SF har ret: Der er behov for at saette skolerne fri

Før folkeskolereformen blev vedtaget, havde vi overvejet, om vores søn skulle i en almindelig folkeskole, hvis vi kom til at bo naer en god en af slagsen. Efter folkeskolereformen, med dens alenlange dage og dens opblødning af den klassiske skolestruktur, blev det udelukket.

Og noget kunne tyde på, at vi ikke har vaeret alene om den betragtning. Derfor er det glaedeligt, at SF – som oprindeligt var et af partierne, der stod bag folkeskolereformen – nu vil gå i brechen for, at folkeskolerne får frihed frem for rigide strukturer og firkantede krav.

I 2014 trådte folkeskolereformen og laerernes nye arbejdstidslov i kraft. Foruden SF tog Socialdemokratiet og Radikale Venstre teten, mens Dansk Folkeparti og Venstre støttede op. Populaer var reformen ikke ret mange steder uden for embedsvaerket. Skolelaerere fik forringet deres arbejdsvilkår, og eleverne fik alenlange skoledage. Der er imidlertid igennem tiden blevet bevilget en maengde dispensationer fra reformens krav til landets skoler, så hvad reformen endte med at betyde i praksis, synes svaert at sige.

Vive, Det Nationale Forskningsog Analysecenter for Velfaerd, har foretaget en evaluering af reformen. I januar kunne centeret derfor konkludere, at reformen hverken har medført en faglig fremgang eller en fremgang i trivsel. Evalueringen tager højde for, at en stor reform måske skal have laengere tid at virke i, førend man bør evaluere den, men at der i hvert fald ikke er »nogen klar, positiv udundervisningsminister, vikling i elevernes laering og trivsel i løbet af reformårene 2014-2018«. Der er imidlertid også sket andet på folkeskoleområdet i 10’erne.

Reformen kom i halen på en konflikt, under Thorning-regeringen i 2013, mellem KL og laererne, som endte med et regeringsindgreb i konflikten. Den konflikt havde laererne naeppe glemt, da de skulle udføre folkeskolereformen i praksis. Og tilbage i 2012 var inklusionsreformen trådt i kraft. Den betød, at børn med saerlige behov skulle inkluderes i de almindelige skoleklasser. De praktiske konsekvenser for både de børn, der har saerlige udfordringer, og for de øvrige børn, de nu skulle sidde i klasse med, har fået megen medieopmaerksomhed. Som den siddende Pernille Rosenkrantz-Theil, har sagt, så er »der stadig for mange klasselokaler, hvor alle taber«.

Ifølge Danmarks Statistik er der sket en stigning i antallet af elever, der går på privat– eller friskole siden 2007, men upopulaere reformer har naeppe øget sandsynligheden for, at foraeldre i fremtiden vaelger folkeskolen til. En måling bestilt af Rådet for Børns Laering viste, at det i 2010 var 14,7 pct. af landets elever, der gik i privateller friskole, mens det var 18,3 i 2017.

Derfor er det også virkelig godt, at der er et parti, der nu tør at gå den modsatte vej af, hvad man har gjort i årtier. I stedet for at indføre mere centralisering, nye dumme krav og snaerende bånd ser det ud til, at SF nu tør tro på decentrale løsninger begået af laerere, ledere og til dels foraeldre på de enkelte skoler.

I hvert fald vil SF i første omgang lade 50 skoler forsøge sig som “folkefriskoler”; dvs. som skoler, der har samme frihed som privatskoler. Så kan man håbe, at det kan igangsaette en generel tillid til, at dem, der har bedst forstand på, hvordan den enkelte skole bedst kan drives til elevernes fordel, er dem, der faktisk arbejder på og med skolen.

I stedet for at indføre mere centralisering, nye dumme krav og snaerende bånd ser det ud til, at SF nu tør tro på decentrale løsninger.