Hvor boede du, og hvad hed din hund? AEldres livshistorier øger kvaliteten i aeldreplejen

At sikre en ordentlig tone og en menneskelig tilgang i aeldreplejen behøver ikke at koste mio., påpeger Videncenter for Demens. I Hvalsø er idéen afprøvet – med succes.

Glad for at danse – og måske synge højt og inderligt til. Fire børn og en hund, som flere gange blev skiftet ud, men altid hed Caro. Et arbejdsliv højt til vejrs på en tagryg som tømrer. Men også med haenderne i jorden, når praemie-køkkenhaven blev plejet.

Rids af en livshistorie og bidrag til en beretning om en lang tilvaerelse, som hovedpersonen måske selv har glemt eller kun husker i bidder på grund af alderdom og demens, men som medarbejderne på Hvalsø AEldrecenter med enkle greb fastholder.

»Når en borger flytter ind, taler vi med vedkommende og de pårørende om det liv, der er gået forud. Stort og småt, og det hele bliver samlet i en livshistorie, som hele tiden er tilgaengelig,« fortaeller teamleder Britt Pedersen.

Modellen fremhaeves af Nationalt Videnscenter for Demens som et godt bud på, hvordan personale og pårørende forholdsvis enkelt kan lette hverdagen for en aeldre dement, og Britt Pedersen peger på, at når medarbejderne har livshistorien dokumenteret og ved hånden, er det langt lettere at tale med de aeldre og hjaelpe minderne og dermed den gode dialog på vej.

Kender folks baggrund

»Når du kender folks baggrund og ved noget om, hvad de godt kan lide og bestemt ikke bryder sig om, er det langt lettere at forstå dem som hele mennesker. Vi er ret overbeviste om, at livshistorierne bidrager til den faglige kvalitet,« siger hun.

Netop den faglige kvalitet og personalets tone over for beboerne er kommet voldsomt i fokus efter TV 2’s dokumentar fra to jyske plejehjem, hvor isaer den grove tone og manglende omsorg for Else Marie Larsen og Niels Nielsen – begge mennesker med demens – har vakt opsigt, vrede og massiv kritik. Gennemgående er kravet om, at personalet i højere grad fokuserer på de aeldre som demente mennesker i stedet for alene at have øje for, at det er en opgave – måske ovenikøbet en vanskelig opgave – som skal løses.

Ifølge uddannelseskonsulent i Videnscenter for Demens Elsebeth Glipstrup behøver det ikke at vaere så ressourcekraevende, som det kan lyde, at saette sig ind i det enkelte menneske, og hun er inde på samme tanker, som aeldrecentret i Hvalsø har praktiseret.

»Man kan eksempelvis lave en lille bog eller en planche, når beboerne flytter ind, hvor man beskriver deres livshistorie, hvad de kan lide og ikke lide, hvad deres vaner er, hvornår de bliver urolige osv. Så kan man hurtigt få et overblik over, hvilket menneske man har med at gøre,« forklarer hun og tilføjer, at oplysningerne skal justeres løbende.

»Det er jo ikke sådan, at man ikke kan få mere lyst til øllebrød, selv om man engang kunne lide havregrød, og funktionsniveauet aendrer sig også hele tiden. Plejepersonalet skal konstant vaere lydhørt og åben for, at ønsker og behov kan aendres. Pleje må aldrig kun blive rutine.«

Når Elsebeth Glipstrup beskriver problemerne i aeldreplejen, peger hun på, at området i en årraekke har vaeret praeget af det, hun kalder en »driftstankegang«.

»Det handlede om opgaver, som skulle løses, og det individuelle perspektiv forsvandt lidt. Nu er vi ved at vende tilbage til noget mere individuelt og vaek fra kontrollen for kontrollens skyld, men vi er ikke der, hvor vi skal vaere endnu,« siger hun.

Som formand for Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer har Helle Linnet selvsagt fokus på ledelsens rolle og ansvar, og hun sammenligner det at sikre kvalitet i store systemer som aeldreplejen som en slags tyngdekraft.

»Den gode tone, de rette vaerdier, og hvordan vi taler til hinanden, går hele vejen ned gennem systemet, og derfor har vi som ledelse også et ansvar for at starte den gode kaede. Ligesom vi har et ansvar for at stoppe og sige fra, hvis vi støder ind eksempler på det modsatte,« siger hun og understreger samtidig, at det ikke handler om at udskamme personalet, hvis de fanges i forkert talemåde.

Kritik er kvalitetskontrol

»Vi skal som ledelse lytte til, hvad der opleves som problemer, og vi skal også lytte til kritik, som kommer fra pårørende. Det er nemlig signaler om, at der kan vaere problemer, og at der er ting, som ikke fungerer. Kritik kan bruges som kvalitetskontrol,« siger Helle Linnet og understreger, at der er klar overvaegt af medarbejdere med faglig kompetence og en vaerdig og empatisk tilgang til aeldrepleje.

I den aktuelle debat om behandlingen af aeldre og demente mennesker på plejehjem er ønsket om staerkere kontrol – gerne uanmeldte besøg af en uvildig instans. Formanden for de kommunale velfaerdschefer vurderer ikke umiddelbart, at det vil have den store effekt, siger hun og refererer til eksempler på nedvaerdigende behandling af aeldre på to jyske plejehjem i en TV 2-dokumentar.

»De forhold, som blev afsløret på tv, ville et tilsyn jo aldrig af have fundet. Det er et langt, sejt traek, hvor man skal aendre kulturen på de arbejdspladser, hvor man støder på disse eksempler,« siger Helle Linnet.

Hun anerkender, at arbejdsbetingelserne i aeldreplejen er blevet vanskeligere i de senere år med flere plejekraevende aeldre.

»Men det kan ikke bruges som forklaring eller undskyldning for at behandle aeldre medborgere nedvaerdigende,« siger hun.