Menneskeretten vil tvinge EU ind ad bagdøren

Med afgørelsen mod den danske treårsregel for familiesammenføring har menneskeretten taget et nyt spring og indledt en ny offensiv imod Danmarks og en raekke andre landes nationale selvbestemmelse, skriver Morten Messerschmidt.

På et punkt er der grund til at takke menneskerettighedsdommerne, der forleden kendte de danske familiesammenføringsregler i strid med EMRK’s art. 8. Med denne afgørelse vil døve kunne høre, og blinde kunne se, hvordan den internationale ret ikke bare udvider sig, men er i fuld faerd med at skabe sin helt egen og ukontrollerede ret. Som den dissentierende dommer fra Monaco understreger, skaber dommen nemlig en helt ny retspraksis (pr. 2).

Med afgørelsen sker der en sammenblanding af EU- og menneskeret, som for de mange Europarådslande, der ikke er medlemmer af EU, må vaekke bekymring. Det gaelder ikke mindst Danmark, der i kraft af sit retsforbehold ikke er omfattet af EU’s udlaendingeregler. Alligevel bygger afgørelsen på netop EU-ret og noterer blot i sidebemaerkning (pr. 42), at Danmark godt nok har en ”opt-out”. Men den gaelder jo kun i EU, og derfor kan man i Strasbourg uden problemer laegge EU’s udlaendingeregler til grund. Keine hexerei – nur behändigkeit!

Dommen vidner om, hvordan international ret i dag må anskues stadig mere symbiotisk, og ikke – som ofte i den danske debat – som isolerede forhold. Hvem husker eksempelvis ikke Lars Løkke Rasmussen bedyre, at FN-retsakter ingen juridisk gyldighed har, hvorfor han uden konsekvenser kunne underskrive migrationserklaeringen i Marrakesh? Sandt er, at der ikke findes nogen FN-Domstol med myndighed i Danmark.

Men Menneskerettighedsdomstolen udfylder tomrummet med stor selvtillid. Knap 25 gange henviser dommen fra forleden til FN’s flygtningekonvention, selv om den teknisk set ikke er en del af menneskeretten. Også UNHCR og den højagtede ”menneskerettighedskommissaer” citeres fyldigt, ligesom det understreges, at FN jo bistod kommissionen i skabelsen af EU’s familiesammenføringsregler (pr. 41). I Strasbourg smelter således FN, EU og menneskeretten sammen i perfekt enhed med det formål at tilsidesaette den nationale ret.

Der er bare et problem: De fleste vil mindes – nogen med glaede, andre med sorg – at danskerne 3. december 2015 igen slog fast, at de ikke ønsker at tage del i EU’s udlaendingepolitik. Vi forsvarede vores retsforbehold! Men det gaelder som bekendt kun i relation til EU’s myndigheder, og ikke menneskerettighedsdomstolen, som Folketinget siden 1992 har valgt ukritisk og apatisk at rette sig efter. Derfor kunne netop menneskerettighedsdommerne hin dag i juli 2021 realisere det, som hverken EU-Domstolen, kommissionen eller det store flertal af EU-begejstrede folketingsmedlemmer hidtil havde magtet; de kunne gennemtvinge EU’s udlaendingepolitik over Danmark.

Dommerne siger det ganske åbent i pr. 162: mens EU’s to års venteperiode godt kan accepteres inden for konventionens art. 8, er Danmarks beslutning om tre år for meget. Og som begrundelse gennemgås hele tre EU-direktiver, hvoraf ingen er gaeldende i Danmark: familiesammenføringsdirektivet (pr. 45f), direktivet om tredjelandsstatsborgere eller statsløse (pr. 51) samt direktivet om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse (pr. 57). I lange passager kan man således laese EU-rettens uforlignelighed, der altså nu er blevet en etableret del af menneskeretten. Gad vide, hvordan man ser på det i de 20 andre Europarådslande, der som ikke-EUmedlemmer hverken er bundet af de pågaeldende direktiver, deres forudsaetninger (pr. 48) eller heraf følgende praksis fra EU-Domstolen (pr. 50)?

