Los Angeles mødte JP Explorer med helikoptere og blå blink
Vores 100 dages opdagelsesrejse tvaers gennem USA begyndte med en dramatisk uge i L.A., hvor hotellet blev omringet af politi.
Den californiske filmhovedstad Los Angeles har sine udfordringer. Gaderne er beskidte; antallet af hjemløse og andre stakkels eksistenser synes uendeligt højt. Det er overvaeldende at skulle forholde sig til, men dog forventeligt. Problemerne har eksisteret i årevis, men er nu blevet meget vaerre.
Mere overraskende var det, da Explorer-holdet en sen eftermiddag på vej tilbage fra en opgave fik øje på to kamphelikoptere over det centrale L.A. De fløj lavt, som om de var på en mission. Side om side i taet formation. En af dem var en Apache-helikopter, som er en hightech-draebermaskine med våben, der kan ramme mål på otte kilometers afstand.
Hvorfor de var der, fandt vi aldrig ud af, men dramaet fortsatte et par timer senere, da vores hotel i det gamle modedistrikt pludselig blev indhyllet af lyden fra hylende sirener.
Et kig ud af vinduet, hvorfra vi hver nat kunne høre en ensom hjemløs synge, afslørede en lang konvoj af LAPD-politibiler under fuld udrykning: Hele 18 biler talte vi, og de standsede direkte foran vores hotel. Betjentene sprang ud og samlede sig i små grupper. Nogle bag et hushjørne. Andre bag nogle af de parkerede biler, hvorfra de havde frit udsyn til en tom parkeringsplads, der graensede op til parallelgaden. Over dem kredsede en politihelikopter, og på fortovet stillede folk sig op og begyndte at filme. Vi fandt senere ud af, at der havde fundet et skyderi sted. Detaljerne er sparsomme, men igen stoppede det ikke her.
Den naeste dag, da vi klatøjede sjoskede ned til bilen, blev vi hurtigt helt vågne.
Instruktionsbogen fra bilens handskerum og en pakke med engangsmundbind, der havde ligget gemt i rummet mellem saederne, lå spredt ud i bilen til frit skue.
Vores første tanke var, at nogen havde brudt ind.
Det er en konstant bekymring i alle storbyer i USA, og alle amerikanere ved, at de ikke skal lade noget ligge fremme, som kan saelges. Uanset hvor lille et beløb der er tale om.
Men intet var blevet taget. Alt i bagagerummet lå urørt, og vi kunne kun konkludere, at det måtte vaere politiet, der havde gennemsøgt den.
Måske i jagten på et skjult våben? Vores p-plads lå ved siden af det areal, som svaermen af betjente havde koncentreret sig om aftenen før.
Vi gik en tur rundt om bilen for at tjekke den for skudhuller eller andre grimme ting, samtidig med at ”nogen” spekulerede over, om hun mon havde glemt at låse bilen og var sluppet heldig fra det.
Men millionbyen var ikke faerdig med os endnu.
Den naeste dag var der ingen, der havde brudt ind i bilen. Til gengaeld kunne den ikke komme ud.
Ved siden af p-pladsen var et hus ved at blive renoveret, og bygningsarbejdere havde parkeret deres biler foran vores.
Der var dog et lille hul i raekken, som vi med lidt behaendighed og en stor portion optimisme måske kunne udnytte.
Fotografen begyndte at køre frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage. Han haevder stadig, at han kunne have gjort det, men heldigvis dukkede parkeringsvagten op og flyttede et par biler og klarede situationen for os.
24 timer senere var den så gal igen. Nu var der dukket en kaempe kran op, som det med sikkerhed ikke ville vaere muligt at snige sig omkring. Det gik en lille halv time, før kranførere var i stand til at holde en pause laenge nok til at flytte den tunge maskine, så vi kunne komme ud.
Vi følte en lettelse, da vi endelig forlod ”den belejrede zone” og kørte ud af Los Angeles med kurs mod syd og den amerikansk-mexicanske graense, hvor Trump de seneste år har brugt milliarder på at øge sikkerheden med sin nye mur. For det kunne da umuligt blive mere dramatisk end i L.A.?
Eventyret venter forude. Om 94 dage skal vi vaere fremme i Washington D.C.