Amerikansk kollaps ryster lånemarkederne
Lånemarkederne er rystede efter et amerikansk kollaps, hvis omfang og konsekvenser stadig ikke kendes, men har givet selskaber som Nomura, Credit Suisse og Mitsubishi uventede milliardtab.
Ingen løftede et øjenbryn, da finanshuset Nomuras adm. direktør, Kentaro Okuda, i december lancerede en ny strategi og meddelte, at Nomura er vokset ud af de finansielle markeders trivielle ”boom and bust”cyklus og er i stand til at generere løbende overskud uanset markedsforholdene.
Meget bedre bliver det ikke. Alle investorers drøm. Nul risiko.
Forrige fredag blev Nomuras aktiekurs banket ned med en sjettedel, og kvartalets profit er forsvundet op i den internationale finansverdens blå luft efter et krak, der ramte Nomura som en damphammer.
Mens påskefreden har saenket sig over den kristne verden, vibrerer de globale lånemarkeder nervøst i en situation, som nogle kalder ”hvem blinker først” og mange sammenligner med LTCM-krakket i 1998.
I skrivende stund har tre store finansinstitutioner meldt ud, at de tilsammen har tabt et uspecificeret tocifret milliardbeløb. Nomura, Japans største finanshus, melder om et tab, der på nuvaerende tidspunkt vurderes til 12-13 mia kr. Credit Suisse, fast inventar på top-10 over verdens førende finanshuse, har meddelt, at tabene måske kan løbe op i 25 mia. kr. Mitsubishi UFJ Securities, en arm af den japanske finansgruppe af samme navn, forventer et tab i størrelsen 2 mia kr.
Alle tre erkender, at de ikke kender de praecise tal, fordi mange tabsgivende positioner ikke er lukket endnu, og fordi ingen ved, hvem der ellers er involveret – og hvor dybt.
Krisen er udløst af den i offentligheden stort set ukendte amerikanske investeringsfond Archegos. Med et kapitalgrundlag i omegnen af 65-70 mia. kr. er investeringerne i aktiemarkedet blevet gearet i et ukendt omfang. Da markedet gik den modsatte vej af det forventede, kollapsede Archegos efter at vaere blevet tvunget ud i et brandudsalg af de gearede positioner.
Siden har alle kreditorer forsøgt at vurdere egen eksponering, lukke positioner og danne sig et overblik over de reelle tab. Den proces foregår i disse dage over en bred kam. Hundredvis af private investorer, finanshuse og institutioner gennemgår deres risikoprofiler.
Pointen i den nuvaerende storm er ikke så meget tabene. De kommer og går ligesom profitterne. Udfordringerne er uigennemsigtigheden og den optimistiske tro på, at der ude i virkeligheden eksisterer den finansielle verdens svar på De Vises Sten: risikofri investeringer.
Uigennemsigtighed var et fundamentalt element i finanskrisen i 2008. De tyndbenede lån på det overophedede amerikanske ejendomsmarked var blevet solgt i pakker, der så solide ud på overfladen, men indeholdt giftige tabsgivende papirer. Ingen ville købe, da lavinen tordnede gennem markederne, og verden gik i stå, fordi ingen anede, hvem der sad med sorteper i forskellige forklaedninger.
I 1998 var hele den globale finansstruktur taet på at gå til grunde, da den amerikanske finansinstitution LTCM (Long-Term Capital Management) kastede håndklaedet i ringen. Federal Reserve blev i samarbejde med den amerikanske regering tvunget ud i en dramatisk redningsaktion for at forhindre et globalt krak. Det varede et par år, inden LTCM var rekonstrueret, og tabene kunne gøres op til beskedne 30 mia. kr.
Bag LTCM’s kollaps lå den naermest religiøse overbevisning, at der findes en opskrift på investeringer i finansmarkederne med nul risiko. Men faktisk med god grund.
To af de tre stiftere var Myron Scholes og Robert Merton. I 1997 fik de nobelprisen i økonomi for research, der viste, hvordan man kunne udnytte mikroskopiske forskydninger i de finansielle markeder til altid at vaere på det vindende hold. Om markeder eller priser gik op eller ned, var lige meget. LTCM ville altid lave en profit og var stjernen på Wall Street. Det kostede 10 millioner dollars bare at få lov til at vaere med, og på toppen administrerede fonden cirka en billion dollars. Profitterne var enorme, lige indtil bunden gik ud af den russiske rubel. LTCM’s modeller kunne ikke kapere, at en suveraen nation ikke betalte sin gaeld.
Udfordringerne er uigennemsigtigheden og den optimistiske tro på, at der ude i virkeligheden eksisterer den finansielle verdens svar på De Vises Sten: risikofri investeringer.
Sammenligningen med LTCM ligger lige for, hvis man lyttede til Nomura-direktør Kentaro Okudas hilsen til investorerne for mindre end fire måneder siden. Drømmen om risikofri investeringer lever stadig selv i de højeste finans-cirkler. Men det er og bliver en drøm.
Lige nu holder alle vejret og håber på, ”at blaekspruttens arme ikke raekker alt for langt ned i det ukendte dyb”, som en af markedsdeltagerne formulerer det.