Også EU’s charter om grundlaeggende rettigheder gennemgås (pr. 43), selv om det for Danmark er helt uvedkommende, da chartret ifølge sin egen art. 51 alene binder medlemslandene, når de gennemfører EU-retten. Og da de naevnte EU-retsakter ikke binder Danmark, gaelder chartret – der i øvrigt ved sin gennemførelse blev betragtet som ikke-suveraenitetsoverdragende efter grundloven – følgelig ikke i Danmark.

Det er, som om menneskerettighedsdommerne naermest higer efter at gå EU-dommerne i bedene. Og selv om det kan vaere fagligt forståeligt, at der imellem disse to selvsikre og magtfulde domstole foregår en intern rivalisering om, hvem der skal have den afgørende stemme, aendrer det ikke på, at en dom, afsagt ud fra retsregler uden gyldighed i Danmark, naturligvis ikke bør have retsvirkning i Danmark.

Allerede i 2017 afgjorde vores egen Højesteret efter en nøgtern gennemgang af praksis fra menneskerettighedsdomstolen, at den danske treårsregel var inden for den etablerede skønsmargin. Når nogle i debatten argumenterer for, at

Danmark har ”kraenket menneskeretten”, er det derfor ikke rigtigt.

Det er menneskeretten, der med denne afgørelse har taget et nyt spring og indledt en ny offensiv imod Danmarks – og mindst 20 andre landes – nationale selvbestemmelse. For hvad den monegaskiske dommer siger paent og høfligt, bør selvsagt siges langt mere klart: Denne dom er et juridisk kupforsøg, ledt an af for de fleste totalt ukendte dommere, der – ud over at vaere uden politisk mandat – ofte også har langt ringere kvalifikationer, end man i et civiliseret land ville stille til folk med den magt, de ubeføjet har tiltaget sig.

Vores retsforbehold består – også selv om man fra Strasbourg forsøger at tvinge EU’s regler ned over os.

Hvor betryggende er det for eksempel, at vi blandt de dommere, der nu vil underkende både Højesteret, folketing og de danske vaelgere, har kroatiske Ksenija Turkovic, irske Siofra O’Leary, bulgarske Yonko Grozev samt spanske Maria Elosegui, der ifølge deres eget cv ikke har tjent ved så meget som en byret, inden de blev udnaevnt til menneskerettighedsdommere? Endog retspraesident Robert Spano har trods et flot akademisk cv inden sin udnaevnelse til dommer i Strasbourg alene tjent som distriktsdommer på Island! Det gør dem ikke nødvendigvis til dårlige jurister, men det gør dem med sikkerhed mindre traenede i at traeffe korrekte afgørelser med vidtraekkende konsekvenser. Burde det ikke kalde på refleksion?

Desvaerre er problemet meget udtalt i Strasbourg. Som jeg sidste år påpegede i min bog ”Farvel til folkestyret”, har 19 af 47 menneskeretsdommere ingen tidligere erfaring som dommer. Det gaelder dommerne fra Tyskland, Graekenland, Sverige, Bulgarien og Spanien, der sammen med 14 andre kollegaer alene havde international universitetserfaring før deres udnaevnelse. To af de 47 – tyrkiske Isil Karakas og slovenske Marko Bosnjak – havde endog heller ingen international erfaring.

Ville et andet dommerpanel have truffet en anden afgørelse 9. juli? Det er umuligt at sige. Men mon ikke man som dommer laerer en vis tilbageholdenhed over for at underkende velfungerende retsstaters øverste myndigheder? Det håber jeg. Og dog aendrer det ikke på, at denne dom må blive en ubetinget øjenåbner. For en dom, der bygger på ret, som de danske vaelgere positivt har afvist, og som Danmark efter grundloven er undtaget fra, bør naturligvis ikke følges. Ej heller selv om EU-retten nu forsøges gennemført af en vild og uregerlig domstol, der ønsker at skabe en ”helt ny retspraksis”.

Vores retsforbehold består – også selv om man fra Strasbourg forsøger at tvinge EU’s regler ned over os.