ITD er den lige vej mod forringet postservice
Her i avisen affejer adm. direktør i ITD og tidligere transportminister, Carina Christensen, Vagn Frentz’ bekymringer om, hvordan det skal gå med postservicen i de tyndt befolkede dele af landet, hvis ikke Postnord klarer opgaven. Men Vagn Frentz har i den grad grund til bekymring. For ingen andre virksomheder har interesse i at omdele post i områder af landet, hvor de ikke kan tjene penge på det. Det har historien og senest erfaringerne fra Finland vist, hvor modellen er prøvet af uden succes. Her viste det sig netop, at markedet ikke løftede opgaven tilfredsstillende.
Carina Christensen påstår noget andet, men hun mangler stadig at fortaelle, hvilke af hendes medlemmer der vil forpligte sig og har kapacitet til at indsamle, sortere og omdele danskernes post? Det bliver en tung omgang for en vognmand at komme i gang med. Siden den fulde liberalisering af brevmarkedet har der nu vaeret 10 år til at komme ind på markedet, og som årene er gået, og brevmaengden er faldet, så er forretningspotentialet kun blevet ringere.
Carina Christensen kan da godt bilde os ind, at hendes medlemmer nu står i kø for at påtage sig opgaven.
Men når realiteterne rammer, og befordringspligten overlades til markedet, er de store tabere de tyndt befolkede områder og de knap 400.000 danskere, der har frameldt sig digital post. De vil i bedste fald stå tilbage med en forringet og dyr postservice.