Sundhedsstyrelsen skaber en barnepigestat

Sundhedsstyrelsen har for nylig stillet forslag til, hvordan den kan blande sig endnu mere i, hvordan danskerne lever deres liv. Fra statens side ses ingen tiltro til, at danskerne selv kan tage ansvar for hverken deres vaegt eller beslutning om at få børn.

Det ene forslag omhandler, hvordan kommunalt ansatte skal opspore overvaegtige med henblik på at få dem i fedmebehandling. Der er her tale om kolde haender, der skal pålaegges en ekstra arbejdsopgave, som ligger uden for deres fagområde.

Det andet forslag går på, at laeger under konsultationer uopfordret skal spørge ind til kvinders planer om at få børn for at undgå eventuelle fertilitetsproblemer senere hen. Begge forslag har det til faelles, at de er en unødvendig indgriben i frie, uafhaengige borgeres liv.

Begge forslag møder kritik fra

Dansk Selskab for Almen Medicin, der repraesenterer de praktiserende laeger. De mener, at fokusset på overvaegt vil føre til en yderligere stigmatisering af denne gruppe danskere. Derudover er de modstandere af, at man belaerer kvinder om fertilitet, uden at de selv efterspørger det.

Forslagene bunder dermed ikke i et ønske fra fagpersoner om en mere intervenerende indsats på disse områder. Derimod må forslagene i højere grad ses som politiske ønsker.

Forslagene pakkes ind i en retorik om, at man ønsker at hjaelpe disse stakkels tykke og barnløse borgere. Men hvorfor skal staten hjaelpe mennesker, der ikke ønsker det?

Med barnepigestaten synes at vaere en logik om, at danskerne ikke ved, hvad der er bedst for dem selv, og at staten derfor er nødt til at blande sig. I et oplyst samfund som det danske ved den enkelte godt, at svaer overvaegt kan have sundhedsmaessige konsekvenser, og ligeledes ved den enkelte godt, at det bliver svaerere at få børn med alderen.

Alligevel ses det med disse to nye tiltag, at staten endnu en gang ikke har tillid til, at individet selv kan opsøge hjaelp, hvis det ønsker det.

Uanset hvor meget det virker som en hjaelpende hånd til disse mennesker, skal det ikke glemmes, at forslagene i høj grad udspringer af økonomiske interesser.

Det danske sundhedsvaesen er dyrt, og det gaelder derfor om at forebygge sundhedsproblemer, hvor man kan. I praksis betyder det, at man fra statens side helst ser, at du ikke er tyk, fordi det gør dig til en større udgift. Derudover skal du helst sørge for at få børn i en tidlig alder, så det ikke koster sundhedsvaesnet, og ikke mindst så du bidrager til at opretholde velfaerdsstaten ved at afhjaelpe børnemanglen.

Sidstnaevnte har man også tidligere set eksempler på med Københavns Kommunes kampagne om, at kvinder skal taelle deres aeg.

Forslagene skal ses som et led i en stadig mere udbredt tankegang, hvor systemet altid kommer før individet. På denne måde fjerner man ansvaret og dermed også friheden fra individet – for friheden er ikke kun frihed til at traeffe gode valg, men i mindst lige så høj grad til at traeffe dårlige. For selvfølgelig forstår man konsekvenserne af valg.

Selvfølgelig kan man tage ansvar. Og selvfølgelig er du ekspert i dit liv.

Derfor skal staten tage sine kolde bureaukratiske haender ud af min mad og mine aeg og tilbage i de varme lommer – der har de det bedst.

I et oplyst samfund som det danske ved den enkelte godt, at svaer overvaegt kan have sundhedsmaessige konsekvenser.