Advokat: »Det er slet ikke sådan, at man har antipati for modparten«
Peter-Ulrik Plesner har forsvaret mikroskopiske molekyler for milliarder for medicinalindustrien, og i hans naermeste vennekreds er der flere ingeniører.
Peter-Ulrik Plesners karriere som landets ypperste patentadvokat har vaeret fyldt med komplekse medicinske molekyler.
Men det er sager om grisetaeer, komponisten Jacob Gades ”Tango Jalousie” og gigantiske boremaskiner, der dukker op, når han naevner sine mest bemaerkelsesvaerdige sager.
»Den sjoveste sag var nok den, hvor jeg repraesenterede firmaet James Howden, der leverede de boremaskiner, der borede tunnelen under Storebaelt. Jeg var nede at se maskinerne under Storebaelt, og jeg var i Skotland og se dem blive bygget,« fortaeller advokaten begejstret.
Det, som netop den sag gjorde, var at kombinere mandens to måske skarpeste sider: hans juridiske kunnen og en teknisk snilde og fascination, der gør ham i stand til at nørde igennem for klienten.
»I sagen om boremaskinerne kunne jeg, lige som jeg kan laese et patentskrift, forstå, hvordan sådan en boremaskine virker efter en tegning. Det var det, jeg havde glaede af,« forklarer han.
Der er ingen tvivl om, at hans økonomisk vigtigste sager har vaeret den perleraekke af patentopgør, hvor han på vegne af medicinalvirksomheder har forsvaret de patenter, der sikrer dem milliardindtjening. Når man i de sager i timevis forsøger at snitte modpartens argumenter til flis, fremstår han arrogant, nedladende og skarp som en nyslebet økse. Men det er netop det spil, der gør, at Peter-Ulrik Plesner elsker at stå i retten.
»Det er slet ikke sådan, at man har antipati for modparten. Men det at have forberedt sig i lang tid, at udspørge vidner praecis så langt, man tror, de vil gå med én, at stå med en meget stor maengde viden og så procedere og forklare, hvordan det haenger sammen. Det er sindssygt spaendende,« siger Peter-Ulrik Plesner.
Advokat frem for ingeniør
Man skal ikke forveksle spillet med foragt eller antipati mod modparten.
»Den juridiske verden er så lille i Danmark og faktisk også i Europa, at alle kender hinanden, så man taler sammen; man mødes i forskellige faglige fora, og man kan drikke et glas øl sammen. Det er en ganske hyggelig befolkningsgruppe,« siger han med en lille kluklatter.
Da han som ung skulle vaelge levevej, lå det lige for at blive advokat. Det var hans far, Mogens Plesner, der endte med at laegge navn til det store advokathus, som Peter-Ulrik Plesner blev en del af i 1973.
Han overvejede også ingeniør, men jura blev valget, fordi det kunne føre til så mange ting og åbenbart også en indirekte vej til de tekniske fag.
Efter 50 år i faget afspejler hans vennekreds den samme positive splittelse i PeterUlrik Plesner.
»Der er mange advokater, der kommer sammen med andre advokater. Men jeg ser en del patentrådgivere, der er tekniske eksperter, typisk ingeniører, og som jeg har arbejdet sammen med og ført sager med og ender med at blive venner med. Nogle af dem er så taette venner for mig, at vores koner ses.«
En glidende pensionering
Peter-Ulrik Plesner tager stadig et par gange om ugen ind på kontoret i Plesners kobbertårn ved Nordhavn i København, og han er stadig med på forskellige patentsager. Men han fratrådte som partner og dermed som medejer for cirka halvandet år siden.
»Det er vel en slags glidende pensionering,« siger han.
»Jeg tager et år ad gangen og bruger stadig mere tid på min sejlbåd i Humlebaek, i sommerhuset, på at spille bridge og på at gå ture med hunden. Man kan faktisk bruge meget lang tid på en hund,« siger Peter-Ulrik Plesner om hunden Berta.
Han glaeder sig til at rejse mere sammen med sin kone, Marianne, der er uddannet laegesekretaer.
Selve dagen skal fejres med en middag i selskab med gode venner i familiens sommerbolig, Laerkegården, taet ved Skagen.