Laboratorium

er gået over ved lavvande,« forklarer Jens Gregersen.

Det er helt i orden. Dyr må godt. Kun mennesker bliver afvist, hvis de uden tilladelse besøger øen.

Fra tid til anden saetter Jens Gregersen kikkerten for øjnene. Han spejder efter havørne, som i foråret opfostrede en unge i en rede i øens østlige ende.

»Med et vingefang på 1,80 m er de til at få øje på,« siger han.

Vi er nået frem til et traehus, som ejes af Naturstyrelsen. Her bor Jens Gregersen med sin hustru. Ved siden af ligger en gammel lade – den ene af to bygninger, der er tilbage fra dengang, der blev drevet landbrug på Vorsø.

»I den lade har både slørugler og natugle fået unger. Der bor også flagermus,« fortaeller han.

Kaos og sammenbrud

Gruppen forlader den sidste rest af civilisation og begiver sig ind i urskoven. Døde traestammer ligger på kryds og tvaers i skovbunden og er nu blevet hjem for tusindvis af svampe og insekter. Nogle flaekkede bøge- og asketraeer står som spidser op af jorden.

»Det ligner kaos. Her er alle eksempler på sammenbrud – og respekt,« konstaterer guiden.

Snart er vi fremme ved havørnenes rede, som vi betragter i behørig afstand. Der er dog ikke de store chancer for, at de store fugle skulle vaere netop der, for reden mister sin funktion, så snart ungen er vaek.

»Ungen fløj fra reden sidst i juni. Men både voksne og unge holder stadig til i traeerne omkring reden. Så laenge der falder lidt mad af en gang imellem, bliver ungerne jo gerne haengende.«

Det er niende år i traek, at havørnen yngler på Vorsø, og det er i alt blevet til 13 unger, fortaeller Jens Gregersen.

ȯrne tiltraekker andre rovfugle,