Glaeden skal frem i litteraturundervisningen i gymnasiet

Vi skal have glaeden frem i litteraturundervisningen i gymnasiet. Mange elever har den opfattelse, at bøger er kedelige, fordi de har vaeret tvunget til at laese, har skullet afkode dem gennem analysemodeller og naermest har skullet løse litteraere gåder på samme måde som matematikopgaver.

I litteraturtekster er der intet facit, og to plus to kan sagtens vaere fem. Det er min opfattelse, at det fjerner lysten til at laese, når man skal analysere og fortolke teksten til døde.

Man skal derfor stoppe med at have så stor fokus på analyse, fortolkning og perspektivering i litteraturundervisningen, det draeber både elevernes glaede og teksten.

Jeg underviser på Forfatterakademiet i Sønderborg, hvor de fleste elever er gymnasieelever. De fortaeller om, at de skal sidde og analysere alt liv ud af teksterne i dansktimerne i gymnasiet. Jeg er selv forfatter og skriver digte, men det var heller ikke i min gymnasietid, at jeg fandt glaeden ved digte, og det gør mig trist at høre, at det mange steder åbenbart ikke er blevet bedre.

Jeg ville ønske, at gymnasieeleverne kunne opleve samme glaede ved at laese digte, som jeg selv oplever, og hvis det skal lykkes, er man på gymnasierne nødt til at aendre den måde, man underviser i litteratur på.

Jeg kender mange forfattere, men ingen, der analyserer og fortolker.

Mine elever bliver så glade den første dag på Forfatterakademiet, når jeg fortaeller, at vi under ingen omstaendigheder skal analysere, fortolke og perspektivere nogen tekster overhovedet, men at vi derimod skal laese og skrive tekster med åbent sind.

Tekster består af et mangetydigt sprog, der tager sin form og betydning, alt efter hvem der laeser dem. Der er ikke et bestemt facit, man skal finde, og man skal slet ikke gaette, hvad der står i laererens laerervejledning om de tekster, man laeser i skolen.

Som laerer er det vigtigt at forholde sig åbent og give eleverne tid til aestetisk oplevelse og indlevelse, så elevens oplevelse må tildeles en mere betydningsfuld rolle i undervisningen, end den har mange steder på gymnasier rundtom i landet.

Det er vigtigt, man som laerer, ikke betragter tekster som matematikstykker. Man skal som laerer heller ikke traekke sin egen fortolkning ned over hovedet på eleverne.

Et af problemerne er, at der taenkes for kortsigtet. Laereren taenker på, hvad eleverne skal kunne til eksamen. I stedet skal man taenke på, hvad meningen er med at laese, og helt aendre undervisningen og eksamensformen. Eleverne skal laese for at få en dybere indsigt i verden, sig selv og andre.

For at få skaerpet opmaerksomheden og glaeden ved sproget og derved øge deres viden om litteratur og de sammenhaenge litteratur er en del af.

Det er vigtigt at fremme elevernes personlige udvikling ved at give dem lysten ved at laese og ved, at de finder glaeden ved fordybelsen i en bog, hvor man bliver så opslugt, at man glemmer sig selv og tid og sted, som jeg så ofte har oplevet, men som mange gymnasieelever desvaerre ikke opnår, på trods af at de er meget dygtigere laesere, end jeg var.

Nogle stopper helt med at laese efter gymnasiet, da de har fået taget alt glaeden ved laesning ud af dem.

Mange gymnasieelever har den opfattelse, at de tekster, man laeser i dansk, er svaere og kedelige. Jeg håber, dette debatindlaeg kan medvirke til at få aendret den måde, man taenker litteraturundervisning på i gymnasiet, så eleverne fremover kan opleve den samme glaede ved at laese digte, som mine elever på Forfatterakademiet og jeg selv gør.

Formålet med at undervise i litteratur er forhåbentligt at stimulere glaeden ved at bruge sproget.

Eleverne skal laese for at få en dybere indsigt i verden, sig selv og andre.