Optøjerne i Sydafrika har rødder tilbage til Mandelas kompromis med de hvide

Tidligere praesident Jacob Zuma har sat ild til en farlig cocktail af udsigtsløs fattigdom og frustrationer over bundløs korruption i verdens mest ulige samfund.

Lunten havde ulmet i naesten 30 år, da de borgerkrigslignende uroligheder i Sydafrika eksploderede for en uge siden. Optøjerne er de vaerste siden apartheidstyrets dødskamp i begyndelsen af 1990’erne og praecis det raedselsscenario, som mange sydafrikanere har frygtet i årtier.

Balladen begyndte i KwaZulu-Natal-provinsen og har siden spredt sig, først til Gauteng med millionbyen Johannesburg og derefter til andre provinser. 25.000 soldater er udkommanderet til at standse det blodige kaos med skudvekslinger, butiksplyndringer og haervaerk. Men ingen ved, om det vil virke.

Startskuddet lød, da den tidligere praesident, den 79-årige Jacob Zuma, meldte sig til politiet for at afsone en dom på 15 måneders faengsel for foragt for retten. Ansporet af ekspraesidenten og hans familie gik Zumas tilhaengere amok i et forsøg på at gøre landet uregerligt.

Zuma satte dermed ild til en farlig cocktail af udsigtsløs fattigdom, frustrationer over bundløs korruption og en ny coronabølge, som har øget arbejdsløsheden til rekordhøje 32 pct.

Middelklassen er med

Oprøret har ikke kun fat i den fattige sorte underklasse. Også dele af middelklassen tager for sig under plyndringerne og kører stjålne fladskaerme hjem på bagsaedet af deres rummelige familiebiler.

Frustrationerne og utilfredsheden har ulmet siden 1994, da apartheid blev lagt i graven, og ANC-lederen Nelson Mandela vandt det første demokratiske valg i Sydafrikas historie.

Mandela blev dengang hyldet for at forsone sorte og hvide, så overgangen fra hvidt overherredømme til repraesentativt demokrati forløb fredeligt.

I den forbindelse gav Mandela de hvide en raekke garantier mod radikale omfordelinger, og det fik størsteparten af dem til at sluge overgangen til flertalsstyre i stedet for at gribe til våben eller at flygte ud af landet med pengene i kufferten.

Men bagsiden af medaljen er, at ANC 27 år senere stadig ikke har formået at indfri Mandelas løfter til de sorte om forandring og et bedre liv for alle.

Han lovede, at bølgeblikskure skulle afløses af murede vaegge og fast tag. De arbejdsløse ville få job. Børnene skulle vokse op med ordentlig skolegang og lige muligheder for at komme på universitetet. Alle skulle have lige adgang til laeger og hospitaler. Det stod alt sammen i ANC’s politiske femårsprogram.

Men virkeligheden fulgte ikke med. Den økonomiske vaekst kom de rige og den voksende sorte mellemklasse til gode, mens bunden af samfundet kun i begraenset omfang blev løftet. Og de fattigste bor stadig under bølgeblik. Sydafrika er i dag et mere ulige samfund end under apartheid, selv om der allerede dengang var ekstremt langt mellem top og bund, fordi landets hvide mindretal ved lov besad alle rettigheder og muligheder.

Ulighed i et samfund måles med Gini-koefficienten eller Gini-indexet, som også indgår i den danske velfaerdsdebat. Med et Giniindex på 63 er Sydafrika nu det mest ulige samfund i verden, og problemet er naesten 10 pct. større end i apartheids sidste dage i 1993.

Enorme lønforskelle

Det hvide mindretal sidder fortsat på langt den største del af økonomien, og forskellen på lønningerne er enorme.

Ifølge Oxfam tjener en administrerende direktør op til 461 gange mere end en sort kvindelig arbejder i den nederste tiendedel af indkomstpyramiden. Hvide kvinder tjener fire gange mere end deres sorte kollegaer.

Uligheden har laenge vaeret en tikkende bombe, og det har ikke hjulpet, at Nelson Mandelas garantier til de hvide i 1994 stadig står i vejen for at omfordele jorden effektivt.

Ifølge hjemmesiden Africa Check sidder hvide fortsat på 72 pct. af landbrugsjorden, mens sorte må nøjes med 4 pct. Det, til trods for at hvide kun udgør 9 pct. af befolkningen, mens 76 pct. er sorte.

Regeringen forsøger at rette op med lappeløsninger, men de har ikke rigtig battet noget.

Tvivl om Mandelas strategi

Efterhånden som problemerne vokser, saettes der større og større spørgsmålstegn ved visdommen i Nelson Mandelas nationale kompromis i 1994. Hans strategi lagde store sten på vejen for ANC, som har siddet på magten lige siden, og i den nuvaerende krise giver den ny naering til de underliggende racespaendinger.

Det er helt uafklaret, om landsfaderens højre hånd fra dengang – den nuvaerende praesident, Cyril Ramaphosa – formår at genoprette lov og orden uden at haelde yderligere benzin på bålet ved at gå målrettet efter den tidligere praesident Jacob Zumas politiske tilhaengere.

Sidstnaevnte røg ud i kulden i 2018 efter beskyldninger om nepotisme, korruption i industriel skala og et alt for taet forhold til tre stenrige indiske brødre.

De tre Gupta-brødre havde tilsyneladende held til at købe Jacob Zuma og kapre dele af statsapparatet. Det er bl.a. kommet frem, at Guptaerne havde indflydelse på udnaevnelsen af ministre, samtidig med at de stak sugerøret dybere og dybere ned i de offentlige kasser, som blev laenset gennem lukrative kontrakter med statsejede selskaber.

Hele affaeren bragte Zuma i fedtefadet, og de 15 måneders faengsel blev han idømt for at udvise foragt for Sydafrikas forfatningsdomstol ved at naegte at vidne i korruptionssagen.

Zumas tilhaengere gik med andre ord amok, fordi praesidenten skulle i faengsel for ikke at samarbejde med domstolene – ikke fordi han ifølge anklagerne har tilranet sig enorme summer, som kunne have bidraget til at rette op på uligheden.

Jacob Zuma – frihedskaemperen, der endte som faengslet ekspraesident