Stifterens søn har fulgt trist med i B&O’s historie: »Der er ikke sket meget godt de seneste år«
B&O fylder 100 år i 2025, men de seneste mange år har der ikke vaeret meget at glaede sig over for efterkommeren Laes her første kapitel i Jyllands-Postens fortaelling om de seneste årtiers op- og nedture for B&O.
Får og lam løber rundt på marken foran B&O-domicilet i udkanten af Struer, men bag vinduerne i den futuristisk-svaevende bygning er der tomt.
For halvandet år siden blev ejendommen sat til salg til langt under halvdelen af, hvad det kostede at opføre den i 1990’erne.
Domicilet blev bygget efter tidligere topchef Anders Knutsens succesfulde genrejsning af B&O, der havde stået helt ude på kanten af afgrunden.
Nu er bygningen rømmet, men det er endnu ikke lykkedes ejendomsmaeglerne fra EDC at saelge den. Et ødelagt vindue er nødtørftigt repareret med tape.
Det er ikke laenge siden, Anders Knutsen genbesøgte sin gamle arbejdsplads og gik en tur rundt om den tomme bygning.
»Det var en sørgelig dag. Det gjorde ondt at se,« siger han.
Engang beskaeftigede B&O over 3.000 medarbejdere. I dag er der knap 900 tilbage. Kun ca. 500 af dem er i Struer, mens omkring 200 – herunder ledelsen – er rykket til Kgs. Lyngby ved København.
Af de seneste 12 år har virksomheden haft underskud i 8, og B&O har netop fået tilført 356 mio. kr. for at overleve. Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet kalder det »sidste chance« for B&O.
»It’s now or never, og hvis ikke de inden for de naeste måneder har dokumenteret, at de kan vende skuden, så er det game over for selvstaendigheden – som minimum,« siger Per Hansen, som ikke tror på flere kapitaltilførsler til virksomheden.
B&O’s topchef, Kristian Teär, vil ikke kommentere udsagnet, men da han i den forgangne uge fremlagde det seneste årsregnskab med et underskud på 367 mio. kr. før skat, fastholdt han, at virksomheden nu har den rigtige strategi:
»Jeg er ikke i tvivl om, at dette kommer til at lykkes,« sagde han.
Få kilometer fra det gamle domicil har Lars Peter Bang fulgt vemodigt med i B&O’s udvikling. Han er søn af Peter Bang, en af de to grundlaeggere af virksomheden.
»Det er da trist, for der er ikke sket meget godt for B&O de seneste år,« siger Lars Peter Bang og fortsaetter:
»Mange af direktørerne har ikke engang vaeret vestjyder. De har vaeret københavnersmarte. Det er langt fra den ånd, vi kender fra virksomheden.«
Jyllands-Posten har interviewet over 30 nøglepersoner med relation til B&O. I denne serie på otte kapitler fortaeller de insiderberetninger fra B&O, der har vundet international berømmelse for sine designede produkter, men som også er gledet ud og ind af kriser igennem det meste af sin levetid.
I 2025 har B&O 100-års jubilaeum, men Lars Peter Bang føler sig ikke laengere sikker på fremtiden for den danske ikonvirksomhed.
»Produkterne er der nok stadig om fem år på en eller anden måde. Men det er ikke sikkert, at Bang & Olufsen forbliver på danske haender,« siger han.
Pyjamas og eksperimenter på fabrikken
Da Lars Peter Bang var barn, boede familien Bang i en villa ved siden af den dengang eneste B&O-fabrik i Struer. Ofte mødte morgenholdet hans far i pyjamas og i gang med eksperimenter på fabriksgulvet.
Han fik selv sit første job som stikirenddreng på fabrikken, og han arbejdede 32 år i virksomheden, indtil han i 2001 gik på pension fra jobbet som afdelingschef.
Lars Peter Bang husker tilbage på et B&O, hvor mange var ansat i generationer og laenge nok til at få deres navne op på vaeggen på en gylden plade, sådan som alle 25-års jubilarer fik det. Han mener, at meget er forandret, siden dengang han var en del af virksomheden.
»Der er en anden ånd. Tingene bliver hele tiden lavet om i jagten på hurtige penge,« mener han.
Han bor selv i Struer, og hjemmet på Duevej er fyldt med B&O-logoer. Der er små ting som en køleskabsmagnet, en oplukker og en nyere baerbar højttaler i det åbne køkken. Og så er der hele møblementet omkring fjernsynet, musikanlaegget med de seks synlige cd’er og de store højttalere i stuen, hvorfra Lars Peter Bang har frit udsyn til Limfjorden.
