Foraeldre skal have muligheden for at investere i deres børns fremtid

Vi har brug for empatiske og visionaere ledere, der tør gå nye veje i erkendelse af, at vi i mange årtier blindt har kaldt al udvikling for fremskridt, og nu indser, at det er tid til at gøre noget andet. Ikke mindst i forhold til vores børn, der ikke bar

Opråb til landets politikere – og alle os, der vaelger dem. Jeg skriver til jer, fordi jeg er bekymret for den retning, vores faellesskab er på vej i. Jeg er bekymret for, at de beslutninger og prioriteringer, der foretages fra jeres side, understøtter og inviterer til yderligere forvaerring af den i forvejen skaeve kurs, som det danske samfund er ude på. Stram kurs er bestemt ikke godt, men en skaev kurs kan ramme den samme afgrund, bare ad en anden rute. Og er ens køretøj så tilmed fejlkonstrueret, bliver det ikke nemmere at styre sig ud af problemerne.

Det er, som om alle politikere kollektivt er blevet enige om, at når det gaelder køretøjet ”Danmark”, så er det bare højre forhjul, der skal justeres, for at alt bliver godt. Derfor har alle stukket hovedet helt taet på for at vurdere, om det måske er et nyt leje, der skal til, eller om det mon ville vaere nok bare at montere et nyt daek. Ingen er tilsyneladende villig til at traede fem skridt tilbage og tage en vurdering af de grundlaeggende egenskaber ved selve køretøjet.

Og hvad er det så, der bekymrer mig?

Lad mig begynde med noget, der ligger mit hjerte naer; familien. Efter min mening er familien det vigtigste at vaerne om, da dit og mit liv og alle andres liv, hvordan det så ellers former sig, starter her. Kaerlighed, samhørighed, omsorg og naervaer er hovedoverskrifter, som jeg mener den familiepolitik, der føres, bør understøtte og give mulighed for kan udleves i familierne i Danmark.

Står det ikke enhver familie frit for at efterleve disse vaerdier, kan man jo fristes til at spørge? Jo, så bestemt. Men det kan understøttes eller besvaerliggøres af den førte politik og af den tankegang, der ligger bag. Og som det er nu, kan man som foraelder (jeg har selv otte børn i alderen 4-22 år) godt få følelsen af, at når barnet er ganske få måneder gammelt, så står staten klar med en forventning om at skulle overtage barnet i mange timer om dagen.

Og lige her mener jeg, at vi som samfund begår en fejl, der i den grad sender tidevandsbølger af dårligdom ud i alle retninger af samfundet og i hvert enkelt menneskes liv: Vi gør det normalt at udlicitere omsorgen for vores børn. Prøv lige at smage på det igen; vi normaliserer, ja, naermest hylder, at skille børn fra det, de i virkeligheden har mest brug for: mors og fars kaerlige naervaer.

Det er bydende nødvendigt, at mulighederne for at vaelge familielivet til i meget højere grad bliver understøttet i både tanke og handling af det offentlige Danmark.

Men det kraever selvfølgelig, at I, vi har valgt til at lave rammerne for os andre, kan se det fornuftige (og ikke bare det naturlige) i at lade foraeldre tage sig af deres børn, lige så laenge de vil (ja, jeg skrev ”lige så laenge de vil”). Der er politiske kraefter, der snakker om at forlaenge barselsorloven til to år, og det er jo på mange måder dobbelt så godt som ét år. Men vi er stadig liggende på knae, stirrende på det ulydige højre forhjul.

Jeg er overbevist om, at det, der er brug for, er fuldstaendig lige muligheder for at vaelge, om man som foraelder vil investere tiden i sine børns trivsel og opvaekst på fuldtid, deltid eller meget lidt tid. Der skal med andre ord skabes økonomiske rammer, der reelt muliggør, at mindst én foraelder kan vaelge at gå hjemme, f.eks. de første syv år af barnets liv, hvorefter der så kan tilbydes skolegang for dem, der vil dette.

De, der hellere vil hjemmeundervise, gør det med god samvittighed. Fordelene ved det er mange. Et menneskes grundlaeggende personlighed siges at dannes inden for de første syv leveår, og hvis det at vaere rollemodel, guide, vejleder og inspirator for et lille nyt livs vej i verden ikke er en foraeldreopgave og et foraeldreansvar, så ved jeg ikke, hvad er.

