Livet er andet end høj musik, min ven

Den 29. juli laeste jeg et indlaeg af Sofia Bylling Lindegård Rasmussen i JP – og min første reaktion var: Sådan en forkaelet snothvalp (ja, undskyld mit franske). Jeg har aldrig skrevet et laeserbrev før – nu skal det vaere.

Indlaegget indledes med: »De mennesker, der ringer til politiet og indberetter om ”musik til ulempe” en fredag eller lørdag aften inden midnat …« Denne musik (fra kaempe højttalere og for åbne vinduer) finder jo ikke kun sted fredag og lørdag, den finder sted hele ugen, og den stopper ikke inden midnat.

Så rundtomkring i det ganske, danske land ligger der mennesker og forsøger at sove, for de skal op på arbejde naeste morgen – også langt ude på landet, her hvor jeg bor. Det er dybt forulempende og stressende, og man føler sig magtesløs. Jeg kan se, at Sofia er psykologistuderende – et ord, som er vigtigt for en kommende psykolog, er ordet ”empati”.

Jeg tror ikke, at du er kommet til det ord endnu i dit studie, prøv at slå det op.

Sofias sidste bemaerkning: »Det skylder I os, os, der i dén grad har haft et forsømt forår for at passe på den aeldre generation. Det er jeres tur til at give os noget igen.«

Her tror jeg, at filmen knaekkede for mig. Vi skylder hverken dig eller andre unge noget som helst overhovedet. Siden du blev født, har du fået i pose og saek af dine foraeldre og af samfundet – vuggestue, børnehave, skolegang, billig adgang til fritidsaktiviteter, uddannelse foruden laege-, tandlaege og hospitalshjaelp, etc. etc.

Hvad tror du, det koster? Og hvor tror du, pengene er kommet fra? Og hvad har du selv bidraget med? Ud over altså ét ”forsømt” forår – hvis det er forsømt, er det din egen fejl – livet indeholder vaesentligt mere end meget høj musik om natten.

Er jeg bare en sur, gammel kaelling, der ikke kan huske, hvordan det er at vaere ung? Nej, det er jeg ikke, og der er intet i vejen med min hukommelse.