Anbringelsesområdet er et korthus

Vi er nødt til at gentaenke anbringelsesområdet. Som lederen i JP den 7/7 også beskriver, bliver sagerne ved med at dukke op. Bunken af mislykkede indsatser, fejlslagne anbringelser og problematiske opholdssteder vokser sig større dag for dag, og den vil blive ved med at vokse, indtil vi får skovlen under problemerne.

Schuberts Minde er en forfaerdelig fortaelling om et opholdssted, som fejlede i håndteringen af sårbare og udsatte unge. I stedet for den udstrakte hånd, i stedet for hjaelpen, levede de unge under mareridtslignende forhold. Men Schuberts Minde er også fortaellingen om et socialtilsyn, som svigtede de unge og lod dem blive i mareridtet, og anbringende kommuner, der ikke sikrede sig, at børnene trivedes og havde det godt.

Schuberts Minde er fortaellingen om et system, der ikke fungerer, som det skal. Et system, der har lukket sig om sig selv.

I årevis er anbringelsesområdet blevet nedprioriteret og fejet under gulvtaeppet, i håbet om at de grimme sager kunne ties ihjel. Det kan de ikke. Det skal de ikke.

Dette har vi problematiseret over for flere socialministre og gentagne gange indkaldt til forespørgselsdebat om. Vi vil i Dansk Folkeparti ikke acceptere halvhjertede lappeløsninger eller forfejlede socialdemokratiske målsaetninger om ”at anbringe flere børn”.

Anbringelsesområdet består bl.a. af sårbare og udsatte unge og deres familier. Det er deres liv, vi kan se blive ødelagt på avissiderne eller i den nyeste dokumentar. Hvordan kan vi acceptere et system, der tillader sådan en behandling?

Det kan vi ikke. Og hvis det betyder, at vi er nødt til at gentaenke hele det anbringelsessystemet, jamen, så er det dét, vi er nødt til.

Flere anbringelser er ikke en eller anden mirakelkur, som med en underskrift vifter alle problemerne vaek. Og da slet ikke, når man ikke engang sikrer sig, at de unge bliver anbragt et sted, hvor kvaliteten er i top, og indsatserne virker.

En anbringelse kan vaere nødvendig i nogle sager, men så skal man som samfund i det mindste sikre, at de anbringes til noget bedre. Schuberts Minde er et af de mange beviser på, at det ikke altid er det, der sker.

Vi skal kvalitetssikre indsatserne. Vi skal styrke retssikkerheden – ja, vi skal faktisk sikre, at retssikkerheden overhovedet er til stede. Vi skal sørge for opfølgning, så vi ikke taber sårbare og udsatte borgere, så snart de vender hjem eller fylder 18 år. Vores socialrådgivere og paedagoger skal have bedre og mere praksislaering. Og så skal vi overveje, om Socialtilsynet i den konstruktion, det har nu, kan varetage sin opgave. Det er fuldstaendig grotesk, at et tilsyn kan have kendskab til bare nogle af de ting, der er foregået på Schuberts Minde i årtier, uden at saette ind.

Måske er løsningen, at vi tømmer posen og bygger anbringelsesområdet og tilhørende tilsyn op fra bunden. Det kan vi ikke sige med sikkerhed. Men det er ikke en mulighed at fortsaette, som vi gør nu.

Aftalen om børnene først er slet ikke nok. Anbringelsesområdet er et korthus, og vi er kun et lille pust fra at se det vaelte.