Der mangler store dyr i vores økosystemer
I kronikken “Glem alt om rewilding i dansk naturforvaltning” i JP d. 1/7 starter Bent Aaby med at afvise ”rewilding,” fordi ikke alt kan blive, som det engang var.
Det har ingen, der arbejder med rewilding, sagt skulle vaere hensigten. Rewilding drejer sig ikke om at genskabe en fortid, men at skabe en fremtid med en vild, rig og divers natur.
Derefter foreslår Bent Aaby udsaetning af robuste store graessere på helårsgraesning i store naturområder. Det er lige praecis det, rewilding handler om, og det bliver dermed lidt uklart, hvad det egentlig er, der er i vejen med begrebet rewilding.
At alle store dyrearter fra fortiden naeppe kan udsaettes i Danmarks relativt små naturområder, er vel ikke et argument imod at undersøge, hvor langt vi kan komme.
Rewilding er et godt bud på et velfungerende koncept, fordi vi kan se frem til naturområder, der både er vildere, mere varierede og mere artsrige.
Samtidig resulterer det i faerre udgifter til naturpleje, fordi de store graessere hjaelper med at genskabe mere selvforvaltende økosystemer. Det udelukker selvfølgelig ikke, at vi blander os, hvis der opstår behov for det.
Det gode er, at vi er enige om at ville bevare biodiversiteten, og at helårsgraesning med store graessere (rewilding?) er vejen frem.
Bent Aaby argumenterer dog også for skove uden graesning, men en skov uden store dyr er i sig selv mere unaturligt end én, hvor der er rewildet.
Indtil skovloven blev vedtaget i 1805 for at sikre tømmerproduktionen, har der altid vaeret store planteaedere i skovene. Jaegertidens jaegere udryddede de fleste store planteaedere, og i den periode groede skovene sig unaturligt taette.
I den fortaelling er miraklet, at den lysåbne naturs arter overlevede trods katastrofen, og husdyrholdet, høslettet og andre ekstensive anvendelser af “dårlige” jorde for at skaffe foder til dyrene bliver ved et tilfaelde en slags økosystemgenopretning. Nu blot med tamme graessere i stedet for de vilde.
Da overdrevet også omfattende skoven, resulterede det i slags genopretning af det oprindelige graessede landskab domineret af skov, men med lysåbne arealer, hvor overdrevsarterne kunne trives.
Derfor er overdrev så artsrige. Danmark har dermed ikke kun vaeret et skovland, men også i høj grad et ”overdrevsland”.
De taette skove for 6000-7000 år siden er resultatet af den første menneskeskabte økologiske katastrofe: udryddelsen af de store planteaedere. Sammen med storme, hydrologi og andre naturlige processer har de store dyr med deres graesning, trampen hul i førnen, bid og gnav om vinteren, hvor føden er knap, store gødningsmaengder og store kadavere netop haft en kritisk funktion for økosystemerne, variationen i levesteder og den biologiske mangfoldighed.
Rewilding er ikke en romantisk forestilling om at se store dyr i vores natur igen. Rewilding er derimod et vigtigt redskab for at skabe mere vild natur og standse tabet af arter, der er afhaengige af de store graesseres tilbagekomst til naturen.