Udflugt til Vorsø - naturens lukkede
Normalt er der adgang forbudt på Vorsø i Horsens Fjord. Vi tog med Odder Museum på en guidet tur til reservatet, hvor naturen hersker på godt og ondt.
Vandet er småkøligt denne formiddag ved Brigsted Strand i Horsens Fjord. En gruppe på 20 mand går målrettet langs den markerede passage mod øen Vorsø. Halvvejs over det 700 m lavvandsområde må vi sande, at vaders – som nogle fornuftigt nok også har på – nok havde vaeret det rette fodtøj.
Ganske vist er vanddybden kun 50-60 cm, men der er lavninger i fjordbunden, og så er der små bølger.
Da vi – taknemmelige over i det mindste at vaere tørre på overkroppen – når i land og får skiftet tøj, bliver vi taget imod af den ene af øens to faste beboere, naturvejleder Jens Gregersen – iført habitjakke, gummistøvler og en kikkert om halsen.
»Velkommen til reservatet,« siger han og kommer med en dyster forudsigelse.
»I er kommet over i mellemvand. Vandstanden vil vaere højere, når I skal tilbage.«
Normalt er der adgang forbudt på den fredede ø, men dette er en guidet tur arrangeret af Odder Museum. Holdet er på 20 personer. En gruppe er kommet helt fra Sønderjylland for at opleve dette ellers lukkede land.
»I er kommet til et sted, der er kompromisløst,« forklarer Jens Gregersen, som er tilsynsførende for Skov- og Naturstyrelsen.
»Naturen har passet sig selv i 92 år, og ingen har blandet sig, uanset om det blev paent eller grimt,« fortaeller han og siger så til gruppens store overraskelse:
»Vi rydder ikke op, og vi samler heller ikke plastic op, som driver ind på stranden. Da jeg flyttede hertil for 40 år siden, fløj affaldet herud fra lossepladsen inde i Horsens, når det blaeste. Dengang var der et plasticproblem, men det har vi fået fint styr på i Danmark.«
Skider og braekker sig
Jens Gregersen følger traktorsporet ind i den taette skov. Straks møder vi en repraesentant for en af øens omkring 50 fuglearter. En blåsort skarv hviler på en gren lige ved skovstien. Den flyver ikke, men poserer smukt for de fotograferende gaester.
»Engang var skarven naesten udryddet i Danmark. Så blev den fredet, og en koloni på Vorsø havde gode betingelser. Der var på et tidspunkt 5.000 ynglepar, og de satte deres praeg på dele af øen og fjorden. Nu er der kun 300 par tilbage,« fortaeller Jens Gregersen.
Da han i 1977 første gang kom til Vorsø, hjalp han med at ringmaerke skarvene, og det gav ham et saerligt forhold til den forkaetrede fugl.
»Hvis man fanger den, er det første, den gør, at skide.
Derefter braekker den sig. Man kommer til at lugte faelt,« forsikrer han og funderer lidt over skarvens dårlige image.
»Vellidt bliver den aldrig. Det er ligesom med ulven. Den er staerk og har en skarpt naeb, og så går den efter øjnene.«
Et monument
Kort efter er vi allerede nået ind midt på øen, som er på blot 62 hektar. Her findes øens aeldste eksempel på planteliv – et ca. 320 år gammelt egetrae. Foran den tykke stamme står en mindesten med navnet Herluf Winge indhugget. Den laengst afdøde videnskabs- og naturfredningsmand er årsag til Vorsøs status som naturreservat.
Herluf Winge havde en saerlig forkaerlighed for vild, uforstyrret natur med plads til invasive arter.
Han etablerede før sin død en fond, som i 1928 gjorde det muligt for Københavns Universitet
at købe Vorsø med det eneste formål at lade naturtilstanden indfinde sig. Allerede dengang var de fleste naturområder staerkt påvirket af menneskelig aktivitet, og selv på denne beskedne ø blev der drevet landbrug. Herluf Winge var en ivrig fortaler for naturbevarelse, og siden har naturen taget de 62 hektar tilbage. Øen er i dag et levende laboratorium for forskere.
»Vorsø er i dag et monument over Winges tankegang,« fastslår Jens Gregersen.
Spejder efter ørne
Stien er tør, men i et mudderhul er der helt friske dyrespor.
»Det er graevling. Den er kommet tilbage til øen og trives så godt, at det er det talrigeste pattedyr i dag sammen med rådyr. Graevlingen lever i klaner, men I skal ikke forvente at få dem at se. Også egern er kommet til. Dyrene
Det ligner kaos. Her er alle eksempler på sammenbrud – og respekt. PER GREGERSEN, NATURVEJLEDER, VORSØ
for det er tegn på, at der er mad og fred og ro. De tager fisk, men også edderfugle, skarve og blishøns. Jeg har sågar fundet rester af en brevdue. Når de traette og udmattede efter en lang flyvetur lander på Vorsø, snupper ørnen dem, for ørne tager de svage dyr,« forklarer han.
Bestand svandt ind
»Da ørnen slog sig ned, var der 300 skarvepar her. Derefter var der nul. De er flyttet til øens østlige del. Når rovfugle saetter sig i traeerne, hopper skarverne af reden, og så tager kragerne deres aeg.«
Igen. Mennesker blander sig ikke, men nøjes med at se til, selv om det kan vaere grusomt, understreger Jens Gregersen.
»De første rådyr kom til øen i 1980. Den første rå fik tre lam. Pludselig var bestanden på 50, nu er der en lille bestand på tre råer.«
Vi når frem til øens højeste punkt – 7 m over havet. Her er
Da ørnen slog sig ned, var der 300 skarvpar her. Derefter var der nul. De er flyttet til øens østlige del. PER GREGERSEN, NATURVEJLEDER, VORSØ
terraenet mere åbent, fordi jorden angiveligt er mere mager. Ifølge guiden kan nogle plantearter godt få overtaget i en periode, men i sidste ende vil de store traeer vinde.
»Om 100 år vil det hele vaere skov – måske med nogle lysninger og lidt artsvariation. Det er også sådan, det udvikler sig på resten af øen. Store del af øen er daekket af traeer. Jeg må kaempe for at holde stierne fri, ellers gror de til.«
Dynamisk natur
Og hvad er så Jens Gregersens konklusion efter i årtier at have fulgt naturens gang i et naesten 100 år gammelt reservat?
»Naturen er ret uforudsigelig,« konstaterer han.
»I en periode kan det vaere få arter, som dominerer, men det kan aendre sig voldsomt. På grund af de store fuglekolonier, som har praeget området her, er der nogle arter, som er blevet meget begraenset. Der er også mange planter, som er sjaeldne herovre i dag, fordi de er blevet udkonkurreret.«
»Så kommer der stormfald og aendrer betingelserne fuldstaendigt, så nogle andre arter får bedre vilkår og vinder frem. Naturen er en meget dynamisk størrelse.«