Arne i regeringens ventevaerelse

Mette Frederiksen er blevet gift, men den mest berømte mand i hendes liv er ikke aegtefaellen Bo Tengberg. Han må vige pladsen for Arne.

Arne Juhl er bryggeriarbejder på Bryggeriet Fuglsang i Haderslev og frontfigur i Socialdemokratiets kampagne op til folketingsvalget for godt et år siden.

Under budskabet ”Nu er det Arnes tur” udstedte partiet og dets statsministerkandidat den umistelige garanti, at Arne og andre nedslidte ville få ret til en tidlig folkepension. Ingen individuel vurdering af arbejdsevne, ingen svinkeaerinder. Arne skulle ikke have en mulighed for at kunne få folkepension før tid, men en umistelig ret.

Valgløftet til Arne Juhl er ét blandt mange, som statsministeren og hendes regering ikke har evnet at levere. Viljen har naeppe manglet, men politisk såvel som administrativt tenderer det at løse cirklens kvadratur at finde den løsning, der både sikrer Arne og andre nedslidte retten til tidlig folkepension og samtidig forhindrer andre i utilsigtet at kunne gøre brug af denne ret.

Laeg hertil, at den socialdemokratiske mindretalsregering indtil videre ikke har kunnet fremvise et flertal for at genindføre efterlønsordningen i en ny indpakning.

I et interview i avisen søndag fortaeller Arne Juhl, at han »føler sig slidt op«, og at han efter 40 år på arbejdsmarkedet finder det rimeligt at kunne gå på folkepension nu, selv om pensionsalderen i hans tilfaelde er 67 år. Hvis Mette Frederiksen ikke inden da når at indfri sit valgløfte til Arne, har den sympatiske bryggeriarbejder allerede meddelt sin arbejdsgiver, at han i 2023 vil gå på efterløn i forbindelse med, at han fylder 64 år. Regeringens svaert realiserbare løfte skal vaere en objektiv ret »målrettet personer, som har vaeret mange år på arbejdsmarkedet, og som startede tidligt med at arbejde«. Arne falder ind under denne definition, men det samme gør eksempelvis sygeplejersken, der begyndte med fritidsarbejde som teenager, fortsatte med at have job i studietiden og i dag er udbraendt efter årtier på intensivafdelingen i treholdsskift.

Arne Juhl mener selv, at det ikke skal vaere »eksperter eller forsikringsselskaber betalt af arbejdsgiverne«, der skal vurdere, om en person er nedslidt eller udbraendt, men derimod f.eks. en uafhaengig laege. En sådan er forhåbentlig ekspert på sit felt, og dermed vil der ske en kvalificeret bedømmelse af den enkelte, men i så fald er der ikke laengere tale om en objektiv ret. Vurdering vil blive om end endnu svaerere, da beskaeftigelsesminister Peter Hummelgaard mener, at ordningen også skal kunne omfatte omfatte folk, der »skal have lov til at traekke sig tilbage, inden de bliver så syge, at de ikke kan arbejde mere«.

Udsigterne for Arne bliver ikke mindre brogede af, at Dansk Folkeparti, hvis stemmer kan blive nødvendige for regeringen, kraever udlaendingestramninger til gengaeld for at støtte en kommende pensionsordning. Det skal blive saerdeles interessant at se DF balancere disse krav i forhold til f.eks. den indvandrer, der har arbejdet som taxachauffør i 40 år, er nedslidt og derfor i praecis samme situation som Arne.

Spørgsmålet er også, om Arne Juhl vil kunne nyde sin pension, hvis den er finansieret af nedskaeringer i ydelser til herboende udlaendinge?

Hvor langt regeringen er villig til at gå for at indfri løftet til de nedslidte, har vi til gode at se, men det vil ikke overraske, hvis Arne ender med at stå skuffet tilbage.