På en hylde under loftet ligger tykke bøger på flere sprog om virksomhedens historie. Nogle har ligget så laenge, at han må puste et tykt lag støv af, før han åbner dem. Han er stolt af sin familiehistorie.
Bang & Olufsen blev etableret i 1925 af de to ingeniører Peter Bang og Svend Olufsen.
Peter Bang var på en rejse til USA blevet dybt fascineret af radioer, og hjemme i Danmark begyndte han og Svend Olufsen at eksperimentere på loftet i Olufsen-familiens herregård, Quistrup, i Struer.
Allerede i 1927 byggede de den første fabrik på en bar mark i udkanten af byen.
»Min farfar, der dengang var formand for virksomheden, sørgede for, at bygningen var bygget, sådan at den kunne bruges som en skole, hvis nu det ikke gik med fabrikken,« fortaeller Lars Peter Bang.
Den første succes var ”Eliminatoren”, der gjorde, at radioer kunne få strøm fra lysnettet i stedet for batterier. Derefter fulgte en egentlig radioproduktion, indtil fabrikken blev spraengt i luften under Anden Verdenskrig i det, der er blevet beskrevet som en aktion bestilt af Gestapo som en formodet gengaeldelsesaktion mod den danske modstandsbevaegelse.
Bang & Olufsen naegtede ikke blot at saelge til tyskerne. Nøglemedarbejdere var dybt involveret i modstandsbevaegelsen, herunder chefingeniør Lorens Arne DuusHansen, der fra 1943 var leder af den danske radioforbindelse til England. Svend Olufsen kendte angiveligt til medarbejdernes illegale aktiviteter og skjulte selv jødiske flygtninge på vej til Sverige.
Lars Peter Bang var kun tre år, da fabrikken blev bombet, men hans mors dagbogsnotater beskriver, hvordan otte maend traengte ind på fabrikken og placerede en spraengladning.
Familien Bangs hus lå i fabrikkens baghave, men faren nåede at bringe familien i sikkerhed i kaelderen, inden bomben gik af kl. 04.28 om natten den 15. januar 1945.
I kaelderen lød det, som om huset over dem styrtede sammen.
»Det var et aekelt syn, der mødte os, da vi kom op. Fabrikken var helt styrtet sammen og i lys lue, og huset her, glasskår overalt, døre revet ud af fyldningerne (…) Udenfor lå skår af fabrikken overalt,« skrev moren i dagbogen.
Poul Henningsen kritiserede designet
Da fabrikken var bygget op igen, genoptog B&O sin produktion, der i begyndelsen af 1950’erne blev udvidet med det første tv, der fik tilnavnet ”Trillebøren”.
Produkternes design blev dog mødt af voksende kritik fra bl.a. arkitekten Poul Henningsen, der i 1954 kritiserede radioerne for at vaere »rundbuet og tykmavet forlorenhed med sving, svaj og krummelurer, ofte sammensat af de mest forrykte traesorter behaengt med plastic og messing, så man kan braekke sig over at se så megen talentløshed samlet på ét sted«.
»Det er simpelthen en fornaermelse mod folk, som vaerdsaetter moderne møbler, at tvinge dem til at købe disse monstrummer for at nyde det store kulturgode, radioen er. Er det fiskehandlere eller kartoffelgrosserere,
landets mest prisvindende designere og har arbejdet for bl.a. B&O, Ecco, Gaggenau,
Thise og Volvo.
I 1978 fik Jacob Jensen og B&O et internationalt ridderslag, da Museum of Modern Art (Moma) i New York dedikerede en saerudstilling til designet. Jensens B&O-vaerker blev haengt op på hvide vaegge, frigjort fra deres dagligdagsfunktion som apparater og hyldet som ren kunst.
Samarbejdet mellem Jacob Jensen og B&O stoppede i 1991, hvor designeren ifølge sin søn havde udviklet kvartalsalkoholisme og var flyttet til Sydeuropa. I stedet var det isaer en af Jacob Jensens tidligere medarbejdere, David Lewis, der fortsatte med at udvikle B&O’s formsprog.
Altid i problemer
Mens B&O blev skamrost for sine designs og tekniske formåen, så det helt anderledes ud, når det kom til økonomien. Virksomheden blev børsnoteret i 1977 for at skaffe penge til investeringer, men B&O havde en forunderlig evne til altid at løbe ind i problemer.
