Derfor blev banal slagsang en succes
To kraftudtryk og en helsaetning. Det er komponenterne i en af de få sange, der er lykkedes med at skabe faellessang og momentum på barer og sportspubber under EM-slutrunden. En ca. 10 år gammel slagsang, der blev skabt på Lyngby Stadion som en hyldest til målmand Rune Pedersen. Gennem årene er sangens subjekt blevet udskiftet mange gange, og under EM-slutrunden har det brede – og ikke-fodboldkyndige – publikum også laert den at kende. Og nu stiller mange spørgsmålet: Hvorfor har den banale sang så stor en succes?
Det er der mange gode og dårlige kulturelle forklaringer på, som man kan høre om i P1 Debat eller debattere om på Twitter. Her reduceres spørgsmålet dog til at vaere af retorisk karakter. Jeg forholder mig til, hvorfor den er blevet en succes. For det er den. Og det er egentlig let at forstå, når man betragter dens prosodiske og stilistiske kvaliteter. Der er indlysende tale om en god slagsang – i det omfang at ”god slagsang” er at betragte som en, der skaber energi og synergi og derfor breder sig blandt sit publikum.
Sangen besidder nogle virkningsfulde stilistiske traek, en kreativ komposition og en kampbegaerlig rytme. Den er god at synge. Eller råbe. Prøv selv. De to indledende udråb, ”fisse” og ”kusse”, har to stavelser. I begge tilfaelde laegges trykket både på første og anden stavelse, og det får en saerlig god effekt, fordi vi ignorerer dobbeltkonsonanten i midten og i stedet tillaegger alle stavelser slutvokal ”fi_se”, ”ku_se”. De to udråb efterfølges af en kort helsaetning på blot fire led; ”Schmeichel er en mur”. Et subjekt, et verballed og et objekt, der skaber en sproglig figur.
Det er en stilistisk bedrift, at sangen på den måde integrerer simple udråb i sin komposition, så publikum både får lov at forløse indestaengte følelser gennem råb og derefter tilbydes en lettilgaengelig versgang, der sikrer faellessang.
En anderledes kulturel analyse af sangens styrker kunne beskaeftige sig med dens hyldest af det dumme og potentiale til at frigøre publikum fra aestetiske og politiske idealer. Dens perfekte samspil med det primitive rum, som fodboldfesten tilbyder, hvor reptilhjernens mest simple drifter kan dyrkes gennem råb, sang og aggression og forløses i en eksplosion af dopaminer. Det er alt sammen relevant, men også noget, der kan siges om mange andre bøvede slagsange, der ikke rummer samme rytmiske og stilistiske kvaliteter – og derfor ikke nyder samme succes som denne.