ikke at indhente det tabte. Således var antallet af private arbejdspladser i landkommuner i 2018 faktisk lavere end i 2008. Ikke engang 10 år med stigende økonomisk medvind kunne vende minus til plus!

Jeg er selv vokset op på Lolland, hvor mulden er fed, og hvor alting spirede og blomstrede for 40-50 år tilbage. Der var liv i forsamlingshusene, der var lokale skoler, små lokale butikker og ikke mindst fabrikker og skibsvaerft med masser af arbejdspladser.

I dag er mulden stadig fed, men mange butikker, fabrikker og dermed arbejdspladser er vaek. Og netop arbejdspladser er en forudsaetning for at kunne tiltraekke ressourcestaerke tilflyttere og dermed skabe vaekst og udvikling i landdistrikterne. Heldigvis er der også mange, der gør et stort stykke arbejde for at genrejse området.

Ildsjaele og ivaerksaettere har blandt åbnet et ølbryggeri, der bliver produceret lokal kirsebaervin, og gamle kroer og spisesteder har fået nye ejere. Men det tager mange år at få vendt udviklingen, og for alt i verden må vi ikke tabe det arbejde på gulvet, hverken på Lolland eller nogen andre steder i Danmark.

Derfor skal en ansvarlig genopretningspolitik også holde hånden under både nye og eksisterende arbejdspladser uden for de større byer.

Umiddelbart ser coronakrisen ud til at vaere vaerre i omfang end finanskrisen, og det kan godt give mig dybe panderynker.

Umiddelbart ser coronakrisen ud til at vaere vaerre i omfang end finanskrisen, og det kan godt give mig dybe panderynker. For det må