Det syge Danmark laenges efter en kur

Om det hedder supersygehuse, naersygehuse, akutsygehuse eller noget helt andet, spiller formentlig ikke den store rolle for de fleste borgere i Danmark. Det vigtigste er, at sundhedssystemet fungerer. Og er til at komme til og i kontakt med, når man har brug for det.

Men desvaerre for danskerne er debatten om en hårdt tiltraengt sundhedsreform netop druknet i ord.

Tilbage i 2019 fremlagde davaerende statsminister Lars Løkke Rasmussen et visionaert bud på en sundhedsreform. Den var båret af et ønske om større naerhed for patienter og pårørende ud fra tanken om, at efter årtiers specialisering var der behov for at traekke i den modsatte retning. Konkret blev det foreslået at oprette 35 sundhedshuse, hvor flere specialister var samlet under et tag, bl.a. laeger, speciallaeger, psykologer og sygeplejersker. Derudover skulle der etableres nye akutberedskaber med løfte om ens reaktionstid, uanset hvor i landet man bor. Reformen blev skudt ned af Mette Frederiksen, og det er der i hvert fald én god forklaring på: Planen indebar også, at regionerne skulle nedlaegges, og det ville Socialdemokratiet ikke gå med til.

Løkkes udspil kom i foråret 2019, få måneder før folketingsvalget den 5. juni, som betød, at flertallet i Folketinget skiftede. Nu er det Mette Frederiksen, som sidder med ansvaret, men efter mere end to år ved magten er hun ikke kommet med noget bud på, hvad der skal erstatte den sundhedsreform, som hun så ivrigt skød ned.

Det er blevet ved ord som naerhospitaler og sundhedsklynger, men ikke en lyd om, hvordan regeringen har taenkt sig at angribe en af de helt grundlaeggende udfordringer i det danske sundhedsvaesen: at få de forskellige myndigheder og specialer til at arbejde sammen, så patienterne ikke skal rende fra Herodes til Pilatus for at finde ud af, hvad de fejler, eller for at få den støtte, som de har brug for.

Lars Løkke Rasmussen laerte lektien på den hårde måde i 2002, da hans mor blev indlagt og røg ind og ud af hospitaler, inden hun endte på Rigshospitalet, hvor hun døde. Siden da har medierne jaevnligt kunnet bringe eksempler på, at sundhedssystemet ikke er funktionelt og da slet ikke over for dem, som udskrives fra sygehusene. Specialiseringens pris har vaeret, at ganske mange mennesker med mindre interessante sygdomme ganske enkelt forsvinder mellem sundhedssystemets mange lag.

Desvaerre er ethvert tilløb til debat om de grundlaeggende udfordringer i sundhedssystemet endt i slagsmål om regionernes overlevelse, eller det er brugt som politisk pynt i kampen mellem land og by. Socialdemokratiets udspil om naerhospitaler udgør en mindre del i udspillet ”Naerheden tilbage”, som også handler om lokalsamfund, uddannelser og naerpoliti. Det er der ikke meget sundhedsreform over.

Eller som Morten Freil, adm. direktør hos Danske Patienter, udtrykker det, så »ligner det mest et diskussionsforum for regionsformaend og nogle borgmestre«.

Regeringen kan henvise til, at den på sundhedsområdet har vaeret travlt optaget af corona. For optaget, vil mange haevde, for coronaepidemien viste netop, at regeringen ikke har blik for det samlede sundhedsvaesen, hvilket det forkølede bud på naerhospitaler kun understreger.

Mon ikke der i Statsministeriet stadig gemmes en kopi af den reform, som Løkke Rasmussen lancerede. I mangel på egne visioner. Den kan Mette Frederiksen i det mindste åbne for at lade sig inspirere.