”Blondinens betragtninger” er en både informativ og interessant debatbog
Helle ThorningSchmidt er aktuel som forfatter til interessant og vedkommende bog om køn og feminisme.
Det kommer med en maerkbar tyngde, når landets første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt, kan berette om udpraeget sexistisk og kønsbaseret modstand. Om at blive kaldt ”Bordellomutter”, ”en håndtaske” og ”tøsefornaermet, blank og glat”, hvilket mere end vidner om en prae-asfalteret struktur, hvor kvinder – også kvindelige statsledere – altid først og fremmest er deres køn.
At en kvinde som Helle Thorning-Schmidt, der er forfatteraktuel med debatbogen ”Blondinens betragtninger”, hvis titel tager ikke så lidt pis på omverdenens blik på hende, blander sig i tidens måske mest gennemgående samtale om køn og feminisme, er både vigtigt og interessant. Vigtigt, fordi det er essentielt at få så mange forskellige perspektiver på debatten som muligt, og interessant, fordi Thorning-Schmidt med bogen viser, at wokeness ikke er for de unge blot. Som det lyder i bogens veloplagte indledning: »Der kommer et tidspunkt i ethvert menneskes liv, typisk ikke så lang tid efter at man er fyldt 50 år, hvor man er nødt til at gøre op med sig selv, om man vil vaere nysgerrig eller tro, at man har regnet det hele ud og ved alt allerede.«
At Thorning-Schmidt har valgt at bevare nysgerrigheden og en åbenhed over for muligheden for, at der kan vaere andre sandheder end de allerede etablerede, løber som en tydelig rød tråd gennem ”Blondinens betragtninger”. Det er jo faktisk ikke så let, som det kunne lyde, at blive ved med at forholde sig nysgerrigt til en verden, man tror, man har regnet ud, men det har Thorning-Schmidt – ikke mindst på grund af sine to nu voksne døtre, Johanna og Milo – besluttet sig for at blive ved med.
DEBAT
Det skinner derfor også tydeligt igennem i ”Blondinens betragtninger”, at vi ikke har at gøre med en forfatter, der har forholdt sig akademisk til den feministiske diskurs gennem årtier. Selv om Thorning-Schmidt skriver, at hun blev feminist som 12-årig, ikke mindst på grund af sin »staerke, kloge mor« i Ishøj, så står det klart, at Thorning-Schmidt er saerligt rundet af den samtale om feminisme, der foregår lige nu.
”Blondinens betragtninger” er en kort og kompakt lille sag. De 12 kapitler indledes alle med et ”Om”, og så går samtalen ellers løs. ”Om kassetaenkning”, ”Om penge og magt” og ”Om ja og nej” er bare nogle af de emner, bogen kommer omkring.
Undgår privilegieblindhed
Om’et fungerer glimrende som strukturerende princip, men det er også så tilpas vagt, at det aldrig rigtig bliver farligt. For selv om Thorning-Schmidt både i, før og efter sin tid som statsminister har oplevet graenseoverskridende og dybt kønsdiskriminerende adfaerd, så har hun også som hvid, veluddannet og heteroseksuel nogle privilegier, der gør, at hun formentlig ikke er blevet ramt lige så hårdt som andre i mindre gunstige situationer. Det er Thorning-Schmidt selv meget bevidst om, og hun taler således ud fra »mit ståsted og udgangspunkt«.
Det er vigtigt i en så personlig bog, som ”Blondinens betragtninger” er, men de tanker, som Thorning-Schmidt laegger frem, er jo ikke ligefrem originale. Når hun i bogens indledning konstaterer, at »jeg tror, vi er midt i et paradigmeskift«, så er det alt andet end en radikal teori, men snarere et uomgaengeligt faktum. Når det er så vigtigt, at det bliver sagt fra ThorningSchmidts position, så er det, fordi hun med sin måske lidt forsimplende, men velskrevne pointer kan vaere med til at bygge bro mellem de forskellige feministiske positioner, der godt kan forekomme utilgaengelige.
Bogen får meget foraeret af Sofie Lindes nu et år gamle genoplivning af det udeblevne MeToo-oprør i Danmark i 2017. For det var først her, at noget for alvor begyndte at rykke sig. At haender på lår blev løftet fra at vaere ligegyldige enkeltsager til symptomer på større strukturelle problemer. At man ikke bare kunne vaere både overborgmester og en ”glad dreng”, når det gik ud over et hav af kvindelige ansatte.
Lidt for spekulativ til tider
Det personlige udgangspunkt er både bogens styrke og svaghed. Forcen ligger i, at Thorning-Schmidt tør bruge sig selv og dele af sine erfaringer, så det vaekker genkendelse. Dermed giver den selvudnaevnte blondines betragtninger ekko i laeserens erfaringsverden, for lur mig, om ikke alle – om end med andre fortegn – kan nikke genkendende til det, ThorningSchmidt har vaeret ud for.
Men Thorning-Schmidts greb om det personlige er også meget konkret forankret i verden lige omkring hende og ikke mindst i datteren Johanna Kinnock og datterens omgangskreds. I disse passager tangerer tonen det anekdotiske, ligesom Thorning-Schmidt har en tendens til det spekulative, som når hun gisner om, hvad der ville vaere sket for maend, hvis de havde vaeret i hendes situation eller omvendt. At hun formentlig har ret, er en anden sag, men vi ved jo strengt taget ikke, hvad offentligheden ville have syntes om, at hun havde formøblet 150.000 kr. på tøj til privatforbrug i lighed med Lars Løkke Rasmussen.
Bogen afsluttes med en opfordring om at tilslutte sig feminismen. »Jeg lover dig, at det bliver sjovt. Kom med ombord. Take a ride,« lyder det lidt for kaekt i udgangsreplikken, men selv om man nok skal vaere mindre kyniker end undertegnede for at finde den invitation interessant, så er der ingen tvivl om, at ThorningSchmidt mener det godt.
Det personlige udgangspunkt er både bogens styrke og svaghed.