En sådan ordning, hvor én eller begge foraeldre kan vaelge at gå hjemme, er selvfølgelig ikke gratis. Men jeg er overbevist om, at borgerløn, familieløn, eller hvad man nu skulle kalde den udgiftspost, så rigeligt vil blive sparet på andre poster, som f.eks. institutionspladser, PPL-forløb, psykolog-, psykiatri- og medicinudgifter relateret til senfølger efter omsorgssvigt i den tidligste barndom.

I disse tider kommer der med jaevne mellemrum ekspertundersøgelser, der viser, at den institutionalisering, vi er kommet til at anse for normalen, faktisk gør vores børn syge. Kan vi som mennesker, foraeldre, politikere og samfundsborgere godt acceptere det?!

Hvilket bringer mig til naeste store punkt, hvor jeg mener, at vi som samfund fejler for hårdt: vores skolesystem. Dets måde at anskue mennesker og laering på er håbløst foraeldet og draeber effektivt al lyst til at laere. Desuden er fokus i skolesystemet drejet i en meningsløs retning, hvor selve det indhold, der undervises i, kun i meget ringe grad er anvendeligt i det virkelige liv.

Resultatet er unge mennesker, der i vid udstraekning trykker ”delete”, når de forlader folkeskolen, fordi rigtig meget af det, de er blevet praesenteret for, ikke har vaeret noget, de har haft brug for.

Til gengaeld har alt det ligegyldige taget så meget af deres tid i skolen, at der ikke har vaeret plads til at fokusere på det, der skulle hjaelpe dem til at blive livsduelige individer i samfundet. Specielt i de første fire-fem skoleår bør der efter min mening ikke ”undervises” i andet end at begå sig socialt blandt andre mennesker (i bred forstand, ikke blandt 26 jaevnaldrende) med respekt for egne og andres graenser. Hvordan kommunikerer jeg min mening på en kaerlig måde? Hvad er empati for en størrelse? Hvordan fremelskes og bevares evnen til følelsesmaessigt at saette sig i andres sted? Hvordan kan jeg hjaelpe dig til at vokse i tillid og kaerlighed?

RENÉ TATARCZUK

Vi gør det normalt at udlicitere omsorgen for vores børn. Prøv lige at smage på det igen; vi normaliserer, ja, naermest hylder, at skille børn fra det, de i virkeligheden har mest brug for: mors og fars kaerlige naervaer.

Se, det ville vaere vaerd at bruge tid på i folkeskolen. Det ville skabe forandring for det enkelte menneske i retning af kundskaber og evner til at leve et liv i glaede og personlig frihed. Alt andet er ligegyldig viden sat i forhold til det.

Jamen, er det ikke familiernes opgave, kunne man spørge? Jo, ideelt set. Men hvis du er nået hertil i kronikken ved at laese dig frem, så giver første afsnit dig nok et meget godt billede af, hvorfor det ikke sker.

Og ud over, at mor og far ikke har tiden til at videregive, fremelske, pleje den slags livsvigtig viden, så er de af en generation, der heller ikke rigtig har fået det laert. Til gengaeld er mor god til at regne renters rente, og far kan bøje tyske verber i søvne. Ikke at det ikke kan vaere gode egenskaber. Det skal bare laeres af lyst og først som overbygning på kompetencerne til at vaere et kaerligt, empatisk og livsdueligt menneske.

Jeg er overbevist om, at mange af de udfordringer, der er, er afledte effekter af vores henholdsvis forkvaklede og foraeldede opfattelse af, hvad der er vigtigt på familieog skoleområdet. Så kaere politikere: Vi har brug for, at I holder op med at opføre jer som managere, der kun har øje for drift og effektivisering og opretholdelse af status quo.

Butikken, I bestyrer, er bygget på et uholdbart fundament, og vaeggene slår revner i en grad, så det ikke giver mening bare at blive ved med at smøre spartelmasse på. Vi har brug for modige, empatiske, visionaere ledere, der kan se, at folket lider, og som oprigtigt ønsker at gøre noget ved det. Ledere, som på modig og kaerlig vis tør gå nye veje i erkendelse af, at vi på så mange måder, og over så mange årtier, har begået den kaempe fejl blindt at kalde al udvikling for fremskridt og nu indser, at det er tid til at gøre noget andet.