I bogen ”Break-Point” fra 1997 fortalte en direktør:
»Fra jeg startede her i 1975, har jeg oplevet, at der efter gode år kom dårlige. Sådan gik det omtrent hvert tredje år. Vi havde en evne til at komme op igen, men aldrig helt op.«
I 1988 måtte B&O bede aktionaererne om 311 mio. kr. i en aktieemission, og i 1990 fik virksomheden tilført yderligere 342 mio. kr. efter en opsigtvaekkende aftale, der gav Philips medejerskab af virksomheden.
Krisen var afgrundsdyb.
I mid-1980’erne havde virksomheden ifølge ”Break-Point” truffet en såkaldt upmarket-beslutning om kun at lancere dyre produkter. Det betød, at de billigste produkter fra 1990’erne kostede fra 20.000 kr. og opefter, og virksomheden hyrede de ypperste eksperter til at lave de ypperste produkter med den ypperste teknologi.
Men i bogen ”Break-Point” opsummerer en kilde attituden i virksomheden:
»Vi opførte os som rejsende på første klasse uden at have pengene til det. Vi tog os ikke meget af kunderne. Og hvis kunderne ikke købte vores nye produkt, så var det deres problem.«
I 1991 offentliggjorde B&O et katastroferegnskab med et underskud før skat på 136 mio. kr.
Samme år tiltrådte den nye topchef, Anders Knutsen. Han satte et nyt hold, som gik i gang med at rydde op og skaere til efter strategiplanen Break-Point 93 med henvisning til, hvornår der igen skulle tjenes penge i B&O.
En af dem, der kom om bord i 1993, var Peter Thostrup.
Han tiltrådte, netop som 710 medarbejdere blev fyret, og han husker, at situationen var så kritisk, at Danske Banks direktion sendte flere alvorlige breve til Struer-virksomheden om, at man skulle få rettet op nu.
»Nu var mantraet: Det er ikke nok, at vi er flotte. Vi skal også tjene penge,« fortaeller Peter Thostrup, der senere blev finansdirektør i Bang & Olufsen.
I 1994 var genopretningen en realitet, og Bang & Olufsen havde sorte tal på bundlinjen.
En raekke nye produkter kom ud til forbrugerne, og B&O var igen på forkant med udviklingen: et stereoanlaeg, der kunne haenges på vaeggen. Højttalere designet som orgelpiber, og en cd-afspiller med plads til seks cd’er på rad og raekke, der kunne programmeres til afspilning, som man ville. Og det hele kunne kobles sammen med et linksystem, så apparaterne kunne styres fra alle steder i huset.
På 10 år fordoblede B&O naesten sin omsaetning til 4 mia. kr., og der blev lavet årlige trecifrede millionoverskud, som gjorde virksomheden i stand til at købe Philips’ aktiepost tilbage.
En bygning, man lagde maerke til
Virksomheden havde i løbet af årene udvidet. Den oprindelige hovedbygning blev nu kaldt Fabrik 1, og en hel stribe bygninger var kommet til rundtom i Struer. Efter den nyvundne økonomiske succes i 1990’erne mente topledelsen, at der var brug for noget mere moderne, som kunne repraesentere B&O som et dynamisk brand.
Det nye domicil blev bygget i forlaengelse af en stribe lave fabriksbygninger. Det var
»et statement«, siger Peter Thostrup, mens Anders Knutsen fortaeller, at B&O havde brug for et byggeri, der hang sammen med produkterne.
»Det var en bygning, man lagde maerke til, ligesom man laegger maerke til B&O’s produkter. Det nyttede jo heller ikke noget, at en saelger kom kørende i en gammel skrammelkasse, når han skulle ud at praesentere verdens bedste produkter. Tingene måtte haenge sammen,« siger Knutsen.
Domicilet fik tilnavnet ”Gården”, fordi det blev udformet som en trelaenget gård, der lå på kanten af Limfjorden.
Det var samtidig en reference til herregården Quistrup, hvor eventyret begyndte, men byggeriet i glas, rødsten og metal var helt sit eget.
En del af bygningen så ud, som om den svaevede over graesset, og i øverste hjørne fik Anders Knutsen sit kontor, hvorfra han kunne nyde udsigten.
Det gik godt. Virksomheden tjente masser af penge, og ingen havde endnu fantasi til at forestille sig de omvaeltninger, der senere ville ramme branchen.
Naeste kapitel: Speederen i bund – Lego-manden fik »de sjove år« i B&O.